Volbeat leverede en Rock n’ Roll Folkefest
Volbeat indtog Boxen i Herning den 23. November som et led i deres turné efter udgivelsen af “Rewind, Replay, Rebound”.
Volbeat har delt vandende meget indenfor metalmiljøet de sidste år, og det er en ting jeg overhovedet ikke vil komme nærmere ind på i denne anmeldelse.
Emnet er diskuteret til hudløshed, og det gavner ingen. Volbeat har skiftet stil over tid, og det gider vi ikke skælde mere ud over. De skal have kredit, eller det modsatte for det de leverer anno 2019.
Og hvad oplevede vi så denne aften i Boxen?
Det kan egentlig siges kort i én sætning: Volbeat leverede en vaske ægte Rock n’ Roll folkefest!! Intet mindre.
Det velkendte scenetæppe som ofte hænger ned foran scenen, så man kan få et tæppefald når koncerten starter, var her skiftet ud med en storskærm som fungerede som et stort digitalt tæppe. Storskærmen som var sat sammen af 8 skærme, spillede en kæmpe rolle i et vanvittigt smukt og imponerende sceneshow under hele koncerten.
Efter den efterhånden traditionelle “Born to Raise Hell” intro blev storskærmen hejst op, og Poulsen og Co. lagde ud med “Leviathan” efterfulgt af “Lola Montez”.
Allerede her kunne man mærke at specielt Michael Pulsen var i kæmpe hopla denne aften. Der var stor glæde at spore i hans optræden og sang.
Lyden i Boxen var helt perfekt hvor jeg stod, og bandet spillede røven ud af bukserne. Og publikum var 100% med lige fra start.
Så fik vi et af mine favoritnumre fra det nye album, “Pelvis on Fire”. Og det var i en voldsomt hårdtpumpet nosserfyldt liveudgave.
Imens de første numre spillede, begyndte den 8 delte storskærm at kører rundt og endte bag ved hele sceneriet, og alt det flotte lys og film på storskærmen fortsatte. Det var et pisse flot show (undskyld mit franske).
Indenfor de første 5 numre havde de allerede fyret det jeg kalder det tunge skyts af fra deres nye album “Pelvis on Fire”, og en fed syret udgave af det Dick Dale inspirerede “Sorry Sack og Bones”.
For mig og min kærlighed til metal og den tunge rock, nåede det dog ikke at gå helt i stå derefter, da vi hurtigt efter fik klassikeren “Sad Man’s Tongue”, og kort efter igen “Slaytan” og “Dead but Rising”.
Skal jeg sprede lidt malurt i bægeret af denne koncert, vil jeg sige at det stadig ærger mig lidt at Rob (leadguitar) og specielt Kaspar (Bas), ligner et par musikere der render rundt på scenen som at det bare er en ny dag på kontoret.
Jo, Rob er blevet bedre til at få kontakt til publikum, hvor den store publikumskontakt stadig er en stor mangelvare hos Kaspar.
Den store entertainerpris går klart til Poulsen denne aften.
Da jeg så Volbeat i Boxen i 2016, sad håret fuldstændig perfekt på Michael Pouslen fra første til sidste nummer. Koncerten dengang fik heller ikke de største roser herfra.
Denne aften var Hr. Poulsen’s hår allerede en rodet affære efter de første par numre. Han var klar, han var på, han tonsede derudaf. Han var en fornøjelse.
Og selvfølgelig (fristes man til at sige), fik vi også “For Evigt”, og der var dømt kæmpe fællessang i Boxen. “For Evigt” dedikerede han iøvrigt til sin kæreste og kommende kone, som også var tilstede i Herning denne aften.
Efter “16 Dollars” og “Still Counting”, var det hele slut. En fed aften i en udsolgt Boxen var ovre, og vi traskede alle ud i den sene aftenkulde.
Imens jeg forlod stedet gik jeg og konkluderede over hvad jeg havde overværet i aften. Og min konklusion er at til trods for at jeg savner det gamle mere metal inspirerede Volbeat, var jeg meget positiv over hvad jeg havde set.
Poulsen og Co. er vanvittigt dygtige til det de laver. De var denne aften yderst velspillende, og showet var i verdensklasse. De skabte en super fed folkefest, og jeg gik derfra med et stort smil på læben. Jeg blev underholdt fra start til slut.
Tak til Volbeat anno 2019.
/ Fravn