Endelig har vi nu også haft tid til at lytte til det nye album fra Accept, “The Rise of Chaos”. Og vi føler os ekstremt underholdt, og lugten af tilpruttet teenageværelse hænger igen i luften, som det gjorde da vi var unge i 80’erne!!!
Det er jo bare vanvittig fantastisk at bandet har eksisteret siden 1976, hvor Udo Dirkschneider skabte Accept, at de bare stadig holder 100% den dag i dag. Accept er jo nærmest indbegrebet af – samt ophavsmænd for den klassiske 80’er heavy metal som vi alle bare elsker at lytte til i stride strømme.
Godt nok er der kun to medlemmer tilbage fra original besætningen, nemlig Wolf Hoffmann (guitar) og Peter Baltes (bas), men de har formået at holde den velkendte Acceptlyd, tilføjet tidens små rytmiske ændringer. Med Accept ved du sgu altid hvad du får…. Den gode klassiske Heavy Metal uden forsøg på radikale ændringer. Accept er Accept….. Hver gang!!! Og det er bare pissehamrende fedt…. Hver gang!!!
Albumåbneren “Die by the Sword” starter stort og bombastisk ud, hvorefter vi med det samme er ovre i det vi kender og elsker Accept for. Så er vi sgu bare hooked og i gang. Nummeret efter hedder “Hole in the Head”. Og her bliver der tydeligvis forsøgt at skille sig en smule ud fra det klassiske, med et lettere funky omkvæd…. Men fuck nu af, hvor det også bare holder!!!
Herefter følger titelnummeret “The Rise of Chaos”… Det nummer taler jo for sig selv, og kan du lide Accept har du jo allerede hørt det tonsvis af gange…. Og har du ikke hørt det endnu, så SKAM DIG!!! 😉
“Koolaid” og “No Regrets” bringer os tilbage til dengang vi var bumsefyldte knægte med en ustyrlig pubertet, og alle idolplakaterne hang på væggene på teenageværelset. Total lækker 80’er lyd!!! Og det samme gør “Analog Man”… Og her må jeg sige at den gode Mark Tornillo’s vokal er meget tæt på at lyde som gamle Udo….
“What’s Done Is Done” lyder faktisk et kort øjeblik, i introen, som noget Iron Maiden kunne have lavet. Det er måske det nummer der skiller sig mest ud på dette album… Der er som nævnt lidt Iron Maiden lyd, der er den gode Accept lyd, og så er der et godt catchy omkvæd… Men det med de catchy omkvæd har de jo også været gode til gennem tiderne.
De sidste tre numre, “Worlds Colliding”, Carry the Weight” og Race to Extinction” fuldender et album der, når man er på min alder, får én 
tilbage i tiden, til dengang man var teenager og bekymringerne var kun om man kunne komme i trussen på naboens datter. Musik er en katalysator for dine følelser, og det rammer dig der hvor det skal… Dette album er endnu et klasse album fra Accept, og jeg kan sgu kun give dem topkaraktere.
Normalt vil jeg give 4 stjerner til et godt album… Men er det et album der samtidig kan prikke til mine følelser, skal det dæleme belønnes med den 5. stjerne også.
Accept – The Rise of Chaos – Det holder hele vejen!!!