Dogma: Teatralsk messe i middagsolen
Så var Copenhell i gang! Som det første band på festivalens første dag var forventningerne skruet godt op, da turen gik mod Pandæmonium-scenen i en varm middagsstund. Konferencieren skød det hele i gang med at præsentere bandet som ”en omvendt syndsforladelse”, og scenen var sat til Dogma – et band, der på forhånd har vakt opsigt med deres gennemførte nun-tema, kostumer og okkulte heavy/power metal med horror-elementer. Spørgsmålet var bare, om musikken kunne følge med symbolerne, eller om Pandæmonium-scenens ubønhørlige middagssol uden skygge ville afsløre for meget.
Pladsen foran scenen var godt besøgt, og der var masser af hænder i luften fra start. Ingredienserne til en god start på festivalen var i den grad til stede; folk var kommet for at høre koncerten, men i lige så høj grad for at hilse på alle vennerne, der ligesom undertegnede var kommet ”på græs” igen.
Dogma leverer en lyd, der ligger i krydsfeltet mellem okkult hard rock, doom-light og teatralsk metal med en tydelig retro-vibe, der leder tankerne hen på Ghost uden pop-sukkerglasuren. Bandet forsøgte fra start at suge publikum ind i en tung, hypnotisk groove, og de mørke slør og okkulte antydninger satte en fin stemning. Der blev sågar forsøgt både crowdsurf og en circle pit i den bagende sol, mens de fangede publikum med numre som ”Pleasure from Pain”.
Højdepunktet kom i form af deres cover af Madonnas ”Like a Prayer”. Det blev et kæmpe syng-med-hit på pladsen, og lad det bare være sagt: sangen klæder i den grad at få tilført lidt mere metallisk kant! Forsangerinden ejede scenen i momenter og kastetes om sig med replikker som ”You look beautiful and delicious” – og som introduktion til ”Father I Have Sinned” spurgte hun over pladsen: ”Is there a father in the crowd?”
Men mørk elegance og teatralske seancer er svære at sælge i høj sol, og som koncerten skred frem, blev det sværere at ignorere balancen mellem gimmick og musikalsk tyngde. Det var først, da sangene for alvor skulle bære, at Dogma blev testet – og her tabte ritualet desværre pusten til fordel for teateret. Det føltes i sidste ende mere som en velorkestreret gimmick end en fuldblods metalkoncert.
Det må desværre bare konstateres, at det sjældent for alvor lykkes for udenlandske artister at åbne Copenhell på den der helt sublime måde, hvor alt går op i en højere enhed. Dogma bragte en fed og anderledes atmosfære til festivalens tidlige timer, men den reelle substans manglede lige det sidste for at bære kostumerne hele vejen i mål.
Tekst: Martin Hildebrandt