Jailbreak fuldender musikprogrammet med Alestorm og Artillery

Den jyske heavyrockfestival melder fuld plade med 18 bands på årets festivalplakat.

JAILBREAK har vokseværk og er i år blevet til en fuldfed musikfestival på to dage – og ikke mindst Jyllands største heavyrock-festival nogensinde med et sprudlende musikprogram i internationalt format. Der er en stolthed hos Jailbreak over i dag at kunne sætte de to sidste bands på festivalplakaten, for her er tale om et par crowdpleasere af svær kaliber!

Skotske ALESTORM leverer en kolossal publikumsfest, hver gang de optræder med deres uhøjtidelige og medrivende piratmetal. Stemningen og vildskaben slog nye rekorder, da de optrådte på COPENHELL sidste år, og Jailbreak forbereder sig allerede nu på, at de gamle fængselsmure i Horsens kommer til at kræve ekstra afstivning, når gæsterne går amok til bandets vanvittige sange.

fravn_photography / Alestorm – arkivbillede

De danske metallegender fra ARTILLERY er det ypperste inden for dansk thrashmetal, og de er efter 41 år stadig en magtfaktor på den danske metalscene. Bandet har sammen med bands som Slayer og Metallica været med til at definere genrens lyd lige siden starten af firserne og spiller stadig koncerter over hele verden. Det bliver en stor en fornøjelse at se legenderne bag tremmer.

fravn_photography / Artillery – arkivbillede

Med de to seneste tilføjelser kan JAILBREAK præsentere 18 bomstærke navne fra både nær og fjern:

D-A-D – WITHIN TEMPTATION – SAXON – ARCH ENEMY – GLENN HUGHES PERFORMS CLASSIC DEEP PURPLE LIVE – MIKE TRAMP: SONGS OF WHITE LION – WOLFMOTHER – BERSÆRK – THE QUIREBOYS – DANKO JONES – METAL CHURCH – SKAGARACK – RED WARSZAWA – SKULLCLUB – TIMECHILD – PECTORA – ALESTORM -ARTILLERY

”Med Jailbreak-debuten i 2022 genrejste vi Horsens’ hedengangen heavy renommé, og med årets festivalprogram sætter vi en fuldfed streg under Horsens som den jyske hardrock hovedstad. Ingen kan sætte en festlig stemning og støtte op om musikken som heavy folket – shit vi glæder os til Jailbreak igen!”, siger Claus Visbye, direktør i Horsens & Friends og medarrangør af Jailbreak

Det millionsælgende hollandske metalband WITHIN TEMPTATION; danske D-A-D med en komplet genopførelse af ”Riskin’ It All”, et af de mest populære danske rockalbummer nogensinde; bassisten og sangeren Glenn Hughes, der spiller ikoniske sange fra Deep Purple-tiden, som dengang var med til at definere lyden af heavyrock; samt SONGS OF WHITE LION og SKAGARACK – to bands med dansk islæt, som var store eksponenter for den danske heavyrock i firserne og opnåede stor succes i både USA og Østen.

Hertil kommer en bred vifte af nyere bands fra hele verden – svenske ARCH ENEMY, australske WOLFMOTHER, canadiske DANKO JONES, amerikanske METAL CHURCH og britiske THE QUIREBOYS – og den danske scene repræsenteres yderligere stærkt af BERSÆRK, RED WARSZAWA, SKULLCLUB, TIMECHILD og PECTORA.

JAILBREAK finder sted i fantastisk stemningsfulde rammer i det gamle statsfængsel i Horsens. Tag dine medsammensvorne med til to dages fangeflugt den 11.-12. august, hvor I kan se frem til storslåede koncerter både inden døre og uden døre samt iskoldt fadøl i stride strømme! JAILBREAK arrangeres af Live Nations og Horsens & Friends, Jyllands førende leverandør af hård rock samt de bedste kræfter fra Danmarks største metalfestival, COPENHELL.

/ fravn & Jailbreak presse