Vi fik i år muligheden for at dække musikken på Smukfest. Selvfølgelig med udgangspunkt i den del af scenen der hedder rock og metal. Denne første artikel dækker dag 1 og 2 på Smukfest 2022, hvor bl.a. The Courettes, Kashmir, H.E.R.O., samt Aphyxion var i fokus.
DAG 1
Men allerførst vil jeg lige beskrive et nostalgi trip jeg fik, da jeg onsdag aften stod foran Stjernescenen og Gnags gik i gang. Er man omkring min alder, og om man er metalhovede eller ej, så er der bare noget over en god klassisk Gnags koncert. Det var mange år siden jeg sidst havde set dem live, og jeg havde min tvivl til denne koncert, da den kære Peter A.G. runder de 70 år sidst på året. Men hold nu kæft en fit jernmand. Det var fuldstændig som at se ham for 20 år siden. Energisk og helt fantastisk, og stadig gimmicken med de to danskvand. Tak for en fed tur down memory lane Gnags.
Nå – det var et sidespring. Der var ikke meget metal på denne første dag. Men jeg havde læst lidt om et band der skulle spille på den scene der hedder The Hood. Bandet hedder The Courettes, som er en rockduo fra Danmark og Brasilien. De var et kæmpe positivt bekendtskab. Er du til soundtracks fra film af Quentin Tarantino skal du klart tjekke The Courettes ud. Det er garagerock, med twist af surfrock og 60’er vibes. Til trods for at de kun er to på scenen, leverede de en medrivende koncert. Desværre var fremmødet af publikum lidt sparsomt, da de var oppe imod svære odds på Smukfest, da Lucas Graham på samme tid havde indtaget Bøgescenen.
Som I ved, skulle der jo have være Limp Bizkit på Stjernescenen sent onsdag aften. Denne blev aflyst, og Kashmir tog over. Kashmir har aldrig stået øverst på min pladehylde, så det er nok også lidt unfair for bandet, at det var mig der skulle dække denne koncert. Men som de fleste ved, så er musik altid lige en smule federe live. Også selvom det ikke er det man sætter på anlægget derhjemme. Og en anden ting der er ufravigelig vigtig live, er at energien er tilstede, så det kan smitte af på publikum. Kashmir startede faktsik rigtig fedt ud. Kasper Eistrup var veloplagt og energisk. Men for mig, forsvandt energien i løbet af koncerten, og jeg begyndte desværre at kede mig lidt. Det der holdt musikken oppe her, var det usansynligt fede og velsmurgte lydanlæg som Smukfest har. Men ellers – nej. Som Casper Drømme ville have formuleret det – “Koncerten kom sgu aldrig helt op og spille superliga”.
Største koncertoplevelse på dag 1 for et metalhovede, var paradoksalt Gnags. Største positive musikalske overraskelse var klart The Courettes. Dem skal jeg dykke mere ned i. Jeg skal med det samme sige, at vi her kun snakker musik. For selve stemning og alt andet på festivalen, var klart en positiv oplevelse. Dette kan I se meget mere om i vores VLOG´s. Disse ligger på METALTONE.DK´s Youtube kanal.
DAG 2
Dag 2 havde jeg set frem til. Her var der lidt mere metal på programmet. kl 17.15 gik H.E.R.O. på scenen i teltet. Jeg havde frygtet en smule at det ville være tomt. Det var kun halvtomt. Dog kom flere til i løbet af koncerten. Det skyldes nok at H.E.R.O. spiller en gang metal som kan favne bredt på Smukfest. Jeg vil nok betegne det som en gang pop-metal. Live fungerede det rigtig godt i teltet, og bandet var yderst samtspillet og yderst velspillende. Fakstisk så meget at det ind i mellem blev en lille smule for klinisk. Dog var jeg vildt betaget af frontmand Chistoffer. Han har virkelig kontrol over vokalen, og kan sataneme sit kram. Genren H.E.R.O. spiller syntes jeg desværre har en tendens til at lyde ens fra det ene band til det andet. Der skal ske noget ekstraordinært, hvis du skal skille dig ud af mængden. Og det syntes jeg lidt H.E.R.O. manglede ved denne koncert. Bevares, det kan man sgu egentlig sige om mange genre indenfor metal. Om det er oldschool død, eller Thrash metal, så kan det hurtigt blive ens fra band til band, med mindre at de er dygtige nok til at finde deres egen tilgang og lyd til genren. Men kredit skal H.E.R.O. have, for de havde fat i publikum, og de skabte en fest på Smukfest.
Efter pause og sceneskift skulle Aphyxion på samme scene. Det var deres tredje optræden på Smukfest, og jeg tror de har opbygget sig et Smukfest-skabsmetal-publikum. Teltet var ok besøgt fra start. Og i modsætning til bandet forinden, var der ikke noget klinisk her. Der var fra start en dødsmetal fest. Publikum var klar. Det var Smukfest desværre ikke helt. Første lille moshpit blev hurtig afbrudt af security, der resten af koncerten holdt skarpt øje med at publikum ikke begyndte at hoppe alt for højt. Det er en skam, da Aphyxion virkelig indbyder til en kraftig energiudladning blandt publikum. Tiltrods for at der blev holdt hånd over publikum, blev koncerten gennemført, og energien og spilleglæden på scenen var ikke til at tage fejl af. Aphyxion fejler sjældent. Eller skal vi sige aldrig. Dette er fjerde gang vi dækker en Aphyxion koncert, og vi har en tendens til at give dem topkarakter vær gang. Deres melodiske tilgang til genren er altid medrivende, de har kontakt til publikum, og deres energi smitter altid af ude blandt tilhørende. Tak Aphyxion – tak for at skabe en fed energisk metalstemning på Smukfest.
Læs med næste gang, hvor vi vil sætte nogle ord på rock og metal scenen, ved dag 2 og 3 på Smukfest 2022
/ fravn