Den 9. & 10. marts bliver Paletten i Viborg endnu engang fyldt med glade metal fans, når 5. udgave af Viborg Metal Festival (VMF) løber af stablen.
Musikforeningen OLM Viborg, som står bag festivalen, har formået at sammensætte et utroligt attraktivt program, som bl.a. byder på de svenske legender fra “Grave” som på VMF spiller deres 30 års jubilæumsshow. Der er afskedskoncert med danske “Iniquity”, polske “Voidhanger” besøger Danmark for første gang. Der er en debutkoncert og meget meget mere.
VMF, som drives 100% af frivillige, har siden 2014 gennemgået en spændende udvikling og er i dag en anerkendt og nok den mest velbesøgte 2 dages metal festival i Midt- og Vestjylland. Selvom der hvert år har været plads til udvikling og nye tiltag, er konceptet, den hyggelige stemning, samt spændende bookinger fortsat grundstammen for festivalen.
VMF har mange besøgende gengangere, som hvert år kommer til Viborg fra hele landet.
VMF bestræber sig på at tilbyde gæsterne et bredt lineup, hvor både upcoming og etablerede bands er på plakaten. Ligesom det er blevet lidt af en tradition, at bands som ikke tidligere har spillet i Danmark er på VMF plakaten.
Samtidig forsøges der hvert år, at sammensætte et lineup, hovedsageligt bestående af bands, som op til VMF ikke har været at opleve på andre metal festivaler i Danmark.
Der er ingen tvivl om, at Viborg Metal Festival er en succes, der er blevet en fast del af Viborgs kulturliv. Men VMF stopper ikke her og ledelsen arbejder hvert år på at vækste og udbrede kendskabet til festivalen, så endnu flere end de nuværende 250-300 gæster slår vejen forbi Viborg og festivalen.
Teamet bag Viborg Metal Festival glæder sig til, for 5. gang, at byde lokale og udenbys VMF’er indenfor til endnu en fantastisk weekend i metallens tegn.
Pressetekst fra VMF