Vi er kommet hjem. Det er blevet hverdag. Det civile job kalder, og dagligdagen er lukket ind igen. Smukfest for 2023 er slut. 5 dages festival i Bøgeskoven er et overstået kapitel, og fødderne trænger til hvile.
Det er tid til evaluering af en festival, som på mange måder er anderledes for undertegnede, da det jo ellers udelukkende er metalfestivaller som jeg bevæger mig rundt på. Jeg tænker at denne evalureing vil bestå af 4 elementer:
- Musikken
- Publikum
- Pladsen
- Er Smukfest for metalfolk?
Musikken
Som vi alle ved, er det ikke rock og metal der er mest af på Smukfest. Og hvis det er det eneste du går efter, skal du blive hjemme. Men kan du have et åbent sind, for at prøve noget nyt, og ikke være bange for at gå forbi en koncert der ikke er metal, kan du på Smukfest blive positivt overrasket.
Lad os starte ud med de sikre kort, som i år var Megadeth og BAEST. Det var metalkoncerter i hver deres ende af genre skalaen. Megadeth var helt klart årets metal hovednavn. De gik på Stjernescenen kl. 23.30 onsdag aften. Det var magisk. Magisk er et ord der nok vil blive brugt flere gange i denne artikel. Men det VAR magisk at se Megadeth stå der, midt i bøgeskoven. Dave sagde det også selv “What a beautiful place. Between all the tree’s. And what a beautiful crowd. Thank you”.
Megadeth spillede så tight denne aften, mens regnen begyndte at dale ned over os midt i tredje nummer, “In My Darkest Hour”. Showmæssigt er der ikke meget at komme efter. Der sker ikke meget, og Dave’s vokal har ikke helt den volumen mere, som den havde engang. Men hvad fanden – det er Megadeth der stå der i skoven. Vi gik derfra med fuld forløsning. Tak for den booking Smukfest!!
Hen over dagene så vi andet og stadig spændende musik. Finnegan’s Hell fra Sverige, der spiller Keltisk Punk, var et fedt og festligt bekendskab, samt selvfølgelig gode gamle D-A-D, der fik skabt en gigantisk rock n roll stemning på Bøgescenen torsdag aften kl. 19.30. De er som altid helt oppe i gear, og folk der skal se dem på Jailbreak kan igen forvente et ekstremt tændt band.
Jeg vil fortælle om en sjov oplevelse vi havde tidlig onsdag aften. Vi havde fået at vide af en af vores læsere, at man kunne købe mørke øl (Portere, Stout) i en bar nede ved Stjernescenen. Vi gik derned, uvidende om hvem der spillede på scenen på det tidspunkt. Et band der hedder “The Wailers” der spiller fuldblods reggae som Bob Marley gjorde det, var i fuld gang. Der var en fantastisk stemning, og folk havde en fest. Vi fik vores øl, og festede med. Det jeg vil sige med denne oplevelse, er at Smukfest er så mangfoldig i musikken, og du falder altid over et sted på pladsen, hvor der er den fedeste fest. Har du et åbent sind, og er ligeglad med at det hele ikke behøver at være metal, men det vigtigste er fælleskabet for stemningen og festvallivet, så ER Smukfest noget for dig.
Inden vi kommer til BAEST, vil jeg sige at kronen for bedste act, i forhold til at alt gik op i en højere enhed – musikken, stemningen, festen, publikum, kom fredag aften da Nik & Jay indtog Bøgescenen. Om man kan lide musikken eller ej, må man tage hatten af for hvad de to gutter præsterere. Her var vitterligt en magisk stemning. Selv for et metalhovede. Jeg bøjer mig i støvet.
Men – den krone blev for en stund lånt ud. Det var lørdag aften da BAEST indtog Teltet. Man skulle ikke tro, at bandet to dage for inden havde spillet på Wacken, for hvad jeg må forvente var et større og mere metal-agtigt publikum. Det var dog ikke til at se og høre på dem, at de nu stod foran et halvfyldt telt, hvor publikum var af den mere brogede slags. Der var pop-piger blandet med metalhoveder, og gymnasie drenge blandet med ældre folk.
Der blev givet fuld bundgas fra start. Det tog lige publikum halvandet nummer, så var de også oppe i gear. Og hallo – det lignede faktisk en rigtig metalkoncert. Smukfest har fået løsnet op i deres restriktioner, og der var circlepit, der blev moshet, og et par crowdcurfere så vi også. BAEST VAR denne aften kongerne af Bøgeskoven, og de gav for os, den bedste og mest energifyldte koncert på Smukfest. Det var magisk!!
Og hallo!! Så var vi sgu ved at glemme Red Warszawa. Men alligevel – dem glemmer vi aldrig helt. De spillede på The Hood lørdag eftermiddag kl. 18.00. Jeg var faktisk lidt nervøs for hvad publikum ville sige til deres skæve tilgang til rock/punk musikken. Men min bekymring blev heldigvis gjort til skamme. Der var godt med folk foran scenen, og der blev skrålet med på “Børn er dumme og grimme”, og der blevet formanet “Husk at drikke vand, ellers dør I”. Der var sågar publikum med de obligatoriske porrer. Red Warszawa var som altid bindegale. Lige præcis som det skal være. Og vi glæder os allerede til dem igen til Jailbreak om ganske få dage.
Publikum
Hvem kommer på Smukfest? Det gør alle. Høj som lav. Rig som fattig. Pop-piger og heavy-drenge. De unge mennesker, deres forældre, og vist endda enkelte bedsteforældre også. Og på Smukfest er det som på en hvilken som helst anden festival. Stemningen er høj. Folk er glade. Der er smil og krammere, og folk behandler hinanden pænt og med respekt.
Fordomme om at Smukfest bare skulle være unge der ikke kan opfører sig ordenligt når de har lugtet til en åben dåse Mokaii, holder ikke.
Det var egentlig kun de få timer vi var der om søndagen, hvor vi følte os udenfor, og en smule malplaceret. Her var 90% af festivalfolket taget hjem, og skoven var overtaget af søndagshygge for småbørnsfamilier, og deres bedsteforældre.
Så igen heavy hoveder – hvis I tager på festival for at dele glæden og stemningen, og det høje humør med andre, så er Smukfest også en festival for jer.
Pladsen
Smukfest er og bliver den smukkeste og hyggeligste festival i Danmark. Altså når man tager udgangspunkt i hele festvalens setup og beliggenhed. Vi er altså midt i en stor bøgeskov. Og det er så vanvittigt hvad arrangørerne formår at bygge op. Det er en by i skoven, med restauranter, diskotekter, barer, store scener, mindre spillesteder. Der mangler vitterligt intet. Det SKAL opleves.
Er Smukfest for metalfolk??
Nej – ikke hvis du har skyklapperne på, og ikke har til hensigt at prøve noget nyt. Vil du forblive hvor du er musikmæssigt og festivalmæssigt, hvor intet må være anerledes. Så er Smukfest ikke dig.
Men elsker du festivallivet, de glade feststemte mennesker, anerledes oplevelser, og nye musikalske overraskelser, så SKAL du prøve Smukfest. Du vil blive solgt til dette helt unikke koncept.
Vi ses næste år til flere fede og unikke oplevelser til Smukfest i Bøgeskoven.
/ fravn