Et glædeligt gensyn

Jeg vil starte med at sige, at jeg har set Brian Downey’s Alive & Dangerous to gange før, og oven i købet nøjagtig samme spillested. Derfor skulle der gå meget galt, hvis ikke jeg havde en god oplevelse, som jeg ville ønske alle kunne deltage i.

Jeg er vokset op med forældre, som i deres unge dage var fans af 70’er-rock og den stadig blomstrende heavy metal, og her var Thin Lizzy en af de store navne, som i sær vandt en plads i manges hjerter fra 1976 og frem til forsanger, Phil Lynott’s alt for tidlige død i 1984. Med albums som ”Jailbreak”, ”Bad Reputation”, og ”Black Rose” fremtryllede de hits som ”The Boys Are Back in Town”, “Dancing in the Moonlight”, “I’ve Got to Give it Up”, “Cowboy Song” og “Black Rose”, så at trommeslageren Brian Downey holder liv i bandets arv er jo ærefrygtindgydende her næsten halvtreds år efter de først så dagens lys, selvom han jo, som navnet siger, er det eneste medlem fra Thin Lizzy.

Brian Downey’s Alive & Dangerous 5/5

Man må give ham ros for at have valgt nogle exceptionelle musikere, som kommer næsten skræmmende tæt på originalerne. Guitaristerne Michal Kulbaka og Joe Merriman giver sig fuldt ud og viser stor entusiasme på scenen, hvilket deres job i bandet også indbyder til, da Thin Lizzy er særligt berømt for deres dobbelte guitar harmoniseringer. Forsanger og bassist, Matt Wilson, har nok de største sko at skulle fylde, da Phil Lynott’s tekster og levering af dem med hans særprægede stemme var så meget en del af ham og hans liv, men jeg har lige siden første gang jeg så og hørte denne konstellation og også denne november aften, nærmest været i chok over den lighed mellem de to. Selvfølgelig er de to forskellige individer, og der er også personlige fortolkninger i denne forsangers levering, men han og hans kollegaer yder i den grad sangene retfærdighed.

Lyden stod knivskarpt hele aftenen med et minimum af feedback-støj, og selvom man måske skulle have glemt ørepropperne, var det aldrig for skingert til at man ikke kunne dechifrere lydbilledet. Dog er guitar-harmoniseringen ikke så venlig mod dem, som står ude i siderne, da man i så fald næsten kun hører den ene afhængig af side man står i. Bandet havde en god kontakt med publikum, som var på et nærmest venskabeligt plan og tone med masser af tak for fremmødet og et par ydmyge anekdoter fra forsanger Matt Wilson om, hvad musikken betød for ham. Han brugte også flere lejligheder til at få publikum til at give Brian Downey bifald for at holde sangskatten i live.

Efter bandet som vanligt havde sluttet deres show med det legendariske ”Black Rose”-nummer havde de også tid til at komme ud og skrive autografer og få en hyggelig sludder med interesserede fra publikum, selvom den aldrende Brian Downey, der nærmer sig de 73 år, måtte trække sig backstage efter at have spillet tre shows i træk ifølge resten af bandet.

Så for fans af Thin Lizzy er Brian Downey’s Alive & Dangerous et must at opleve, for du finder simpelthen ikke noget tættere på originalen derude!

/Jesper Brun