Moder Nords Tjenere I Topform!
Torsdag den 19. okotber lagde de gamle legender fra Satyricon vejen forbi Aarhus og spillestedet Train – en aften der uden tvivl vil blive mindet mange år frem i tiden. Med sig havde de norske black metallere deres helt nye album ”Deep Calleth Upon Deep” i rygsækken samt to opvarmnings bands. Grundet en sen arbejdsdag, lidt misforståelser omkring hvornår første band gik på plus bøvl med at finde en p-plads i den jyske hovedstad, gik jeg desværre glip af første band Fight The Fight fra Norge. Fik dog at vide fra flere, de havde spillet en fed koncert, så de skal naturligvis tjekkes ud på ved en senere lejlighed.
Jeg ankom midt i de græske thrashere fra Suicidal Angels show. Deres old school aggressive stil går rent hjem hos undertegnede, og jeg har længe glædet mig til at opleve dem live. Desværre blev denne første gang kun en halv koncert, men det jeg fik med var uden tvivl en energisk fornøjelse. ‘Seed of Evil’ fra ”Divide and Conquer”-albummet rev godt i nakken og den efterfølgende hidsige ‘Moshing Crew’ fik publikum ret godt op og køre med en wall-of-death på gulvet foran scenen. Måske ikke ligefrem den største af slagsen, men den var der og fik da også en enkelt eller to til at spilde deres bajere. De sluttede fornemt af med ‘Apokathilosis’ og forlod scenen med sved på panden og smil på læben. Nu var publikum ved at være varme til aftenens hovednavn.
Det blev tid til en smøg og en enkelt kold fadøl. Kort efter kunne man sammen med et efterhånden ret fyldt Train høre tonerne af ‘Midnight Serpent’ fra Satyricons seneste skive sive ud over scenekanten, alt imens Frost, Satyr og deres tre partners in crime på denne tour selvsikkert marcherede ind og gjorde klar. Og så brød helvede ellers løs!
Med en yderst professionel adfærd blev vi taget med på en slags greatest hits igennem bandets bagkatalog, hvor fokus uden tvivl primært lå i den senere afdeling af bandets diskografi. ‘Repined Bastard Nation’, ‘The Pentagram Burns’, ‘Now, Diabolical’, ‘Black Crow On A Tombstone’ og selvfølgelig ‘Mother North’ var blandt andet nogle af numrene, Satyricon kastede i hovedet på os denne torsdag. Deres seneste ofring var også godt repræsenteret med hele fire sange, hvoraf jeg personligt syntes ‘Blood Cracks Open the Ground’ og titelnummeret ‘Deep Calleth Upon Deep’ virkelig fungerer lækkert live.
Frontmand Satyr var i sit es, og snakkede en del til publikum undervejs, men aftenens helt store helt på scenen må siges at være Frost. Det er 
til dato stadig en udpræget fornøjelse og ikke mindst kuldegysnings-fremkaldende oplevelse at studere den tynde trommedasker høvle sine aggressioner ud over tønderne med både overskud og indlevelse. De andre medsammensvorne banditter gjorde bestemt også deres for at levere varen og der var ikke mange fingre at sætte på hverken sammenspillet eller udførelsen af numrene. Hverken de nye eller de ældre af slagsen.
Personligt syntes jeg dog ‘Transcendental Requiem of Slaves’ fra mesterværket ”Nemesis Divina” faldt en smule udenfor resten af sætlisten, og jeg havde nok foretrukket en af de andre sange fra samme album i stedet for. Det hele blev dog hevet godt og grundigt i land, da deres nok bedst kendte nummer ‘Mother North’ fik folk helt op og koge lige efter. Mesterligt!
Bandet takkede af, men folk krævede mere og med gentagne høje ”Sa-Ty-Ri-Con-råb” i takt med Frosts fod der stampede i gulvet, gik bandet videre med tre ekstranumre. De sluttede af med den altid fornøjelige og svedige ‘K.I.N.G.’ og forlod efterfølgende scenen lige så selvsikkert som de var marcheret ind på den.
Satyricon har aldrig været bange for at konstant at udvide deres egne og resten af den sortmetalliske verdens grænser. Fra de tidlige dage med old school black over mere pompøse og symfoniske udgydelser for derefter at eksperimentere med en medrivende omgang black n’ roll til den for tiden en smule mere progressive tilgang, de ligger for dagen. Faktum er til dato, at Frost og Satyr gør hvad de har lyst til, men de glemmer aldrig at bevare deres helt egen unikke identitet i Satyricon-universet, så man aldrig er i tvivl om, hvem det er, man lytter til. Dette gør sig i den grad også gældende på de skrå brædder – bandet er sin helt egen, og det er derfor, det er så pisse fedt. Denne torsdag var blot endnu et bevis på dette.
Skrevet af Jesper F. Skousen
Billeder af Rene Thorup