Den 14. september kom “Danish Demolition Tour” forbi Train i Aarhus.
Fire bands skulle vi underholdes med denne aften. Det var Siamese, Helhorse, Defecto, samt Aphyxion.
Jeg havde personligt set meget frem til Helhorse og Defecto. Siamese og Aphyxion ville give det ud for ekstra god krydderi på denne 4 trins raket.
Først var det Siamese der gik på. Jeg har lidt svært ved at finde ud af hvad det præcis er for en genre de vil ramme, eller hvilken kasse jeg skal putte dem ned i.
Det er noget pop/R’n’B pakket grundigt ind i metal og violin. Det er nok ikke lige den stilart jeg kommer til at lytte mest til. Men det skal de ikke pilles ned på. For de er dygtige til det de gør. Mirza har en rigtig flot vokal, og han er klart den fødte entertainer. Han havde publikum hvor han ville have dem, og de elskede ham for hans charme og drengede tilgang til det hele.
Der var den flotte popvokal, der var heavytrommerne, der var violinen, og det hele var super lyttervenligt. Tiltrods for at det ikke lige helt er min boldgade, så kunne jeg ikke lade være med at rocke med.
Siamese gav os en god blød start på en aften der ville give os mange elementer indenfor hardrock og metal.
Jeg vil give dem 3 af 5 stjerner.
Så var det Helhorse der skulle på scenen. Dem var jeg spændt på…. Jeg har set dem en enkelt gang før, og ellers voldlyttet til deres udgivelser.
Og hvad kan jeg sige… De skuffede ikke. Tvært imod… De leverede et brag af en koncert. Det var en magtdemonstration ud i den beskidte hardrock.
De spillede godt, de var super underholdende, og der var bare en spilleglæde der kun smittede af på publikum.
Deres koncert var tung, beskidt og bare røvlækker. Nogle numre var den gode hardrock, og andre numre lå lige på grænselandet til decideret metal. Pisse godt.
Numre som “One Hell of a Ride” og “Cary Your Own” fra deres selvbetitlede album “Helhorse” fra 2016, var noget folk kunne lide.
Afslutningsvis nåede frontmand Mikkel Larsen også lige at crowdsurfe henover de begejstrede publikummer.
Tak Helhorse, for en fed fed koncert. I får 5 ud af 5 stjerner!!!
Så var det tid til en gang Defecto. Dem ser jeg sgu altid frem til. De er underholdende, velspillende, og gør altid alt hvad de kan for at få gang i en fest.
Det var nu min fjerde koncert med gutterne, og de havde som altid den dejlige vildskab, en vildskab som de bare har evnen til at overføre til publikum. Frontmand Nicklas Sonne er katalysatoren til dette, og han er altid 100% på. Denne aften synes jeg måske han var lige en tand for meget på. Det udmyntede sig i at hans opfordringer til publikum på enten at headbange eller klappe, nærmest blev til skideballer i stedetfor opfordringer. “I er voksne mennesker for helvede” lød det lidt arrigt. Men hva’ fa’en… Han siger det i en god mening… Men måske skal han lige gå et enkelt gear ned næste gang 😉
Nummeret “Ablaze” blev også spillet til denne koncert. Og kan man godt lide en god guitarsolo, så lyt til dette nummer. Frederik Møller spiller en gude guitar på dette nummer. Det bringer tankerne hen til David Gilmore. Og han gør det endda imens at Nicklas Sonne holder ham for øjnene.
De leverede igen en fed koncert, tiltrods for en lidt hæs Sonne på vokalen. Men desværre, må jeg sige nu når dette var min fjerde koncert, leverede de ikke noget nyt. Deres show er energisk og underholdende. Men det er lidt som at se en genudsendelse. Det må jeg gerne sige nu når jeg har set dem flere gange. Jeg kunne godt tænke mig lidt fornyelse. Lad os satse på at det sker ved den 5. koncert som jeg helt sikkert skal opleve med dem.
Defecto får 3 af 5 stjerner for denne koncert.
Sidste band på scenen var Aphyxion. Og det blev også til den mest energiske og voldsomme af de fire koncerter.
Aphyxion, og specielt frontmand Michael Vahl smadrede ud over publikum fra første sekund. Der var rå, tung og dog melodisk dødsmetal for alle pengene.
Aphyxion leverede en ren muskelpræstation, og hvis de skulle have haft en musikalsk armlægnings konkurrence med de andre bands, må jeg sige at Aphyxion vandt med et par mulehår foran Helhorse. Disse to bands gav baghjul til de to andre på denne aften.
Der var vildt gang i folk under denne koncert, der var moshpit, og også Michael Vahl nåede at komme op i en crowdsurf inden aftenen var omme.
Aphyxion kom, så og sejrede denne aften. De får 5 ud af 5 stjerner for deres koncert.
Så alt i alt var det en fed aften. Og jeg følte mig underholdt hele vejen gennem. Hele aftenen kan kort opsurmeres med 4 ud af 5 stjerner.
Af Fravn