Royal Metal Fest 2022 – dag 2

The Arcane Order - Photo: fravn_photography

Efter en fredag som stod i dødsmetallens tegn, skulle lørdagen vise sig, at blive en anelse mere nuanceret.
Musikken startede allerede kl. 14, med bands på både Turkis og Radar.
Undertegnede valgte Radar, og fulgte dermed i fredagens fodspor, hvor Arsenic Addict skulle spille. Det
tidlige tidspunkt gjorde -desværre- at nærmest ingen mennesker var mødt op. De lod sig dog ikke påvirke og gav den fuldt skrald fra start til slut. Frontgrowler Sonja kom godt ud over scenen og hele bandet havde generelt god energi. Trods det magre fremmøde i starten, stødte flere heldigvis til undervejs, og vi fik en lækker brutal start på dagen.


Efter at vi var blevet vækket på behørig vis, gik turen atter tilbage mod Voxhall.
Kl. 14.55 stod første band klar på festivalens største scene. Det var københavnske Sinnrs som skulle give os en lektion i orchestral blackened death. De havde trukket en del flere mennesker end foregående band og de kvitterede med fine bifald til bandet, til trods for at lyden ikke var helt perfekt. Guitarerne stod meget lavt I lydbilledet og blev overdøvet af trommerne samt backingtrack. Det ødelagde desværre noget af oplevelsen.

Sinnrs – Photo: fravn_photography


Herefter skulle vi -endnu engang- tilbage til Radar. Vi ankom små ti minutter inde i koncerten med The
Arcane Order
og Radar var pakket! Der var fuld smæk på og de erfarne herrer fra blandt andet Hatesphere, Dawn of Demise og Møl viste at de kan deres kram. Særligt Kim Sternkopf fra Møl var -som sædvanligt vil man næsten sige- en energibombe uden lige og startede selv den første pit. Det var en virkelig velspillet og energisk koncert og publikum var vilde med det.

The Arcane Order – Photo: fravn_photography


Efterfølgende kom skridtælleren igen i brug, da turen gik tilbage mod Voxhall.
Klokken 17 var det nemlig blevet tid til en af de koncerter jeg havde set mest frem til. Nemlig de hollandske døds veteraner fra Sinister. Det var med pedalen i bund fra første tone og bandet udviste stor spilleglæde.
Det var tydeligt at jeg ikke var den eneste, der havde set frem til deres koncert. Der var et pænt fremmøde i salen, hvor der blev headbanget og nikket i takt til den fede smadder. Og da koncerten var slut kunne jeg konstatere at de havde levet fuldt op til mine forventninger, da det var dagens bedste koncert so far.

Sinister – Photo: fravn_photography

Efter den magtdemonstration fra Sinister, gik turen ind på Turkis ved siden af. Her skulle Persecutor spille
kl. 18.15. Allerede til koncertens start var der et fint pænt fremmøde, måske fordi at det var det eneste thrash metal band på årets program? Bandet kvitterede med at give den alt hvad den kunne trække og
publikum var modtagelige, hvilket resulterede i at den største fest, undertegnede overværede på årets festival. Den energi både band og publikum lagde for dagen, gik virkelig op i en højere enhed. Af de, efterhånden en del, koncerter jeg har set med Persecutor, kan jeg kun sige, at dette var den bedste jeg har set til dato!


Efter den energiudladning var det tid til noget aftensmad, og i samme ombæring blev der socialiseret udendørs, så næste band denne lørdag, blev først Shamash kl. 20.30 -igen- på Turkis.
Fremmødet var yderst magert. Om det skyldtes at Deadnate spillede samtidig på Radar eller andre omstændigheder ved jeg ikke, men ret mange var der i hvert fald ikke. Os der mødte fik dog serveret en ond omgang, velspillet, black. Bandet havde en god energi, men publikum virkede til at have brugt deres under Persecutor koncerten. God koncert, som dog ikke helt fik den opmærksomhed som den fortjente.


Næste navn på plakaten var et af festivalens hovednavne. Norske Ihsahn, nok mest kendt som frontmand i Emperor, lagde vejen forbi med sit soloprojekt. Fremmødet var det største under hele festivalen og det var tydeligt at mange havde set frem til netop denne koncert. Og de fik hvad de kom efter. En ekstremt velspillet koncert med teknisk dygtige musikere, der kunne deres kram, samt rigtig god lyd. Ihsahn havde
godt fat i publikum gennem hele koncerten, og modsat mange af de andre koncerter under festivalen, blev folk gennem hele settet. Der var velfortjente store bifald efter hvert nummer og særligt til slut. Virkelig stærk præstation!


Herefter stod valget mellem Damim på Radar eller Coexistence på Turkis. Det blev Coexistence der trak det længste strå, da benene var ved at være godt møre. Klokken 22.45 gik italienske Coexistence på scenen, til det der var deres første koncert i Danmark nogensinde. Der var pænt med folk i salen og de fik leveret en
fed progget omgang dødsmetal, af de teknisk dygtige italienere.


Og med Coexistence sluttede årets Royal Metal Fest for undertegnede, da familiepligter kaldte søndag
morgen. Lørdagens højdepunkter var Sinister, Persecutor og Ihsahn, som leverede tre pisse fede, men meget forskellige koncerter. Fredagens tendens med at folk forlod hovednavnene inden koncerterne var færdige, så ikke ud til at fortsætte lørdag. Da jeg missede Soilwork, skal jeg lade det være usagt om det var tilfældet her.


Alt i alt var Royal Metal Fests tilbagevenden efter to års ufrivillig pause en succes. Der var masser af fede
koncerter, styr på tingene og masser af højt humør. Vi glæder os allerede til næste år.

/Hammer