Mastodan – anmeldelse – Copenhell 2026

Photo: I Do Concerts - Sebastian Dammark

Mastodon: Progressiv nattefest med kirurgisk præcision og masser af ild

Klokken havde for længst passeret midnat, og efter en lang, intens og ikke mindst glohed første dag på Refshaleøen, var trætheden så småt begyndt at melde sig i geledderne. Men der var absolut ingen kære mor foran Hades-scenen, hvor et flot og tætpakket publikum insisterede på at holde nattefesten kørende. Anledningen var monumental: Progressiv-sludge-giganterne Mastodon var landet, og for denne anmelder var det et helt særligt øjeblik – det var nemlig bandet, jeg endelig kunne krydse af på min personlige live-liste, som mange måske husker fra min top-3 over årets Copenhell-forventninger.

Photo: I Do Concerts – Sebastian Dammark

Festen blev skudt i gang i mørket til tonerne af Ozzy Osbournes ”Crazy Train” over anlægget, inden bandet lagde ud med en benhård ”Tread Lightly”. Mastodons varemærke er deres komplekse, progressive strukturer og det faktum, at de opererer med flere skiftende vokaler undervejs. Live kan de mange sangere i front være en risikabel affære, men denne nat fungerede det upåklageligt. Det gav de enkelte numre præcis de forskellige stemninger og nuancer, som klæder Mastodons alsidige univers så uendeligt godt.

Allerede under det catchy breakdown i ”The Motherload” fik vi gang i crowdsurferne, mens store flammehav skød op fra scenekanten og oplyste nattehimlen. Musikalsk spillede bandet som et fuldstændig ufejlbarligt urværk. Vi fik blandt andet præsenteret deres nye guitarist, Nick Johnston, der gæstede Danmark for første gang, og koncerten bød på et smukt og rørende øjeblik, da Mastodon dedikerede den helt nye sang ”Your Ghost Again” til deres afdøde guitarist, Brent Hinds.

Photo: I Do Concerts – Sebastian Dammark

Selvom folk festede flot med på numre som ”I Am Ahab”, kunne man undervejs godt mærke på pladsen, at batterierne var ved at være flade hos mange efter dagens ubønhørligt bagende sol. Flere valgte da også at søge mod udgangen som koncerten skred frem, men det rørte ikke Mastodon, der leverede progressivt kaos med kirurgisk præcision og tårnhøjt overskud. Undervejs fik en veloplagt Troy Sanders endda sendt en kæk hilsen afsted til de tidligere optrædende, da han takkede Alice Cooper og Iron Maiden for ”at have stået for opvarmningen til Mastodon” –  klasse.

Der var dog intet træthed at spore, da det ultimative og uundgåelige klimaks ramte i form af den massive ”Blood and Thunder”. Her eksploderede Hades i en sidste, monumental heavy-fest, inden Ozzy Osbournes ”Shot in the Dark” lukkede og slukkede fra bånd.

Photo: I Do Concerts – Sebastian Dammark

Mastodon leverede en teknisk overlegen og gudesmuk magtdemonstration, der til fulde opfyldte alle mine tårnhøje forventninger. Bandet lovede at vende stærkt tilbage til Danmark, så snart deres nye album lander – og efter denne nattefest, kan det kun gå for langsomt.

Setlisten til denne nattefest var:

Tread Lightly

The Motherload

The Crux

Your Ghost Again

Crystal Skull

Black Tongue

Megalodon

I Am Ahab

More Than I Could Chew

Crack the Skye

Mother Puncher

Steambreather

Blood and Thunder

Tekst: Martin Hildebrandt