Alice Cooper: 78 år og stadig i storform under Copenhells sol
Solen bagede stadig over Refshaleøen, og pladsen foran Copenhells hovedscene var proppet til absolut bristepunktet. Forventningens glæde var enorm, og da tæppet med det ikoniske Alice Cooper-øjenmakeup endelig faldt, stod mesteren selv klar i kulissen. Shock-rockens grand old man var landet, og selvom den fysiske mørke aftenstemning måtte vige for den stadig bagende sol, formåede Alice fra start at “male mørket” frem i sine tekster, da festen blev skudt i gang med ”Spark in the Dark”.
Lad det være sagt med det samme: Det er måske mere hyggeligt end decideret farligt i 2026, men Alice Cooper leverer ikke bare en koncert – han leverer et kapitel i sit helt eget, groteske rockteater. Allerede som andet og tredje nummer fik vi klassikerne ”No More Mr. Nice Guy” og ”House of Fire”. Sidstnævnte vakte især glæde hos denne anmelders indre teenager, da det i sin tid var det allerførste nummer, jeg overhovedet hørte med den gode Alice. At høre den brage ud over Helviti-scenen over 30 år efter var intet mindre end magisk.
Under ”I’m Eighteen” beviste den 78-årige frontmand, at han på trods af dåbsattesten stadig lever fuldt op til sangens titel. Manden er i uhyggelig storform! Da Nita Strauss er på barsel, var det denne aften britiske Anna Cara, der styrede spaden som barselsvikar. Hun gjorde det fremragende og leverede et teknisk overskud af dimensioner. Hun fik sågar sin egen guitarsolo undervejs – og selvom undertegnede ret beset hellere ville have haft et ekstra nummer end en solo, må man bare tage hatten af for hendes talent.
Showets pacing var fuldstændig driftsikker. Det kørte non-stop uden døde pauser. Under ”Feed My Frankenstein” kom Alice på scenen i sit klassiske, blodige slagterforklæde, mens en gigantisk Frankenstein-dukke hærgede scenen, og pladsen kogte under den uundgåelige ”Poison”, som blev et gigantisk syng-med-hit på tværs af generationer.
Teateret kulminerede selvfølgelig med, at Alice traditionen tro fik kappet hovedet af i guillotinen, hvorefter han genopstod i sit kridhvide jakkesæt til den ultimative finale: ”School’s Out” (smukt mashet op med Pink Floyds ”Another Brick in the Wall”). Som den absolutte krølle på halen fik vi en cover af Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit” med ordene ”This one is for Kurt!” – og her sang stort set hele Refshaleøen med af lungernes fulde kraft.
Det kan godt være, at Alice Cooper har rundet de 78, men han viste Copenhell, at timing og showmanship er en tidløs kunstart. Skulle dette potentielt have været sidste gang, vi så ham på dansk grund, så var det en fuldstændig forrygende og værdig måde at ”lukke og slukke” på. Rockhistorie serveret som horror-show – og stadig dødsens underholdende!
Setlisten denne aften var:
Hello, Hooray
Who Do You Think We Are
Spark in the Dark
No More Mr. Nice Guy
House of Fire
I’m Eighteen
Feed My Frankenstein
Dirty Diamonds
Hey Stoopid
Dangerous Tonight
Poison
Guitar Solo
Brutal Planet
Ballad of Dwight Fry
Cold Ethyl
Only Women Bleed
Second Coming / Going Home
School’s Out
Smells Like Teen Spirit
Tekst: Martin Hildebrandt
