Skousen’s top 10: Old School death metal
Dødsmetallen har siden dens fødsel været en yderst sund og konstant voksende genre. Nogle individer vil endda måske mene den med tiden er vokset helt over gevind, da vi her i 2017 stadig på daglig basis kan finde nye (og ældre) navne fra omkring i verden. Faktum er man simpelthen ikke kan følge med i, alle de utallige death metal bands der findes derude. Personligt gør jeg meget for bare at holde øje med, hvad der sker herhjemme, hvilket kan være svært nok i sig selv! Man kan naturligvis også bare tage den store ja-hat på, og være glad for der rent faktisk sker så meget, da genren havde en ret snæver fanbase og en hel del færre udøvere af denne brutale stil tilbage i de tidlige dage. Hvad enten man så på den amerikanske, eller den europæiske scene. Og det er netop hvad vi skal kigge lidt på her; de tidlige dage. Dengang Azagthoth, Benton, Webster, Barnes, Swanö, Andersson, Tardy-brødrene og naturligvis genrens helt store forfader – Schuldiner, samt alle de andre gamle gutter fra de sene 80’ere og tidlige 90’ere skabte musikhistorie med dannelsen af diverse nye bands i undergrunden. Dengang grunge rocken kom ind fra sidelinjen med en lige højre og slog metalgenren ud af kurs (nogle vil dog hævde genren havde brug for at blive rystet en smule, da den var begyndt at stå en my i tomgang), valgte disse ungersvende, i modsætning til at spille følsom støjrock, at hoppe over i en helt anden boldgade og skrue op for brutaliteten i stedet for. Guitarene blev stemt ned, tempoet kunne gå fra det sejttrækkende til det vanvittig hurtigste voldsomme udbrud og vokalerne growlede til halsen blødte. I disse år blev der udgivet, hvad der i dag regnes for klassiske værker indenfor dødsmetallen. Albums af virkelig høj kaliber, og som stadig holder den dag i dag.
Selvom jeg lytter til en hel del forskelligt dødsmetal, har jeg uden tvivl en stor forkærlighed for ‘old school death metal’, og denne liste er dedikeret til disse fede og voldssomt vanedannende udgivelser, der udkom tilbage dengang Glen Benton stadig kunne mærke sårskorperne efter det omvendte kors i panden.
Kære læsere – herunder følger min personlige top 10 liste over ‘old school death metal’-plader.
Inden vi starter, vil jeg lige drøfte et par ting. Først og fremmest vil der kun fremgå ét album pr band, da listen ellers hurtigt ville kunne have været fyldt ud med et par enkelte kunstnere. Derudover har jeg efter megen diskussion med mig selv valgt ikke at tage Possessed’s ”Seven Churches” med. Årsagen er albummet, hvor overdreven fedt det end er, ligger lige i grænselandet imellem den ekstremt beskidte thrash og så netop dødsmetallen (lidt ala f.eks. Kreators ”Pleassure To Kill). Jeg ved denne debat også fortsat kører verden over imellem metalentusiaster, og det vil den uden tvivl langt ud i fremtiden. Sidst vil jeg lige slå fast at listen hundrede procent kun er lavet ud fra min personlige vinkel, og mange af jer sikkert mener der mangler nogle af de helt store værker. Skulle listen have omfattet de vigtigste plader og milepæle ville den uden tvivl have set anderledes ud, men til gengæld er der så plads til en enkelt skive eller to, der ellers ikke ville have været at finde, men stadig fortjener noget opmærksomhed. Og lad os så begynde.
10.
Six Feet Under – Haunted (1995)
Efter den kære brummende frontmand Chris Barnes valgte at forlade Cannibal Corpse, dannede han i stedet Six Feet Under, der skulle stå for beskidt, trækkende og lige-ud-af-landevejen death metal. Med sig havde han guitaristen Allan West, der både havde erfaring fra Obituary og havde været med til at starte Massacre. West’s indflydelse på albummet kunne tydeligt høres, da de fleste af numrene kørte i samme groovy rille (den slags der automatisk går lige i nakken) som førnævnte Obituary også er kendte for. Det er ikke fordi ”Haunted” er en speciel brutal plade musikalsk hørt. Det der hiver den op på den konto er netop Barnes umiskendelige karismatiske dybe og grumme vokal, der tilsat spidse mere diskante skrål indimellem fører lytteren igennem mandens lyriske univers af mord, vold og død. Albummet er på mange måder en rimelig ‘laid back’ oplevelse, hvis man kan tillade sig at sige det om en death metal-skive. Jeg kan huske første gang, jeg smed ”Haunted” i afspilleren. Det jeg faldt for var den charmerende tilgang der var til bare at kunne svinge fedt og samtidig lyde så tungt og beskidt. Det er stadig det der tiltaler mig ved albummet. Mange forsøger at gøre det samme og mange gør det godt, men ingen kan få det til at sidde på helt samme måde som Six Feet Under kan her. Desværre formåede Barnes og co. aldrig sidenhen at kunne opnå samme kvalitet som på deres debut. Andre af bandets udspil er ganske gode og andre er ikke noget at skrive hjem om. Men ”Haunted” vil altid stå som noget helt specielt og den cementerede at Chris Barnes godt kunne klare sig uden de andre kannibaler i sit tidligere band.
9.
Morgoth – Cursed (1991)
Tyske Morgoth var et af de bands, der aldrig fik den helt store anerkendelse. Årsagen ligger måske i de, trods en ret intens begyndelse med fede tours (bl.a. med Pestilence, Obituary, Demolition Hammer og Autopsy) og rosende ord om deres tidlige udgivelser desværre ikke formåede at holde ild i piben og tabte kursen undervejs. Deres debutalbum ”Cursed” er dog en virkelig lækker aggressiv satan der både indeholder det tunge og det hurtige tilsat nogle nærmest doomede leadstykker her og der. Inspirationskilderne er ret tydelige, men lad os med det samme slå fast – mere eller mindre alle var dengang enten inspireret af eller bare meget glade for Chuck Schuldiner & Mantas/Death i undergrunden. Man kan også ane en smule Possessed ligesom Morbid Angel da heller ikke har levet forgæves. Men er man glad for disse bands, vil denne her lille tyske dødsperle gå rent hjem. Det er den i hvertfald hos undertegnede. Blot tag en lytter til åbneren ‘Body Count’, så vil man nok forstå hvorfor.
8.
Massacre – From Beyond (1991)
Ikke så meget at sige om denne klassiker. Medlemmerne på ”From Beyond” tæller Terry Butler på bas, Bill Andrews på trommer, Rick Ross på guitar og Kam Lee (som en del mener kan krediteres for at have, hvis ikke opfundet så i hvert fald gjort den gutturale vokal kaldet growl til hvermandseje indenfor den ekstreme musik). Bandet har alle dage været svær at holde styr på, hvad netop angik medlemmerne, men på denne, deres første fuldlængdes plade, var line-uppet uden tvivl så markant, at man ikke kunne undgå at ligge mærke til det. Pladen starter ud med ‘Dawn of Eternity’ der atmosfærisk langsomt lader op til eksplosion og efterfølgende igennem nummeret giver lytteren en fornemmelse af, hvad man forvente på resten af pladen. Det er god gammeldags ‘bopti-bop’ dødsmetal med en del variation i helheden. Tunge passager med dobbeltpedal, fede riffs, midt-tempo stykker, lækre soloer og selvfølgelig Kam Lee’s dybe røst er alt sammen med til at krydre den store musikalske sammenkog. Endnu engang fornemmer man (ikke overraskende når man tænker over hvem medlemmerne er) inspirationskilderne uden tvivl tæller den kære Chuck, men det skal ikke ses som en decideret Death-klon. Vil faktisk påstå variationen på ”From Beyond” er større overordnet set, end på de første par plader med Death. Cover-guruen Ed Repka stod for det fede cover, der på original trykket, af gud-ved-hvilken årsag, var holdt i nærmest pink nuancer?!
7.
Cannibal Corpse – Eaten Back To Life (1990)
Indrømmet – det var lidt svært at vælge imellem ”The Bleeding” og så debuten ”’Eaten Back to Life”, men skulle jo vælge en af dem i den sidste ende, og efter at have genhørt dem igen, må jeg indrømme denne her bare lige holder en tand eller to mere. Det er stadig en yderst lækker plade fra start til slut. Intensiteten, brutaliteten og Scott Burns tørre produktion giver lytteren en helt unik oplevelse. Der er ikke sparet på noget, og når man samtidig skal lægge øre til Chris Barnes som udskyder sine blodigheder i form af zombier, kannibaler og råddenskab i det hele taget er der ikke et øje tørt. ‘Born in a Casket’, ‘The Undead Will Feast’, ‘Mangled’, ‘A Skull Full of Maggots’ er blot nogle af energiudladningerne man får smidt i hovedet igennem den lidt over halve time pladen varer, og lytter man godt efter, vil man kunne høre selveste Glen Benton gæsteoptræder med sin skønsang på de to sidstnævnte. Der er ikke så meget at sige om debuten fra Cannibal Corpse. Den bliver stadig regnet som en af milepælene indenfor dødsmetallen, og det forstår man jo kun så udmærket godt. Dødsmetallens svar på hvad Slayer er for thrash metallen på plads nummer syv med ”Eaten Back To Life”.
6.
Suffocation – Effigy of the Forgotten (1991)
Når man tænker på denne her massive satan udkom i 1991, bliver man alligevel en smule imponeret. Det tekniske niveau var allerede dengang pæn højt for stamfædrene til den tekniske dødsmetal. Fra Frank Mullens raspende dybe vokal over Doug Cerrito og Terrance Hobbs skudsikre rytme-riffs og lynende leads til den utrolige tighte og konstant legende rytmiske bund fra bassist Josh Barohn og tøndedasker Mike Smith. Netop den kære hr. Smith bør fremhæves i forhold til det ret heftige og intense trommespil han her leverer. Det er virkelig lækkert! ”Effigy of the Forgotten” forstår at blende det progressive med det iørefaldende. Det vil sige, man kan godt være med selvom man ikke er en musikalsk teknisk nørd, hvor alt skal soves ind i konstante skæve rytmer og mærkelige matematiske snørklede riffs ingen fatter en bjælde af. Hvis det bare skal være indviklet for at være det, går det som regel ud over sangen. Denne hårfine balance mestrer Suffocation heldigvis som regel, og på denne her plade er det helt perfekt. I mine ører er dette bandets bedste album. Jeg ved en del fans hælder til ”Pierced From Within”, hvilket også er en fed udgivelse, men efter min mening mangler noget af den charme, ”Effigy of the Forgotten” indeholder.
5.
Pestilence – Consuming Impulse (1989)
Hollandske Pestilence udgav deres andet album ”Consuming Impulse” i 1989, hvilket vil sige det var en af de tidlige fuldlængdes indenfor dødsmetallen. Deres første album ”Malleus Maleficarum” fra året før var mere thrash metal og man fornemmer da også bandets rødder i netop thrashen på denne her skive, ligesom man kan høre inspirationerne fra et band som Possessed. Det er ret meget lige-ud-af-landevejen, men for ind i helvede det er medrivende og går lige i nakken. Der er dog stadig megen variation rundt omkring og plads til små detaljer her og der. Lyt f.eks. til lilletrommen i starten på ‘The Trauma’, hvor den nærmest ”trækker vejret”. Fed effekt. Keyboard-koret i ‘Suspended Animation’ giver en næsten symfonisk atmosfære og keyboardet-stykket i ‘Echoes of Death’ lyder som hevet ud af en horror-film. Det er primitivt, men det fungerer, og det er det, der gør denne her skive til en klassiker i min bog. Bassist/vokalist Martin van Drunen har et mere hvæsende og rå growl end gennemsnittet, og det tilfører blot endnu mere personlighed til ”Consuming Impulse”. Han hoppede dog ud efter dette album, og bandet gik i en mere teknisk retning, hvor de efterfølgende skiver ”Testimony of the Ancient” og ”Spheres” høstede stor anerkendelse. Det er skam også gode plader, men denne her lille perle, står for mig som en af de bedste old school death metal-albums ever.
4.
Thanatos – Realm of Ecstasy (1992)
”Realm of Ecstasy” lå i en rodekasse med CD’er på tilbud, da jeg i tidernes morgen faldt over den. Det var rimelig tilfældigt jeg faldt over skiven, men den tilfældighed har jeg mange gange priset mig lykkelig over, for vi har her, én af de fedeste udgivelser der nogensinde er udgivet indenfor dødsmetallen. Urimelig overset og det er ufattelig synd der ikke er flere der har fået øjnene op for denne plade. Hollandske Thanatos blev dannet tilbage i 1984 og legede de første mange år med thrash metallen. De arbejdede dog stille og roligt over mod den mere ekstreme lyd, og her på deres andet album, er denne lyd bestemt fundet. Det er medrivende, aggressivt og lige i fjæset. Der er masser af variation igennem hele pladen, og den bliver aldrig kedelig at lytte til. Små tekniske finesser bliver der også plads til og generelt holder bandet bare denne fede grænse imellem, hvad der får sangene til at opnå et højere plan, og hvad der får dem til fremstå som en masse ideer der bare er hevet på bordet i øveren. Det er gennemarbejdet dødsmetal det her. Produktionen er en smule rå og kold, men det klæder helheden. Ligesom med Martin fra Pestilence ligger frontbrøler og guitarist Stephan Gebédi i den mere hæse og skrålende ende af growle-spektret, hvilket frembringer en mere aggressiv fremtoning til sangene. Jeg kan til dato stadig lytte til ”Realm of Ecstasy” og få en masse ud af den. Og så er nummeret ‘Mankind’s Afterbirth’ bare en af de fedste dødshymner der nogensinde er skrevet!
3.
Death – Leprosy (1988)
Ja det kommer vel næppe som den store overraskelse at selveste Chuck og Death også figurer på listen! Største spørgsmål er vel nærmere hvilket album, man vælger at smide på. For mit vedkommende bliver det den anden skive i diskografien ”Leprosy”, der får den fornøjelse. Med sig har han her trommeslager Bill Andrews og guitaristen Rick Ross (ja det er næsten ”From Beyond” line-uppet, men Chuck indspillede dog selv bassen, selvom Terry Butler godt nok var afbilledet i coveret og skrevet på som bassist.). Hele skiven flår håret af lytteren fra start til slut, og samtlige 8 skæringer er jo nærmest klassikere i sig selv. ‘Born Dead’, ‘Open Casket’, ‘Pull the Plug’, titelnummeret; ja de er her alle sammen. Min egen favorit er ‘Primitive Ways’, der med sit simple riff og primitive ‘bopti-bop’ trommespil bare høvler afsted, så man ikke kan sidde stille med hovedet. Albummet var en udvikling fra debuten året før, og anses af mange som en af de vigtigste brikker indenfor dødsmetallen. Ikke mindst på grund af Scott Burns produktion, der lagde fundamentet til lyden, alle amerikanske death metal bands gik efter de efterfølgende år. Samtidig skal man tænke på denne her altså udkom i 1988, hvilket gør den til noget af det tidligste død der er udkommet på en fuldlængdes plade. Den gav genlyd i hele undergrunden, og satte Chuck Schuldiner op på et velfortjent pedestal. Debuten ”Scream Bloody Gore” ligger også meget højt på min liste, men når man nu kun må vælge en, bliver det ”Leprosy” da den bare er lækker fra start til slut. Mange fans ville uden tvivl vælge ”Human” eller ”Symbolic” som deres favorit Death-skive. Jeg har hørt andre omtale ”Spiritual Healing” som deres yndling og et par andre har omtalt ”Individual Thought Patterns” som værende på deres førsteplads. Men det er netop det der gjorde Schuldiner og Death helt exceptionelle – alle skiverne var af sindssyg høj kaliber, og man tør ikke tænke på hvad manden ellers kunne have udgivet, hvis ikke han desværre var død i en så tidlig alder. Æret være hans minde og alt hvad han nåede at udrette.
2.
Obituary – Slowly We Rot (1989) & Morbid Angel – Altars of Madness (1989)
Ja det her er måske lidt dårlig stil, når man nu laver en top ti liste, men når det er sagt, så har jeg haft afsindig store problemer med at vælge en af disse to albums frem for den anden. Derfor vælger jeg simpelthen at smide dem begge på en delt andenplads. Beklager men disse udgivelser er bare for geniale til at kæmpe om, hvilken der skulle have haft tredje og andenpladsen. Enough said!
Obituary – Slowly We Rot (1989)
Da ”Slowly We Rot” udkom var den en af de vildeste og mest brutale plader scenen nogensinde havde set og hørt. Tardy-brødrene på henholdsvis vokal og trommer, Allan West på lead-guitar, Trevor Peres på rytme-guitar og Daniel Tucker på bas havde sammen kreeret en bundsolid og aggressiv omgang musikalsk prygl, der hele tiden formåede at smelte det tunge og det hurtige sammen, så man det ene øjeblik sad og ‘punkede’ afsted med nakken for det næste at ”headbange med hele ryggen” (som Jacob Bredahl så smukt engang udtrykte det om den slags trækkende stykker i en sang, hvor tempoet er lige tilpas tungt, at man bliver nødt til at bevæge hele overkroppen). Man kan hele pladen igennem høre de fem unge gutters spilleglæde og lysten til bare at ville flå hovedet af lytteren med de sejeste riff, hårdtslående og svingende tønder og ikke mindst John Tardy’s sygeste vokale udbrud. Manden hvæser, snerrer, råber og skråler som gjaldt det livet igennem albummets 12 numre og halvdelen af tiden er der ikke engang ord bag ‘opstødene’. Dette er også et af de bedste eksempler på (men det gælder i det hele taget bandet Obituary), at man sagtens kan lave langsommere dødsmetal og samtidig bevare brutaliteten i lydbilledet. For mig er dette et lille mesterværk, og selvom de efterfølgende plader fra bandet ligeså havde en del fede ting at byde på, er det stadig denne her der oftest finder vej til anlægget.
Morbid Angel – Altars of Madness (1989)
I 1989 havde guitaristen Trey Azagthoth endelig fundet de rette medsammensvorne banditter til at kunne fuldende hans vision – at lave den mest ekstreme plade verden endnu havde set. Resultatet blev ”Altars of Madness” og hvilket resultat! Det her er uden tvivl noget af det ypperste man kan smide i højtalerne, hvis man vil have et skud dødsmetal. Trey, David Vincent på bassen og mikrofonen, Pete Sandoval på trommerne og Richard Brunelle på den anden guitar havde sammen skabt et mesterværk, hvor aggression og brutalitet var kodeordet, og geniale mindeværdige riffs, alsidig sangstruktur og ren ondskab blev forenet i en intens tåge og leveret med den mest gustne produktion fra Tom Morris. Der er egentlig ikke så meget at sige om ”Altars of Madness”. Jeg er ikke ene om at hylde debutalbummet fra Morbid Angel, og mange anser dette for at være den bedste dødsskive ever. Den er en af de største milepæle, og da den udkom skubbede den grænserne for, hvor langt man kunne tage den ekstreme musik. Den inspirerede så mange andre unge musikere kloden over og fik dem til at gribe instrumenterne for at skabe noget af det mest vildeste musik, verden endnu havde til gode at opleve. Nogle af disse er sidenhen også blevet klassikere. Morbid Angel udgav selvfølgelig også andre fede plader og specielt er de tre efterfølgende også af virkelig høj kaliber. Denne her er og bliver bare min favorit med bandet. Alene det at starte en plade ud med ‘Immortal Rites’ burde være årsag nok!
1.
Deicide – Once Upon the Cross (1994)
For satan da – i bogstavligste forstand! Dette er i min optik, den fedeste death metal-plade der nogensinde er udgivet, og den bliver næppe nogensinde overgået. Så skal der ske et eller andet fuldstændig vanvittigt i hvert fald. Jeg husker tydeligt den dag, jeg første gang lagde øre til Benton, Asheim og Hoffman-brødrenes tredje album ”Once Upon the Cross”. Havde lånt den af en makker, og da jeg smed den på anlægget og titelnummeret kort efter buldrede ud af højtalerne, var jeg med det samme solgt. Det her var ubeskrivelig fedt! Tungt, brutalt, aggressivt og så havde den bare et groove, der går rent ind og som ingen andre bands kan gøre efter. Steve Asheim bliver måske aldrig verdens hurtigste (selvom han bestemt ikke har noget at skamme sig over på den front!?) eller mest teknsike trommeslager, men den måde han formår at få denne ekstreme musik til at svinge på, er hjernedødt genialt i min bog. Allerede fra jeg studerede coveret, vidste jeg der var noget anderledes i vente. Tegningen af en blodig Jesus under et lagen og med den titel – det kunne kun være ondt. Og det var og er stadig ondt som ind i helvede. Det er uden tvivl den dødsmetal-skive, jeg har lyttet mest til nogensinde, og jeg kan stadig få kuldegysninger visse steder, når jeg lytter til den dag i dag. Det er kun få plader, man kan sige det om. Glen Benton har altid haft det sygeste growl. Dybt og rungende og samtidig nærmest manisk skrigende. På ”Once Upon the Cross lyder han bare næsten endnu mere voldsom og ondskabsfuld end nogensinde. Om det så er på grund af den lækre Scott Burns-produktion eller om han bare var i et tilpas mørkt lune den dag, de indspillede, skal jeg så ikke helt kunne sige. Under alle omstændigheder skal Burns produktion alligevel have ros, for denne her plade er, hvis ikke ligefrem den bedste, så i hvert fald blandt mandens bedste udgivelser. Alt fra Brian og Eric’s massive lyd på guitarene, den bundsolide trommelyd og Bentons bas, der bare ligger og holder brutaliteten i kog under alle lagene. Deicide har aldrig helt været det samme efter Hoffman-brødrenes exit fra bandet. Nuvel bandets seneste albums har haft både op og nedture, og ja det har altid været Asheim som stod for mest af sangskrivningen og stadig gør det, men for mig var de fire første plader, samt ”Scars of the Crucifix” fra 2004 Deicide’s bedste udgivelser. Faktisk noget af det ypperste death metal, der nogensinde er blevet leveret. ”Once Upon the Cross” er en genistreg uden lige og burde stå i enhver death metal-fan’s samling! Her til sidst en lille historie, jeg læste om albummet for nogle år siden. Pladen er kun lige under en halv time i spilletid, men det kunne faktisk have meget værre (eller bedre alt afhængig af, hvordan man ser på det!). Sangene gik meget hurtigere da de først indspillede trommerne, men da de fandt ud af, hvor kort albummet ville blive, blev de nødt til at genindspille hele lortet igen. Bare en anelse langsommere, så spilletiden kunne klemmes lidt i vejret. Ja det er hårdt at være et dødsmetal band.
Dette var min all time top 10 (ja elleve hvis man skal være en smule pernitten) over old school death metal albums. Der er sikkert mange delte meninger om hvilke skiver der burde have været repræsenteret i stedet for andre, samt hvor den ene og den anden skive burde have været placeret i forhold til hinanden. Smid meget gerne jeres egne bud i kommentarene, så vi kan se, hvordan de ser ud.
”Arise from the dead
Attack from the grave
The killing won’t stop ’til first light
We’ll bring you to hell
Because we want to enslave
Your soul will be frozen with fright
We’ll break through the crust
Leave from our crypts
Protected by eternal life
Lay down the laws
From our satanic scripts
Bringing you nothing but strife
Death Metal
Death Metal”
Possessed (1985)