Fredag d. 4. august 2023
Megadeth – 5/5
Fredag var en stor dag, hvor jeg hovedsageligt og skiftevis gik mellem Faster og Harder stage. Det var en dag i overvældelse og hengivenhed. Efter for første gang i mit liv at have overværet en vildt fed koncert med det californiske thrash metal band Megadeth, stod jeg afventende og håbefuld, for Iron Maiden ville komme på scenen om et øjeblik. Men jeg må dog give ham det. Dave Mustaine styrede showet, men med James LoMenzo og Kiko Loureiro ved sin side og Dirk Verbeuren, der tårnede sig op på et plateau midtfor ”klemt” mellem to kulisser. Og som en overraskelse trådte tidligere leadguitarist Marty Friedman på scenen og spillede ikke mindre end 4 sange med Megadeth. Og det var første gang, de spillede sammen i over 20 år i Europa. Han følte sig fuldstændig hjemme og tordnede ubesværet igennem de ikoniske soloer i ’Symphony of Destruction’ og ’Tornado of Souls’. Det var den fedeste oplevelse.
Sceneskift! Altså for mit vedkommende, selvom jeg stod rodfæstet mellem de to scener, hvor jeg havde et ret godt overblik til begge sider.
Iron Maiden – 5/5
De britiske heavystjerner Iron Maiden spillede solen ned bag horisonten og de forstår altså at skabe en suspenseeffekt. På denne aften, hvor Vangelis ’Blade Runner’ introen varsler bandets ankomst og et tikkende ur, der tæller ned til showets endelige begyndelse. Som egentlig vejleder os udmærket i, hvilket tema Iron Maiden har på programmet på ’The Future Past Tour’. Med ’Caught Somewhere in Time’ fra start, rejser vi i gennem en setliste, der byder på uopførte sange fra deres album ’Senjutsu’ og andre sange, der sjældent og aldrig er spillet live. Materiale fra albummet ’Somewhere in Time’ fra 1986 og andre klassiske numre. Albummet ’Somewhere in Time’ har et lidt futuristisk tema, hvilket koncerten også bar præg af.
En af højdepunkterne til aftenens koncert, var da ’Alexander the Great’ blev spillet. En sang, der aldrig før er blevet spillet live i Iron Maidens tourhistorie. Jeg føler mig draget mod disse numre og de gør det samme ved mig som ’Flight og Icarus’ gjorde, første gang jeg lyttede til den. De får mig til at fordybe mig i lyrikken og historien, som ingen andre end Iron Maiden og Bruce Dickinson kan fortælle bedre. Ens for sangene er fortællingen om den tragiske skæbne for en helt, der længes efter at nå succes og vil gøre stort set alt for det, selvom det betyder døden til følge. ’Alexander the Great’ skildrer også Alexander den Store som ikke bare en mand, der erobrer imperier, men selve sangen blev udgivet i 1986 og skrevet under den kolde krig. De skrev netop denne sang, da deres eget imperium var truet og formørket af supermagterne USA og Sovjetunionen. Iron Maiden har til trods for, at Alexander den Store og den daværende britiske kolonisering medførte massedød blandt fjerne nationer og til trods for at historien om Alexander er ret brutal og blodig, fremstillet Alexander den Store som en kulturbringer, der skulle civilisere ’de vilde’ og sprede den græske civilisations velsignelser. De har fremstillet ham som en helt, ja sågar en gud. Og som de fleste af os ved fra historietimerne, så tog Alexander den store til Indien og gjorde netop dét han var bedst til, han koloniserede og herskede. Og denne mission i Indien var en af hans mest blodige krige, hvor Alexanders tropper hakkede deres frustrationer ud på den lokale befolkning, som bare ikke ville underlægge sig. Og flere tusinde døde. Men Iron Maiden har ændret den historiske fortælling fuldstændig med et vers, som fortæller, at Alexanders tropper nægtede at følge med til Indien: ’The battle weary marching side by side Alexander’s army line by line they wouldn’t follow him to India tired of the combat, pain and the glory’.
I det sidste omkvæd bukker Alexander under for sygdom og feber. Det viser at Alexander alligevel var lige så dødelig og menneskelig som nogen af os, til trods for sin gudestatus i historien. Mange vil nok tro at sangen er en festlig hyldest til en helt. Men hvis man gør sig lidt umage, når man læser og lytter til sangen, så er det altså ikke en hyldest til Alexander. Tværtimod er sangen lige så kritisk overfor Alexander og hans bedrifter, som den er munter.
Koncerten i sig selv var festlig og en oplevelse jeg aldrig nogensinde glemmer. Og den indebar endnu en flot og spektakulær teatralsk opførelse, hvor Bruce kæmper mod to inkarnationer af Eddie. Cyborg Eddie fra ’Somewhere in Time’ og samurai Eddie fra ’Senjutsu’. Og helt generelt, var denne oplevelse ikke mindre end tilfredsstillende både visuelt, musikalsk og emotionelt.
Wardruna – 5/5
Og nu til noget helt andet. Nemlig Wardruna. Jeg så dem sidste år til Midgårdsblot metalfestival og jeg kan ikke beskrive det bedre end ekstremt kraftfuldt. Som stående i en trancetilstand ved åbningssangen ’Kvitravn’, hvor man, i et øjeblik, glemmer at lukke munden af fuldstændig og pludselig overvældelse. Og lyde der får din krop til at føles halvvejs i en implosion. Wardruna er en norsk musikkonstellation, som opfører og gengiver de her oldnordiske og nordiske traditioner.
Selve navnet Wardruna betyder ’Hemmelighedernes vogter’ eller ’Hende, der hvisker’. Deres musik er nærmest rustikt i lyd og uanset akustik resonerer deres melodier ud i verdensrummet. Det bliver som fremtryllet fra en række ældgamle ceremonielle horn, dyreskindstrommer og strengeinstrumenter, hvilket skaber en nostalgi, der går langt tilbage før min helt egen eksistens. Wardruna gør brug af moderne indspilningsteknikker og sangstrukturer, til trods for en kæmpe respekt for mytologien og de gamle kulturer. Men Einar Selvik, forsangeren fra Wardruna siger selv, at det handler om at tage noget gammelt, der stadig har mening og skabe noget nyt. De fortæller ligeledes, at der ligger grundig research bag og seriøse undersøgelser, som er med til at danne et væsentligt grundlag for deres musik. Deres intention er ikke at kopiere, tværtimod. De ønsker heller ikke at genskabe musik fra en bestemt tidsperiode. De tager tanker, værktøjer og metoder fra fortiden og skaber ny musik, som altså bygger på det nutidige såvel som det antikke.
Det var Wardrunas første gang på Wacken, så det var stort for både dem og os. Deres musikalske arrangement giver lidt en følelse af at flyve i ravneskikkelse over ’Galdhøpiggen’ ved Jotunheimen. Og du fyldes af en længsel du ikke engang vidste du havde. Og når ’Lyfjaberg’ spilles, tager du på eventyr i dine tanker, som den lige netop skildrer. En hård vandring op af Lyfjaberg i en symbolsk betydning. En helingsrejse.
Og som koncerten bare går og folk står med blanke øjne fra en blanding af alkohol og stærke, overvældende følelser af glæde, vemodighed og taknemmelighed begynder ’Helvegen’. Deres mest kendte sang. Progressiv opbyggende og den ender ud i et storladent korarrangement, hvor alle trommer er i brug. Stort set. En sang om døden. En lovprisning til de døde mennesker og deres ære. En mystisk atmosfære og et budskab fra fortiden.
Endnu engang formåede Wardruna at føre mig ud på en introspektiv og spirituel rejse.
Sólstafir 4.5/5
Jeg må bare fortælle jer om Sólstafir. Det var en sær oplevelse, altså på en positiv måde. Det var ulig noget jeg før havde lyttet til og som udgangspunkt, følte jeg mig både tiltrukket og frastødt på én og samme tid. For Aðalbjörn “Addi” Tryggvason har en meget speciel vokallyd. Det var Addi, der var med til at stifte det atmosfæriske islandske metalkvartet i 1995.
Og tro det eller ej, en af deres mest usædvanlige sange har faktisk sneget sig ind på min playliste. Efter et hav af følelser af vildfarelse og modstrid over, hvordan jeg i virkeligheden har det med det her band.
’Fjara’. Den er lige så fantastisk, som den er spøjs og jeg kan virkelig godt lide den. Det var nok en af de mere specielle oplevelser, jeg har haft på dette års Wacken. Musik vil altid være inspireret af det miljø det er skabt i og det er tydeligt her. Sólstafir har skabt deres egen identitet og nægter at spille konventionelt. De har fået mig til at se, at der faktisk ligger en vis følelsesmæssig identitet i deres arbejde og de er ikke bange for at udforske nye territorier og eksperimentere. Dette er et eksempel på et band, der har udviklet sig, ud fra rødder gennemgribende præget af black metal lyd og mod en lydmæssig kompleksitet. Et band, der ikke er bange for at skubbe grænser og skabe et lydbillede langt fra det traditionelle islandske kvad, men stadig ekstremt passende til de episke og vidstrakte landskabsscener.
Lørdag d 5. august 2023
Ensiferum – 5/5
Ensiferum er uden tvivl og helt tydeligt fantastiske liveperformere. Et folk metal band fra Helsinki, der siden 1995 har spillet sig ud på de internationale scener. De byder på fantastisk kemi, ubarmhjertig energi og en karismatisk scenetilstedeværelse. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om den her type lalleglade folk metal, som jeg tillader mig at kalde det. Men det er jo mit helt eget problem, for det er jo smukt i sin egen genre. Talentfulde musikere, der forstår at få folk med på dans og sang. Det her var den perfekte start på dagen for mig.
Helt ærligt. Ud af de oceaner af undergenre, der eksisterer i metalverdenen, så vil jeg da godt påstå at folkmetal er det mest underholdende. For folkemusikken i sig selv betyder ’Folkets musik’, som er diametral modsætning til den klassiske musik, der er langt mere sofistikeret og sandsynligvis også intellektuel. Med det i tankerne, at folkemusik er tusindvis af forskellige stilarter. Folkmetal er noget af det mest underholdende i livemiljøet. Dertil opløftende, energisk og kendt for stor deltagelse fra publikum. Og DET ER Ensiferum!
’Folkets metal’. Hvis ikke det lyder godt, så ved jeg ikke hvad gør.
KATAKLYSM – 4.5/5
Kataklysm er et canadisk dødsmetalband grundlagt i 1991 og det var en bragende fed koncert. Kataklysm smadrer hårdt i gennem helt kompromisløst. En oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Der var en masse kærlighed fra publikum og i pitten under denne koncert, hvor personer sejlede hen over publikumsmassen lige fra start til lyden af åbningssangen ’Narcissist’ og derefter fik den ikke for lidt. Med numre som ’At the Edge of the World’ og ’As I Slither’, der fodrede energien i publikum. Det var en stor oplevelse at se bandet forholdsvist tæt på og bemærke Kataklysms engagement til at motivere publikum til crowdsurfing og pits af forskellig art.
Jeg bliver nødt til at nævne sangskrivningen, selvom det for nogle er fuldstændig underordnet og uden betydning. Men som ret rutineret og perfektionistisk sangskriver og poet, bør jeg lige provokere lidt og slutte af med at fortælle, at jeg synes størstedelen af Kataklysm tekster fra dette set, ligner noget mit hormonstyret emo-jeg skrev som 13-årig. Men hold kæft hvor var det fedt!
Be’lakor 5/5
Be’lakor er mørkemester og den første af dæmonprinserne. Han er løftet højt over slagmarken med sine monstrøse vinger og sin farveløse skikkelse. Han er overnaturligt dygtig til både kampsport og magi.
Ej, det er bare gas! Fokus væk fra Warhammer Be’lakor og lad os nu tale om bandet.
Sikke en omgang Be’lakor! Mørkets fyrster, når I står der og gennemtæver vores udholdende øregange med, hvad jeg vil kalde genistreger. Det er melodisk, atmosfærisk og progressivt. En kombination af elementer, jeg finder særdeles tiltagende. Be’lakor er et band fra Melbourne, Australien, der påbegyndte sin rejse i 2004. Min oplevelse til Be’lakor medførte en tankeverden af forestillinger om hvad fortællingen omhandlede. Nok havde jeg min egen fortolkning af dette, men jeg måtte bare hjem og læse lidt op. Bare for nysgerrighedens skyld.
Showets begyndelse indledes med nummeret ’Ventator’, der gemmer en mørk førstepersons fantasyfortælling. Det lader faktisk til, at det kunne være Warhammer Be’lakor’s synsvinkel som fortællingen er fortalt fra. Eller hvilket som helst andet fantastisk væsen. Alt dét understøttes af et atmosfærisk instrumentalt akkompagnement med mange stemningsskift, som skaber en kold og dyster atmosfære passende til fortællingen. Riffene er fantasifulde, følelsesbetonet og udtryksfulde og det hele spiller bare. Og så er der ’Roots to Server’, der er hele årsagen til, jeg fandt min vej til koncerten til at starte med. Det var denne, der ren lyrikmæssigt vækkede min interesse. Ikke fordi det øvrige i sangen er helt enestående. Nej. ’Roots to Server’ handler om en lille plante, der møder så meget modstand på sin vej, at den er ved at knække, men den formår at kæmpe sig op igen, selvom den er såret.
Two Steps from Hell 5/5
Og så til den store afsløring. Den sidste aften på Wacken. Jeg springer over at remse de 33 bands op, som blev afsløret denne spændingens aften. Showet i sig selv var helt spektakulært med et droneshow, der malede næste års tema på nattehimlen: ’Witches and warlocks.
Two Steps from Hell fortjener opmærksomhed. Jeg tror på, at placeringen fra hvor jeg stod, fratog mig en del af oplevelsen. Men det ændrer ikke på, at det var KÆMPESTORT i både lyd og visuel oplevelse. Næsten for stort til mig. Men dette øjeblik, havde mange ventet på, for de bragte et helt symfoniorkester med sig på scenen. Operasangere, elektriske strygere og et enormt kor. Two Steps from Hell er en orkestergruppe kendt for at komponere musik til film, hovedsageligt. Det anføres af Thomas Bergersen og Nick Phoenix.
I første omgang henvendte gruppen sig udelukkende til filmproducenter, men i 2010 begyndte de at udgive kommercielle albums med kompilationer af værker, de tidligere havde komponeret. Derfra og fremadrettet, opnåede de kun succes. De hostede deres første livekoncert i 2013.
Deres musik beskrives med ord som grandios, formidabel, storladent og episk og efter at have overværet forestillingen, kan jeg kun være enig i den analyse. Showet startede med et brag og sluttede med et brag.
Tordenbrag og lynild ville have haft kamp til stregen under dette spektakulære show.
/ Neegaard