Åhh Wacken 2023, vi klarede den! Både på godt og på ondt, og med mudder til knæene.
Men lad os da for helvede have medfølelse med de cirka 35.000, der ikke nåede ind. Dem som sikkert har ventet i måneder på dette specifikke tidspunkt, hvor fællesskab, som er en af grundstofferne i metalmiljøet, for alvor udtrykkes og hvor metalsjælen stimuleres og spændes så meget, at vores hjerter løber løbsk.
Allerede langt forinden infield slog portene op, blev der varslet ”mixed weather, with a high possibility for rain!”. Og det viste sig så sandelig også i stor stil. For dagen før min rejse om tirsdagen, meddeltes det, at campingpladsen var ufremkommelig og de, der var på vej måtte afbryde ankomst, indtil forbedringer var i sigte.
Jeg selv havde besluttet mig at tage festivalsbussen derned, fra Nordens Paris, hvor jeg har hjemme, hvilket viste sig at være en fornuftig beslutning, taget omstændighederne i betragtning. Andre personbiler, havde holdt i venteposition i helt op til to dage. Men her må man give Wacken det, for de havde sørget for ventepladser flere steder i Tyskland. En stor del, for hvem det lykkedes at komme ind, blev trukket gennem tons af mudder ved hjælp af jydekrog og træktov og en traktor med i hvert fald 200 HK.
Nå, men som traditionen tro, blev den første øl knappet op tirsdag aften og herefter gik det ligesom bare fremad. Og jeg var forventningsfuld efter de kommende dages musiske oplevelser og kunne næsten ikke vente. Og så var en smule regn altså fuldstændig ligegyldigt.
Onsdag d. 2. august 2023
Onsdag var utilregnelig med omskiftelige vejrforhold. Du lærer at stole mere på det du ser på himlen end vejrprognoser. For ikke engang de lokale vejrudsigter så ud til at kunne forudsige noget som helst. Og med dette års vikingetema fik det os til at sætte spørgsmålstegn ved om Thor i virkeligheden er en trickster? Sådan føltes det.
Bütcher – 5/5
WASTELAND
Jeg må tilstå, at dette belgiske speedmetalband fik hårene til at rejse sig i begejstring og hvem skulle tro, at speedmetal ville kæmpe sig op i min top-5-liste af de fedeste bands oplevet på Wacken 2023? Ja sgu ikke mig. Men nu skal jeg fortælle jer hvorfor. Bütcher er et selvproklameret speedmetalband, men forestil dig så, at sangene akkompagneres af en omgang brutal mørk black metal. Forsangeren R. Hellsrieker har desuden en fantastisk evne til at få alle i publikummet med, og det skyldes hovedsageligt hans publikumkontakt og nærvær ud til pladsen, men også til sit band. Dertil fornemmede jeg, af hvad jeg kunne høre, en overlegen sangskrivning, og efter opfølgning må jeg indrømme, at den fornemmelse var helt rigtig. De bringer os ind i en krigerisk og malerisk, historiefortællende verden. Vel at mærke historier fortalt pissehurtigt, hvor der i musikken er gemt særdeles velskrevenhed. I første omgang, troede jeg at ’Elektrik Exekutioner’, fra albummet ’Bestial Fükkin’ Warmachine’ havde forbindelse till H.P. Lovecrafts ’The Electric Executioner’, som er en revision af Adolpe de Castro’s ’The Automatic Executioner’. Det ville have været en brøler, for det er en af H.P Lovecrafts allerværste værker og Bütchers ’Elektrik Exekutioner’ demonstrerer et bedre forfatterskab, i hvert fald sammenlignet med dette værk. Et andet track, der også virkelig ramte mig er fra ’666 Goats Carry My Chariot’ nemlig ’Iron Bitch’, der i sekunder indledes med et par hurtige slag på trommesættet, en lækker twohand tapping og så R. Hellsrieker, der indleder med et skrigende falset og prestissimo! Blæsende hurtigt, tungt og lige i skabet. Og så ens for alle sangene var niveauet af catchiness. Omkvæd folk med lethed kan skråle med på. Dét kombineret af en produktion, der skriger 80’er metal med al sin imperfektion, hvor det hele udgør en komplet pakke, du får smidt lige i fjæset. Jeg tillader mig afslutningsvis at anbefale at lytte til ’666 Goats Carry My Chariot’, der faktisk skiller sig ud tempomæssigt, i forhold til øvrige tracks. Det kan altså bare noget.
Finntroll – 4/5
Finntroll er et finsk metalband fra Helsinki, der kombinerer elementer af black -og folk metal.
Folkmetal, der inspireres af den finske polka kaldet Humppa. Bandet blev etableret i 97, hvor de påbegyndte deres rejse og langsomt tårnede sig op gennem de mørke nordboreale skove. Fintroll har potentialet til at lade sig hærge af spøgende melodier og skabe den her mørke og dystre atmosfære, men Finntroll gør det bedst, når de udtrykker sig nøjagtig, som de gjorde her på Wacken, når de samtidig formår at give en euforisk forladthed og indbegrebet følelse af sjov og letsindighed. Det er Finntroll. Stående dér i deres troldekostumer, syngende på svensk, som er landets andet officielle sprog og som bandets første vokalist, Katla, syntes lød fandens trolsk. “Helvetin trollilta!”. Selve koncerten var som koncerten var, udmærket og festlig. Og når man tillader sig at skænke det hele lidt mere tanke, så ja. Det er metal, men det er metal med rødder fra Finlands oprindelige traditionelle musik. De kombinerer en mørk kompleksitet af black med en skummende opgivelse af traditionel finsk polka. Med eventyr om sort magi, dæmoner og heksekunst, hovedsageligt i førstepersonsperspektiv. Jeg indrømmer, at dér hvor den finske polka er allermest fremtræden, kan det virke lidt desorganiseret og cirkusagtigt, men åbenlyst med fuldt overlæg.
DORO – 5/5
Doro havde jeg under ingen omstændigheder tænkt mig at se, men jeg fortryder intet, da det viste sig at være en fantastisk koncert med mange gode overraskelser. Ja, på lige nær Udo Dirkschneider.
Fasterscenen stod i flammer, da Doro, der for nogen kaldes ’The Queen of Metal”, gik på scenen. Wacken Open Air er det eneste passende sted at fejre 40-års jubilæet for en så ret legendarisk vokalist som Doro. Jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig har taget initiativ til at lytte til hende, men det er sandt nok, hun er i kampform i sin genre. Og så skete det altså, som jeg aldrig havde troet skulle ske. Jeg fik oplevet en af de allerbedste guitarister der eksisterer. For Doros gæsteoptrædener gemte nemlig på Uli Jon Roth, tidligere guitarist for Scorpions. Uli er en, ifølge mig, suværen guitarist og med teknisk overlegenhed, der tydeligt fornemmes i hans liveoptræden. Han vandt ’årets guitarist’ i Tyskland i 1976, ikke for ingenting tværtimod. Selvom jeg aldrig har dyrket Scorpions som decideret fan, så har jeg et par sange fra albummet ’Taken by Force’ 1977, nemlig ’Sails of Charon’, ’We’ll burn the Sky’ og ’He’s a Woman – She’s a Man’, som jeg synes sparker røv. Tag et lyt fra ’Das Beste aus dem Musikladen’ eller find musikvideoen på Youtube fra Musikladen TV, en fed fed livevideo.
Doros jubilæumskoncert bød også på en kæmpe hyldest til Mötorheads Lemmy Kilmister, hvor hans ansigt blev portrætteret og illumineret i et kæmpe droneshow på stjernehimlen. Her optrådte blandt andet Phil Camphell, guitarist for Motörhead indtil Lemmys død i 2015. Phil Camphell har siden hen turneret med sine 3 sønner i bandet ’Phil Camphell and the Bastards Sons’. Og så for ej at glemme Mikkey Dee, der var trommeslager for Motörhead indtil 2015 og siden hen har spillet trommer for Scorpions. Han har desuden spillet med andre kunstnere som King Diamond og Helloween, hvor sidstnævnte desuden også optrådte på Wacken i år! Udover nævnte gæsteoptrædende til Doros jubilæet, optrådte Hansi Kürsch, der er vokalist i Blind Guardian, som han selv var med til at grundlægge i 1984. Også Joey Belladonna, bedst kendt som vokalisten fra Anthrax var at se på scenen. Og Udo Dirkschneider, der dog først opnåede rigtig succes, da han i 1976 var med til at støbe heavy metal bandet Accept, men i dag går solo under, surprise! Sit eget navn. Andre musikere herunder Michael Rhein, der er vokalist for det tyske middelalder rockband ’In Extremo’, men som på denne aften gav den max gas på mundharmonika, samt den tyske punkrocksanger Sammy Amara deltog også i festlighederne.
Her har Doro altså sluttet sig til medlemmer, af i virkeligheden nøje udvalgte bands, hvor de fleste altså først gav sådan rigtig mening, under afsløringen af næste års line-up om lørdagen, lige inden den storladne symfoni med ’Two Steps From Hell’. Doros koncert var altså foruden at være 40 års jubilæum og hyldest til Lemmy, også en forsmag på bands, der spiller til Wacken 2024 med Scorpions og Amon Amarth som hovednavne.
Torsdag d. 3. august 2023
KOLDBRANN – 4,5/5
Koldbrann er lige i min ånd, selvom de gyder åndsforladelse med deres ’Totalt Sjælelige Bankeråt’, som de fremlagde så fint og sjæleløse, i mørk og bleg skikkelse, ligesom en draug. Koldbrann er et norsk black metal band, der blev stiftet i 2001. Med sange, der skildrer en følelse af håbløshed, fortvivlelse og tab af sjælen. Og mørk poesi, der udtrykker vrede og vrede over for samfundet og smerten forårsaget af netop dét. Indledningsvist åbner bandet med ’Ingen Skånsel’ og derfra styrter det hele bare ned i en mørk afgrund, hvor jeg ligesom bare står og nyder præsentationen og beundrer Mannevonds blonde hår, der bevæger sig stormfuldt i vinden og til musikken, gennem ’Et Uomtvisteligt Falsum’, ’Stridshoder av den 6. Massedød’, ’Forstanden Seiler sin egen Sjø’ og så langt videre. Og lad mig være ærlig for sangenes stemning defineres af brugen af dissonanser. De er spændingsfyldte og stræber mod andre akkorder, der sammen med et industrielt præg føles uendelige i lige dét øjeblik. Teksternes mørke og intensitet og deres betydning, som der ligger umage bag i, altså forfatningen, kombineres med musikken, som tilsammen skaber en dyster lydoplevelse, der ikke er for sarte sjæle. Men den passer som hånd i handske her på Wacken, hvor et mangefold af undergrundsmetal og subkulturer er mere end velkomne.
Riot City – 5/5
Riot City er vokset på mig, siden jeg så dem for første gang til Heavy Agger, som var et stop på deres europatour, hvor de sammen med britiske Seven Sisters triumferede mine forventninger. Heavy Agger, Danmarks hyggeligste metalfestival.
’See you in Hell’ kører stadig på repeat i min hjerne efter koncerten på Wasteland Stage. Måske er en del af hemmeligheden bag en ørehænger en god balance mellem det forudsigelige og overraskelsen. Som er netop den oplevelse de giver mig.
Og jeg har fået en svaghed for dette canadiske heavy/speed metalband, hvor faktorer udover fed musik spiller ind. Det er umiskendeligt, hvor hengiven bandet er til musikken og publikum. Det er både sanseligt, kropsligt og sjæleligt velvære, glæde og tilfredsstillelse, der udstråles på scenen og det viser de med enorm spilleglæde og overskud. Riot City har mange ørehængere, sange du husker, som ’Burn the Night’, ’In the Dark og ’Steel Rider’. På det individuelle plan er der faktisk evidens for at nydelsen øges, når musikken svarer til lytterens puls. Så jeg er sikker på at mit hjerte accelererede med musikken lige fra start. Og lige en påskønnelse ud til Jordan Jacobs, som gør et fantastisk arbejde i sin publikumskontakt. De rummer en utrættelig musikalsk kraft, der fra start bragede som lynnedslag ned over publikum.
Eivør – 5/5
Og nu til noget langt fra den mørke afgrund af kosmisk pessimisme og teknisk hurtighed. Nu til Den færøske sangerinde Eivør Pálsdóttir, der med sin drømmefængende vokal komponerer helt fantastiske folkehymner. Hun optrådte på Midgardsblot Metalfestival sidste år, men her dominerede en stor del af hendes elektro rock/pop sange, som bare ikke fanger mig i lige så høj grad som hendes folkesange. Særligt dem sunget på hendes modersmål.
Jeg var i ekstase, da jeg overværede hende her til Wacken. Det var hårrejsende og hendes vokal fængende som sirenesang. Jeg kender hende fra sange som ’Trøllabundin’ og ’Mín Móðir’, samt soundtracket til ’The Last Kingdom’, hvor hendes vokal stadig afspejler rødder, hun har dybt i den færøske muld og hvor hun præsenterer magien i det færøske sprog med melodisk udtryk og samtidig udstråler en fuldkommen teknisk dygtighed indenfor sin sang og hvilken grænseløshed den besidder.
Kreator – 5/5
Det er svært at undgå overlapning, når der er flere ting du ønsker at se, men efter Eivør begav jeg mig til Harder stage, hvor de tyske thrashhoveder Kreator havde påbegyndt ’Satan is Real’, hvilket var ultra belejligt, for efter en helt fortryllende skønsang, havde jeg brug for Mille Petrozza’s sprukne vokal til igen at mudre min øjebliks mentalhygiejne til i denne mørke, hurtige og smitsomme sang, der fik alle på pladsen til at skråle med. For selvom sangen generelt ikke appellerer til mig, så virkede den her helt som den skulle. Ens for kreators musik er, at det er ukompliceret og let at forstå, hvilket også gør det svært ikke at lade sig rive med. Både lyrisk og instrumentalt og der er en anstændig tættere vekslen mellem langsommere vers og hurtigere omkvæd, hvilket jeg virkelig bemærkede hér.
Taget dét i betragtning, at jeg ikke er den store lytter af Kreator, så indrømmer jeg gerne at flere numre på denne overskyede aften manøvrerede sig ind på min aktuelle ’FedMusik’ playliste, de skilte sig ud, blandt andet ’Violent Revolution’, ’Phantom Antichrist’ og ’666 – World Divided’, for de havde samme effekt som både Bütcher og Riot City havde haft på mig rent energimæssigt og på et ret højt indlevelsesplan. Jeg havde det fedt, lige dér.
Min telefon levede på få minutter, så billeder blev det desværre ikke til.
/ Neergaard