Fredag sidst på eftermiddagen, var det endnu en gang blevet tid til Copenhagen Metal Fest. Efter succesen i 2019 og med et års pause på grund af en verdensomspændende pandemi, var det spændende at se, hvordan årets udgave ville tage sig ud. Allerede ved ankomsten var det tydeligt at se, at festivalen havde kunne melde udsolgt inden starten. Der var således masser af mennesker under halvtaget på pladsen foran Amager Bio og Beta, samt kø til tjek ind, hvilket var en klar fremgang fra 2019 udgaven.
Dagens første band var Persecutor fra Horsens. Og hvor det nogle gange kan være en svær tjans at være første band, var det ikke tilfældet denne fredag. Allerede fra start var der godt fyldt i Beta og der blev hurtigt svedende varmt i den lille sal. Persecutor lagde stilen fra start med deres aggressive thrash, og selv om publikum var lidt stillestående, anfægtede det ikke bandet, der gav den fuld smadder. Bandet havde fået det unge multi talent Hajn med på trommer, som barselsvikar for den normale trommeslager Christopher, der var blevet far for nylig. Hajn (Anton) gjorde det pisse godt med sin aggressive spillestil, der sikkert førte os gennem koncerten. Hele bandet var i et fantastisk spillehumør og det smittede hurtigt af på publikum, som gennem settet kom mere og mere med, med både fællessang og en enkelt lille mosh pit.
Der var generelt god lyd gennem koncerten og kun et par små fejl hist og her, men ikke noget der kunne ødelægge helhedsindtrykket, af en fed koncert, som fik skudt festivalen i gang.
Efter den varme omgang på Beta, var det tid til lige at dampe lidt af udendørs. Der blev snakket med venner og bekendte. Tiden løber hurtigt i godt selskab, så missede de første 15 minutter af næste koncert på Zebu.
The Dark Overlords var på scenen og der var smæk på inde i salen. Deres musik var aggressiv og med deres maskering bakkede de musikken visuelt op på scenen. Numrene var velskrevne og blev eksekveret sten sikkert. Stærk performance, men til trods for det, begyndte folk desværre at sive fra salen inden koncerten sluttede.
Dagens tredje koncert og festvalens første på den store scene i Amager Bio, var Lamentari. Det symfoniske black metal band, indtog den store scene i selvsikker stil, hvor deres teatralske sceneshow og storslåede lyd, passede godt ind i den store sal. Lyden var god, men vokalen havde det, desværre, med at ligge meget lavt i lydbilledet. Jo længere man kom frem i koncerten, flød deres numre dog meget sammen for undertegnede, så det var svært at skille dem fra hinanden. Læg dertil nogle lidt for lange pauser mellem numrene, med klaver/guitar soloer, som fik koncerten til at miste lidt momentum, hvor folk i salen talte højlydt sammen, som endte med at ødelægge helhedsindtrykket.
Derefter blev det tid til en pause, som blev brugt ude på pladsen, som i år er opgraderet med flere madvogne, en bar, dj og underholdning. Det gjorde at festivalen havde fået en god opgradering i forhold til 2019.
Mens aftensmaden blev indtaget, blev der afholdt en konkurrence om en guitar, ved siden af dj pulten. Publikum havde på forhånd kunne tilmelde sig konkurrencen, og der manglede bestemt ikke deltagere. Der battles to og to, hvor hver deltager havde 30 sekunder til, at overbevise publikum samt dommere om, at det netop var dem, der havde de bedste guitar skills. Sjovt indslag, hvor vinderen skulle findes lørdag.
I mellemtiden havde der været to koncerter, med henholdsvis Idaslet og Hearteater, som blev misset. Så næste koncert i rækken denne fredag blev Aphyxion i Amager Bio. Det garvede band trak mange folk til bioen og det var tydeligt at mange havde set frem til netop den koncert. Fokus lå på deres to seneste udgivelser, og vi fik endda et sprit nyt nummer, fra en kommende udgivelse, der gerne skal lande i 2022. Personlig syntes jeg dog, at det ville have klædt bandet, at have et par enkelte numre fra deres første plade med på setlisten. Forhåbningerne var store, da Michael Vahl spurgte om vi ville høre noget af det gamle. Skuffelsen var dog til at tage at føle på, da det viste sig at være Destined To Fail, fra deres andet album.. Men et var hvad jeg syntes, noget andet var hvad det fremmødte publikum syntes. Og de var vilde med hvad de fik og kvitterede med store bifald. Der var også godt gang i pitten og en enkelt crowdsurfer blev det også til, udover Michael Vahl.
Herefter begyndte der at tegne sig et billede af noget, der skulle vise sig at blive et gennemgående tema resten af aftenen. Kø til de små scener. Selv om der allerede inden festivalen var annonceret, at man skulle komme i god tid til koncerterne på både Zebu og Beta, på grund af den begrænsede kapacitet, var det alligevel lidt af et chok, hvor slemt det rent faktisk blev. Da jeg ikke tidligere på dagen havde oplevet det som et problem, tillagde jeg det ikke den store betydning, men jeg skulle blive klogere.
Valget til næste koncert stod mellem Clients på Zebu og Deadnate på Beta. Clients vandt, men da man nærmede sig Zebu, blev man mødt af en lang kø. Da man endelig kom igennem den, måtte man stå uden for salen og overvære det der var tilbage af koncerten. Ikke den bedste oplevelse, men bestemt ikke Clients skyld, der fyrede den max af med deres blackened death inde i salen. Pitten kørte og folket i salen sendte et kæmpe bifald i bandets retning, da koncerten var slut, hvilket var fuldt fortjent.
Derefter var det tilbage i Amager Bio, hvor det uden kø, var blevet Solbruds tur til at fylde salen. Bandet leverede på deres vanligt høje niveau, hvor publikum i salen blev trukket ind i deres melankolske univers.
Lyden blev nogle få gange lidt mudret, hvor det var svært at skelne instrumenterne fra hinanden, men det blev heldigvis hurtigt rettet. Som der havde været en tendens til, til dagens andre koncerter, begyndte folk at forlade salen lidt over halvvejs igennem settet. Det var sgu synd, for Solbrud leverede en konge koncert, hvor dem der blev hele koncerten igennem, blev holdt i et intenst jerngreb af bandet.
Efter den magtdemonstration, prøvede jeg at komme over på Zebu for at se Shadowspawn. Det blev dog hurtigt opgivet, da køen igen var lang. Prøvede derfor lykken på Beta hvor Eyes skulle spille et kvarter senere. Køen her var lidt kortere og efter kort ventetid, kunne man komme op i salen. Da man havde møvet sig ind i salen, blev man vidne til dagens nok vildeste koncert. Shit der var smæk på! Eyes delte tæsk ud, fra den lille scene. Der var gang i en kæmpe pit i det lille lokale, hvor temperaturen var på kogepunktet.
Som et af de eneste bands denne fredag, formåede Eyes at fastholde publikum i salen gennem hele koncerten, og man forstod godt hvorfor. Et energisk sceneshow krydret med gedigne hardcore tæsk, bandt band og publikum sammen i en svedende energisk symbiose. Godt at jeg valgte denne koncert!
Efter den energiudladning, var det blevet tid til aftenens sidste band. Defecto havde fået tjansen, at lukke festivalens første dag ned. Desværre var fremmødet virkelig sløjt og det var sgu lidt ærgerligt for bandet, som heldigvis ikke lod sig mærke af det. De fyrede den af i vanlig stil, uden så meget pis. Som det også var kendetegnet ved de afsluttende koncerter på festivalen i 2019, var publikummet markant fraværende i salen. Om det skyldes at folk er mætte efter en dag med mange koncerter, eller hovednavnene ikke faldt folks smag, står hen i det uvisse.
Efter den første dag på Copenhagen Metal Fest 2021, stod man tilbage med et overordnet godt indtryk. Der var flere gode opgraderinger af selve festivalen, samt et godt og varieret program, hvor specielt Persecutor, The Dark Overlords, Solbrud og Eyes skilte sig ud. På negativ siden må nævnes, at køerne til både Zebu og Beta var for lange. Det bevirkede at man gik glip af starten på flere koncerter, fordi man endte i kø, efter at have set en anden koncert til ende. Derfor nåede man ikke ind i salen i god nok tid, til at undgå køen. Derfor må der fra undertegnedes side planlægges lidt mere nøje, hvad man gerne vil opleve lørdag.
/Hammer