Da årets plakat og de første navne blev offentliggjort, så var der mange der glædede sig til Limp Bizkit – måske med lidt blandede følelser – for var de nu stadigvæk lige så gode, som dengang de havde deres storhedstid sidst i sidste århundrede? Eller ville vi få en tåkrummende oplevelse, som vi før har fået med bands, der er blevet for gamle… og lad mig bare med det samme slå fast – vi fik en fest – og en af den slags hvor hele pladsen var med.
Bandet entrede scenen til tonerne af “Sweet Home Alabama” – med Fred Durst i en gul refleksjakke… så man nåede da lige at tænke… “Hvad sker der her?”… men efter han fik spurgt:” Is it okay if we get heavy on you?” – Ja, så blev festen sat i gear – og vi fik en perlerække af bandets største hits – leveret med en fin indlevelse og en lyd der var spot on.
Når man har et bandmedlem, der hedder noget med DJ, ja, så forventer man vel at han kan noget med at vælge musik – og det var noget af det han gjorde – der var masser af små klip fra andre store hits – alt lige fra “Careless Whisper” til “Walk” blev brugt til at binde det hele sammen – og da man først havde luret den, ja, så fungerede det supergodt – og da den kære Fred Durst fik kommenteret “If you don’t like Pantera – then get the fuck out” – så fik han et kæmpejubelbrøl fra pladsen.
Var der frygt for hvad bandet ville komme med, så blev denne frygt hurtig manet i jorden – og vi var vidne til en af de bedste koncerter på Helveti længe – og jeg har selv set Limp Bizkit for omkring 20 år siden – men kan fint konstatere at udover at Fred Durst er blevet lidt mere stillestående, så leverer bandet stadigvæk varen på højeste niveau.
Tekst: Martin Hildebrandt