Sidst vi hørte fra det tyske thrash/power metal band Accept, var i 2017 da de udgav “The Rise of Chaos”, som vi var pænt begejstret for i vores anmeldelse. 5 af 5 stjerner fik de dengang. Nu er de ude med deres nye album “Too Mean to Die”. Kan de så leve op til vores begejstring endnu engang?
Næsten vil jeg sige. “Too Mean to Die” er et godt gedigen Accept album. Du ved hvad du får, og der er ikke de store nye udskejelser på dette album. Hvilket der jo ikke rigtig har været i mange år. Og det er bestemt ikke en dårlig ting. Heller ikke med dette album. Det er Accept, og det er som vi bedst kan lide dem.
Albummet starter ud i rask tempo med “Zombie Apocalypse”, stærkt forfulgt af titel nummeret “Too Mean to Die”. Der er power, der er smæk på, der er de velkendte “syng med omkvæd”, ja… Det er jo bare generelt den gode Accept lyd.
Da jeg først stiftede bekendskab med Accept, var på mit teenage værelse i 80’erne da de udkom med deres, i min optik bedste album til dato, nemlig “Metal Heart”, og jeg har sgu været fan lige siden. Derfor er det også fedt at få lov at anmelde dette album. Og Accept kan sgu stadig. Det er lidt som at komme tilbage på teeange værelset. Også selvom dette er et album anno 2021, og det ikke er vokalen fra den gode Udo der rykker i mine trommehinder.
Det er egentlig kun ved “Overnight Sensation” at jeg mister koncetrationen en lille smule. Ellers er albummet stærkt og nutids nostalgi gennem de 11 numre.
Et par flotte rockballader får vi også. Specielt “The Undertaker” lyder som Accept har lydt siden “Balls to The Wall” perioden. Den anden “The Best Is yet to Come” lyder egntlig også som Accept, men en del af guitarsektionerne kunne ligeså godt have været skrevet af vores egen Jepser Binzer. Måske en sjov sammenligning, men ikke desto mindre, var det ham der først faldt mig i hovedet da jeg hørte dette nummer.
Og så kommer vi ikke udenom at nævne “Symphony of Pain”. Vi kan da ikke have et Accept album uden at den gode Wolf Hofmann har referencer i sine soloer til den klassiske musik. Dette album er ingen undtagelse. Afslutningen på “Symphoni of Pain” er helt fantastisk hvis du kan lide kombinationen af metal og klassisk musik.
Albummet slutter stærkt af med bl.a. “Not My Problem” som er et fedt Rock n’ Roll Power metal nummer der holder dig helt oppe, inden afslutteren “Samson and Delilah” for dig ned i headbanger tempo. Sidst nævnte er et instrumental nummer der viser hvor lækkert melodisk Accept’s musik altid har været. Tak for det.
Vi giver albummet “Too Mean to Die” 4 kæmpe stjerner ud af 5. Kun et enkelt nummer gjorde at jeg mistede koncentrationen. Ellers var det et fedt nyt album. Kan du lide Accept, vil vi klart anbefale det her album.
/ Fravn