Bedste thrashkoncert på Copenhell i 2026
Fredag kl. 23.15 gik Anthrax på Hades. Det havde jeg sgu glædet mig til. Mit første Album med dem, købte jeg i 1986 – Among The Living – og af uforklarlige årsager var dette min første koncert. Skammeligt!!
Og det hele starter jo perfekt, med lige præcis titelnummeret til favoritalbummet – “Among the Living”. Mine gamle thrash helte indtager scenen. Joey, Frank, Scott, og den “nyere” guitarst Jonathan Donais. Desværre sad Charlie ikke bag tønderne, da han var ude med en håndskade. Hans plads blev fyldt ud af Darby Todd.

De var blevet lidt ældre en dengang – in the good old days, – men det var som at se dem derfra igen. Frank Bello var stadig en energibombe, og han fyldte hele scenen ud under hele koncerten. Scott Ian i hans sædvanlige stil med hovedrysten og egne dansende circlepits på scenen. Kæft det var fedt.
Under numre som “Madhouse” og “Metal Thrashing Mad” kunne man høre at den stadig energiske Joey’s vokal sidder præcis som den skal.
Publikum var med. Der blev sunget med på alle de store hits, der blev moshet, og circlepits var der masser af. Vi fik også den nye single “It’s for the Kids” fra deres kommende album. Og jeg tror det er et nøje valgt nummer til deres tour, for det fungerede helt perfekt live. Det indeholder de klassiske og lækre Anthrax rytmer, det “syng-med”-venlige omkvæd, og den headbanger-indbydende tunge riff sektion.

Kæmpe forventning blev delvist spoleret af dårlig lyd
Men men men – Den kæmpe store forventning jeg havde til koncerten, blev spoleret en smule af en mildest talt skuffende lyd. Når man kender Anthrax og deres musik, hvor der indgår så mange tunge riffs, og generelt bare har en kraftfuld rytmesektion, så skal der være en bund og en power i lyden, der kan mærkes helt ind i knoglerne. Og det var der bare ikke til denne koncert. lyden var for flad og kedelig.
Og det er bestemt ikke bandets skyld. For de spillede røven ud af bukserne. De spillede tight og energisk, og skabte en fantastisk symbiose mellem scene og publikum. De er et band bestående af en god håndfuld entertainere, og det var fabelagtigt. Lyden var desværre slet ikke fungerende.
Ærgeligt for helhedsoplevelsen, men fuck hvor var det dejligt at have dem tilbage på Copenhell.
Setlist:
Among The Living
Got The Time
Madhouse
Caught In a Mosh
Metal Thrashing Mad
Keep it in the Family
Breathing Lightning
It’s for the Kids
Medusa
Indians
Antisocial
I Am the Law
/ fravn
