Copenhagen Metal Fest ’21- Dag 2

Efter en halvsløv start på lørdag, indfandt jeg mig ude på pladsen foran Amager Bio, en lille halv time før første band. Lige tids nok til at nå at vende nogle af gårsdagens begivenheder med nogle bekendte, inden Eciton skulle spille på Beta klokken 15.
Eciton lagde fra land i et hæsblæsende tempo, som ikke sænkes gennem koncerten, med tydelige referencer til blandt andre Cannibal Corpse. Selv om det var ret tidligt på lørdagen, var fremmødet i den lille sal ganske fint. Bandet var enormt energiske på scenen, undtagen den ene guitarist, som nærmest stod som forstenet. Cirka midt i sættet spilles der hele tre numre, fra deres kommende album, og efterlader ingen tvivl om, at de har tænkt sig at fortsætte i samme spor som tidligere. Alt i alt en fin koncert, som dog ikke bliver mere end det.


Dagens næste band var prog metallerne i Feather Mountain, som skulle spille på Zebu. Lydbilledet til denne koncert fremstår meget rent, og det var nok den mest eksperimenterende koncert på festivalen.
Flere folk stødte til under koncerten, som var fint besøgt, hvor publikum stod og lyttede, mens hovederne nikkede i takt til musikken. Som koncerten skred frem, kom vi til lidt den samme problematik som under Lamentari dagen før. Numrene kom simpelthen til at fremstå meget ens, så de var svære at skille fra hinanden. Efter en halv time kapitulerede jeg, for at gå ud på pladsen og socialisere inden Furious Trauma, skulle spille som de næste.


Klokken 16.30 stod de klar på scenen i Amager Bio. Der var desværre dukket meget få mennesker op til koncertens start, men bandet går til den med god energi. Lyden var desværre lidt svingende, hvor specielt vokalen stod meget lavet i lydbilledet. Da det virkede til at lydmanden ramte den rigtige lydstyrke på vokalen i det ene nummer, var den bare lav igen i det næste, og sådan fortsatte det desværre gennem hele koncerten. Som settet skred frem fyldtes salen mere, og det lykkedes også bandet at få gang i folk hen mod slutningen. En ganske velspillet koncert, som dog led under den lidt lave vokal.

Furious Trauma


Næste navn var nordjyske Chronicle, som skulle spille på Beta. Den lille sal var helt pakket. Bandet som har trykket pedalen i bund fra start, får godt gang i publikum og det kom til at kendetegne koncerten. Lyden var dog lidt mudret i starten, men det blev hurtigt rettet i løbet af første nummer, så deres melodiske dødsmetal fremstod klart og tydelig. Der blev også plads til et nyt nummer, som udgives 1. oktober. Der blev lyden desværre lidt mudret igen, som gjorde det svært at fange nuancerne i det. Bandet formåede at fastholde folk i salen gennem hele settet, hvor der blev headbanget intenst på forreste række. En lille pit blev det også til i sidste nummer. Rigtig fed koncert, som var dagens bedste so far.


Efter at være blevet tæsket godt igennem af Chronicle, var det blevet tid en omgang aftensmad. Efter indtagelsen gik turen i Amager Bio, hvor de danske deathcore darlinger Cabal var godt i gang med, at prøve at lægge bioen i grus. Hvad der lignede festivalens største fremmøde, samt største pit, var synet der mødte en, da man trådte ind i salen. Der var massiv energi fra scenen og det var tydeligt at rigtigt mange havde set frem til netop den koncert. At dømme ud fra publikums reaktion, var det en gedigen succes.


Efter at være blevet tvangsfodret med breakdowns, stod valget mellem Iotunn på Beta eller Sylvatica på Zebu. Efter flere anbefalinger, faldt valget på Iotunn. Og det viste sig at være et godt valg! Salen var fyldt til bristepunktet, da bandet gik på scenen klokken 20.15. Fra første tone tegnede sig et billede af, at netop den koncert skulle blive noget helt særligt. Lyden var perfekt og bandet fyldte rummet med deres teatralske storladne musik, som blev serveret knivskarpt af de dygtige musikere. For hvert nummer, kvitterede publikum med jubel og kæmpe bifald. Tiden fløj af sted og folk kunne sagtens have tålt mere, fra det der måtte betegnes som festivalens bedste koncert. Vanvittig fed koncert, hvor alt gik op i en højere enhed!

Iotunn


Med den oplevelse i bagagen, skulle der trækkes lidt frisk luft, inden turen hurtigt gik over i Amager Bio. Her var Saturnus allerede godt i gang. Og endnu en gang havde lydfolkene oppet sig, med lækker lyd.
Bandet kvitterede med en godt blandet setliste, hvor fordelingen mellem det lidt hurtigere, og det helt tunge doom, blev leveret sten sikkert. Det blev festivalens længste koncert på 1 time og 15 minutter, så til trods for lidt små problemer med den ene guitar undervejs, kunne det ikke ødelægge helhedsindtrykket, af endnu en fantastisk koncert!

Saturnus


Med den forlængede spilletid af Saturnus, kom jeg desværre også til at misse, de første par minutter af Wayward Dawn, som gik på scenen på Zebu klokken 22.15. Da man trådte ind på Zebu, fik man smadret brutal dødsmetal lige i ansigtet. Bandet spillede på fuld smadder, som resulterede i at temperaturen i lokalet var i den høje ende af termometeret. Selv om jeg gerne ville have set deres set til ende, blev jeg nødt til at gå på Beta, hvor jeg havde fået anbefalet at se Endarken, der spillede samtidig med.
På Beta var koncerten godt i gang, med temperaturen på kogepunktet. Pitten kørte konstant, selv i de lidt langsommere numre. Folk kunne tydeligvis lide hvad de hørte. Til sidste nummer blev der endda lavet en wall of death, den eneste jeg så på festivalen.


Så var det ved at være nået til vejs ende, med dette års Copenhagen Metal Fest. Bandet der havde fået lov til at lukke og slukke, var århusianske Møl. Og de kunne sagtens trække folk i Amager Bio en sidste gang, hvilket andre afsluttende bands havde haft svært ved. Deres musiks melankolske univers med de mange stemningsskift, blev sikkert leveret, og man kan godt forstå, hvorfor de er nået så langt på relativt kort tid.
Forsangeren var specielt energisk. Hans energi smittede af på publikum. Han var her, der og alle vegne, endda ude at crowdsurfe, og publikum var vilde med det. Klokken 00.09 var det hele slut og Copenhagen Metal Fest 2021, var overstået for denne gang.


Af højdepunkter punkter fra lørdagen skal nævnes Iotunn og Saturnus, der leverede nogle af festivalens bedste koncerter. Derudover skal både Cabal og Møl også fremhæves, for nogle solide præstationer. Kø-problemerne fra fredagen, var heldigvis minimale lørdag, hvilket var et stort plus.
Alt i alt var Copenhagen Metal Fest 2021, endnu engang en succes. Et godt varieret program, tilsat gode opgraderinger af selve festivalen, sammenlignet med 2019. Det gjorde at det blev en endnu bedre festival i år. Så vi ses selvfølgelig igen til næste år!

/Hammer