Nervosa – Næstved Metalfest ´26 – anmeldelse

Photo: fravn_photography

Nervosa: Tæskende thrash-salver med håndværket i orden, men med håndbremsen lettere trukket

Forventningerne var skruet helt op, da brasilianske Nervosa overtog scenen i Næstved. Efter at have leveret fine koncerter herhjemme tidligere – blandt andet en god optræden på Copenhell for nogle år siden – og udgivet det knivskarpe album *Slave Machine* i foråret, var der lagt i kakkelovnen til en kontrolleret detonation af thrash- og dødsmetal.

Der var da også et pænt fremmøde foran scenen, om end publikum lige skulle se bandet an i starten. Efter det første nummer kom hornene og de løftede næver hurtigt i vejret, men der herskede en noget mere reserveret stemning end tidligere på dagen. Hvor Persecutor kort forinden havde forvandlet samme scene til en kogende gryde af moshpits og uafbrudt crowd-action, var publikumsresponsen under Nervosas start markant mere afdæmpet.

Photo: fravn_photography

Rent musikalsk var der ellers intet at udsætte på håndværket. Frontkvinde Prika Amaral skar igennem med sin velkendte, rå og knurrende vokalautoritet, mens numre som den nye “Impending Doom” og “You Are Not a Hero” blev afviklet med teknisk overskud. Sidstnævnte blev leveret med en kontant intro-rant om korrupte politikere, hvilket fik pitten til endelig at overgive sig og komme ordentligt i gear.

Bandet fik også luftet titelnummeret “Slave Machine” samt eksplosive bagkatalog-salver som “Endless Ambition”. Alligevel opstod der en mærkbar distance hen over scenekanten. Visuelt virkede bandet forholdsvis fastlåst: Bassisten stod stort set på den samme kvadratmeter igennem hele koncerten, og hverken guitaristen eller Prika bevægede sig synderligt meget rundt. Det gav et noget statisk udtryk, hvor den rå aggression, som Nervosas plader bugner af, ikke helt fandt vej helt ud i krogene af festivalpladsen.

Photo: fravn_photography

Hen mod slutningen kom folk dog mere med, og der blev både crowdsurfet og sunget igennem, da bandet lukkede ballet med titelnummeret “Jailbreak” – dedikeret til metalfans overalt – ledsaget af et løfte om at vende stærkt tilbage på deres kommende turné.

Nervosa leverede en solid og velspillet præstation, hvor thrash-elementerne blev afviklet med præcision og tyngde. Men for at koncerten virkelig skulle have løftet sig til et toprated raseriudbrud, manglede der den sidste vilde kropssprog-energi og publikumskobling fra scenen.

Tekst: Martin Hildebrandt