Mammoth WVH: Stramt spillet fadøls-rock i eftermiddagssolen
Efter at have fået skudt festivalen i gang, var pladsen foran scenen for alvor ved at være godt fyldt op til eftermiddagens næste store punkt. Der var dømt stadionvenlige vibes allerede inden start, da Mammoth WVH gik på scenen til tonerne af AC/DC’s legendariske ”Night Prowler”. Det var tydeligt, at rigtig mange på pladsen var mere end klar til en solid omgang melodisk guitar-hard-rock.
Wolfgang Van Halen står for alvor på egne ben nu og har for længst bevist, at han ikke behøver at gemme sig bag sit berømte efternavn. Lyden er moderne hard rock med rødder i både grungen og den klassiske rock – tænk en tungere udgave af Foo Fighters krydset med Alter Bridge. Og som det så ofte sker på Copenhells første dage, var stemningen en solid 50/50-blanding af dedikeret musiklytning og glade gensynskram med venner, man ikke har set siden sidste år. Til netop det formål er Mammoth WVH’s moderne rock den absolut perfekte kulisse, selv når eftermiddagssolen bager ubarmhjertigt ned over betonen.
Bandet åbnede ballet med den energiske ”Celebration at the End of the World” og fangede hurtigt det nikkende publikum. Musikalsk var der absolut intet at sætte en finger på; Wolfgangs vokal stod knivskarpt, og bandets tightness og tekniske overskud var imponerende. Under numre som ”Epiphany” og ”Like a Pastime” kom de store riffs og de stærke, emotionelle hooks for alvor til deres ret. Især de mere melodiske og følelsesladede passager gav koncerten en fed tyngde og kant, der næsten kunne lede tankerne hen på den melankolske nerve, som vi herhjemme kender fra Baal.
Der var masser af hænder og fællessang, da Wolfgang headbangede sig igennem ”Don’t Back Down”, inden der blev lukket og slukket med ”The End”.
Det var herligt at få genset med bandet, efter de sidst gæstede Copenhell i 2023. Men når støvet har lagt sig, må man også bare erkende, at Mammoth WVH kan virke en anelse stillestående i deres sceneperformance. Det var dygtigt, stramt og ekstremt velspillet – men det manglede måske det sidste farlige bid, der for alvor får festivalfesten op i det helt røde felt så tidligt på festivalen. Som et melodisk åndehul og soundtrack til eftermiddagens første kolde fadøl fungerede det dog upåklageligt.
Setlisten denne eftermiddag var:
Celebration at the End of the World
The Spell
Epiphany
Like a Pastime
Same Old Song
Stone
I Really Wanna
Take a Bow
Don’t Back Down
The End
Tekst: Martin Hildebrandt