Dag 2 af Kill the Virus på Voxhall i Aarhus bød på koncerter med SLET DET, Defecate, Wulfaz, Horned Almighty, samt Crocell. Lyden denne aften blev bedre end dagen forinden, hvor den var ganske miserabel ved de fleste af koncerterne.
Hvis vi bliver ved lyden, gik det desværre ud over SLET DET, der var første band på scenen. Bandet spiller en lidt old school gren af heavy metal. Det var første gang jeg så og hørte dem, og min bedømmelse af deres koncert er desværre vanskeliggjort af at jeg ikke kunne høre dem ordenligt. Deres engagement på scenen fejlede heldigvis ikke noget. Men efter at guitaren, som startede mange af numrene med gode solide rytmer og riffs, blev total overdøvet at trommernes buldren, blev deres numre desværre for mudrede til at man fangede dem ordenligt. Jeg lagde mørke til at i et af de sidste numre, blev der udført en guitarsolo, men man kunne bare ikke høre den. Det var sgu pænt ærgeligt for en koncert der med garanti kunne have være meget federe med SLET DET.
Efter dette helvede af dårlig lyd, frygtede jeg for Defecate, der gik på scenen med deres egen fortolkning af hvordan old school død skal lyde. Ingen lyder som Defecate. Kun Defecate lyder som Defecate. Og det er vanvittig positivt ment. Tæppet var knap nok trukket fra før det evige damp barn Andreas Beck (bas) råbte ud mod publikum. “Nu kunne vi fanme bare komme i gang”. Med en energiudladning, og et inferno af (heldigvis) rigtig god lyd, blev vi væltet bagover i stolerækkerne. Lydmanden havde fundet knappen med stortromme, og givet den en lille nyk nedad. Jeg har oplevet Defecate en del gange nu, og de vokser lige en lille smule hver gang. Selvsikkerheden denne aften var ihverfald til stede. Og de to guitarister Jeppe og Steffen har for alvor smidt hæmningerne. Der blev moshet, og der var circlepit på scenen, alt imens at Kusk´en (vokal) gik roligt rundt på scenen i skiftevis blæste sine dybe growl ud, kombineret med griseskrig. Præcis som det SKAL være til en Defecate koncert. En tosset-fed fuldenergisk koncert fra Defecate.
Duo´en Wulfaz var det tredje band på Voxhalls legendariske scene. Det kan godt være de er to mand på scenen, men de lyder stadig som noget større. De fremfører deres black metal med en sindssyg energi. Til trods for at jeg ikke er den store black metal fan, så bliver jeg sgu godt underholdt når disse gutter står på scenen. Nu kan det så godt være de skælder mig ud næste gang vi mødes, men deres musik er ikke altid ren black, eller dark throne, som de også klader det. Under koncerten spotter jeg også elementer af punk, både i vokalen og lyden. Og fanme om det ikke også enkelte steder blev tilført lidt funky elementer. Fed koncert med Wulfaz.
Horned Almighty bragte herefter de omvendte kors og uhyggen til Voxhall. Med deres blackmetal tydeligt gennemsyret af punk, fik de hurtigt et godt tag i aftenens publikum. Det var tydeligt at se at der var kommet en flok inkarnerede black metal fans til Voxhall. Horned Almighty’s black er da også, i min optik, væsentlig mere underholdende og medrivende en den mere “almindelige” black. Og det lidt sjove med Horned Almighty, er at deres musik fungerer bedre live, end i studie version. Men den vurdering står helt for min egen regning.
Sidste band var Crocell. Denne koncert var den første i et år for de garvede veteraner. Men det skal selvfølgelig siges at de har tilbragt en del Corona timer i studiet, hvor der skulle være et yderst spændende projekt på vej. Fra første taktslag føltes det som at få smidt et 30tons lokomotiv lige i fjæset, og man efterfølgende rejser sig op og siger “en gang til”. Det var tydeligt at høre og se at den gamle cirkushest Crocell var tilbage i manegen. Der var nosser og der var pondus i fremtoning og lyd. Måske lige en kende for meget, da vi ikke skulle mange numre ind i sættet før Tommy (guitar) forlod scenen. Han kom dog tilbage, og spillede videre med lidt flere grimasser en normalt. Det viste sig at der var problemer med den ene hånd. Men det slog hverken ham eller resten af besætningen på ekspresstoget Crocell ud. Deres lækre død som i f.eks. “The Age of Iron & Rust”, blev interessant suppleret med deres leg med black elementer som tydeligt høres på albummet “Relics”. Og så blev vi forkælet med det aller første Crocell nummer ever, “Winter Discovery”. En lækker satan.
Aftenen blev super. Voxhall fik styr på lyden, og endnu engang gik man hjem fra det legendariske jyske spillested med en fed oplevelse. Crocell sejrede på en aften hvor også klassens frække dreng Defecate viste at de er kommet for at blive.
/ Fravn