Tiden var nu inde til en ny omgang i helvede. Og det blev sataneme en varm måjerfåkker på dag 1. Og jeg må sige undskyld med det samme. Vi har ikke synderligt meget fra dag 1, da vi desværre var ramt for meget af varmen.
Men vores dag startede ved Pandæmonium hvor Enforcer virkede til at være fløjtende ligeglade med varmen. De tonsede derudaf i den bagende sol, og stod ikke stille på noget tidspunkt. En sand fornøjelse, både musik og showmæssigt.
Vi har over de første to dage bemærket, hvad vi syntes er en træls opgradering af festivalen. Det er antallet af publikum der bliver lukket ind. For blot få år siden syntes jeg at det var nemt og bekvæmt at bevæge sig rundet på pladsen, og det var vildt hyggeligt. De sidste par år har pladsen været, endda meget fyldt. Specielt omkring aftentid, hvor de større navne går på, er der til tider irriterende fyldt med folk. Nærmest en smule klaustrofobisk. Det er ikke publikums skyld, for de at dæleme fantastiske. Det er festivalen der, i min optik lukker for mange ind på en plads der ikke har de store udvidelses muligheder.
Når, lad nu det ligge. De to store hovednavne på dag 1 var Mötley Crüe og Def Lepppard. Førstnævnte har været en del udskældt, og jeg var da også lidt nervøs for om det ville blive den store katastrofe. Men jeg var, tiltrods for at mange syntes det var lort, positiv overrasket. Bevares, knægten Vince, deroppe på scenen har set bedre dage, og det kan da godt være der var noget autotune til at hjælpe hans vokal på plads, men det var alligevel for mig, en festlig tur “down memory lane”. Jeg var ihvertfald underholdt.
Tilgengæld så væltede både jeg og nok det meste af Copenhell pladsen bagover, da Def Leppard gik på scenen. Lyden var perfekt, bandet spillede vanvittigt tight, og så var det bare den vildeste hitparade fra vores ungdom i 80’erne og 90’erne. Den koncert kan meget vel gå hen og blive en af basserne i en top 3 over Copenhell ’23 koncerter.
Dag 2 var vejrmæssigt mere medgørlig for os, og den startede tungt, hurtigt og lækkert ud med et Testament i vældig humør. En god måde at komme igang, er sgu da en gang old school thrash metal.
Vi var også et smut forbi Gehenna scenen for lidt brasiliansk thrash. Det fungerede tilgengæld ikke helt. Der er lavet pænt meget om på besætningen siden jeg så det spille for få år siden på Viborg Metal Festival, hvor de virkelig blæste undertegnede omkuld. Det gjorde de altså ikke helt her på Copenhell Det var lidt en middelmådig oplevelse.
Tilgengæld var jeg pjattet med Gojira. Hold nu kæft det var fedt. Deres musik og fremføring af dette, var ca. lige så lækkert som deres sceneshow var gabende kedeligt. Men ud af disse kontraster, vandt de helt klart på musikken.
Halestorm så vi på samme scene (Hades) for et par år siden, og de var ikke blevet dårligere. Den gode Lzzy Hale er indbegrebet af power. En lille kvinde med et monster stort lækkert organ. Igen præsterede det de ypperste, som for at par år siden.
Mit personlige højdepunkt var Pantera. Dem har jeg haft på min ønskeliste i mange mange år. År da Pantera projektet blev startet igen, håbede jeg Copenhell ville række ud. Det gjorde, da og i går aftes stod de på Heliviti. Der har været meget snak om det er Phil and Friends, eller Pantera Cover band. Stop nu det pis. Det er Pantera!!! Der er rimelig naturlig årsag til at de ikke har original lineup. Charlie og Zakk gjorde det pisse hamrende fedt, og med en kæmpe respekt for Dime og Vinnie. Hallo, Så er metallica jo heller ikke Metallica, hvis det skal gå efter original besætning. Lad det ligge – koncerten i går var en magtdemonstration af de store. Pantera havde de små 40000 mennesker foran Helviti i deres hule hånd. Pantera kom, så og i den grad sejrede de. TAK!!!
/ fravn