Wayward Dawn, Chronicle, Royal Deceit – Djævlebal – anmeldelse

Lørdag den 24. november var der Djævlebal for 4. gang i Stilling ved Skanderborg.
I hyggelige dunkle omgivelser midt i et industrikvarter ligger Blue on Black, som både rummer øvelokaler for flere bands, men også et super hyggeligt spillested med scene.
Denne aften var det morgendagens stjerner der stod for det musikalske islæt. Wayward Dawn og Royal Deceit der begge holder til på stedet, havde inviteret Chronicle fra det nordjyske. Så det var en aften med død, teknisk død, og Metalcore/nu metal.

Første band der skulle overbevise os om hvorfor festivalerne rundt om i Danmark skal huske de nye unge lovende bands var Royal Deceit.
Royal Deceit spiller en omgang ekstremt energisk metal, der er lidt svær at sætte i en kasse. Men det der betegner det bedst er vel metalcore/nu metal.
Jeg har set disse gutter nogle gange før, og de fejler aldrig. Det gjorde de heller ikke i lørdags. Et mere energisk og medrivende band ses sjældent. Deres liveoptræden foregår ligeså meget nede mellem publikum som på scenen.
Denne aften var der gjort meget plads på sætlisten til nyt materiale. Det hæmmede dog ikke deres gode samspil og power i deres performance. Der var vellyd og lækre detaljer i det nye materiale, som efter sigende skulle komme ud omkring forår/sommer 2019. Det glæder vi os meget til efter det vi hørte i lørdags.
Der gik ikke længe i deres optræden før aftenens først moshpits var i gang. Spillestedet var velbesøgt, og alle blev hurtigt ramt af den fede energi der kom fra scenen.
På et tidspunkt overtog frontmand Mathias trommerne fra Simon, der midt i et nummer hopper ud mellem publikum og starter endnu et energisk moshpit.
Jo jo… Hvis der er én ting Royal Deceit altid er garant for, så er det at få publikum med i deres fest.
Fed koncert, og fed performance endnu engang af unge Royal Deceit.

Herefter var det nordjydernes tur. Chronicle som spiller en god omgang teknisk dødsmetal, tilsat lidt thrash lyd er trods deres unge alder lidt mere erfarene på scenen.
Chronicle har jeg også oplevet et par gange før, og ligesom dem, var de igen garant for en god gang smadder lige ud i fjæset på os.
Chronicle ligger ikke fingre mellem. De kom til Djævlebal for at rive os rundt, og det blev vi i den grad. De er velspillende og super godt samspillet.
Frontmand Lars Bo slår på flere facetter i sin vokal. Ofte har han egentlig en vokal med en decideret thrashlyd, men sommetider kommer han derud hvor han nærmest rammer black metallens karakteristiske stemme. De dybe growls som bedre kendetegner dødsmetal genren kommer mere sporadisk. Og dette lidt skæve vokalbillede giver derfor også Chronicle deres eget udtryk i musikken som gør den lidt mere spændende.
Chronicle er et lidt mere stillestående band en Royal Deceit, og da de efterfølgende Wayward Dawn også er meget fysisk energiske på scenen, blev helheds indtrykket nok lidt at Chronicle blev en bøf mellem to meget energiske boller. Men bestemt en spicy bøf der bed fra sig.

Som nævnt så var sidste band på scenen Wayward Dawn.
Tidligere på året anmeldte vi deres album “Soil Organic Matter” med ordene “Det er råt, tungt og ekstremt voldsomt”. Det blev denne koncert også. De unge gutter er fuldstændig kompromisløse i deres lyd og optræden. Det er dødsmetal med power ud i alle afkroge og forgreninger af deres numre. Og det kunne mærkes i denne liveoptræden. Niklas som fronter Wayward Dawn er en performer ud til fingerspidserne. Han er på scenen, men hans musikalske nærvær når ud til alle i salen. Selv dem der ikke står lige ved scenen.
Der opstod konstant moshpits, og en enkelt wall of death blev det også til under deres koncert.
Numre som “Blood-Spangled Banner” og “March of Mannequins” rykkede nærmest industrikvarteret i Stilling op ved fundamentet. Og den dybe og ekstremt tunge rytmesektion i “Soil Organic Matter” gjorde både ondt, og kildede de helt rigtige steder.
Et nyt nummer blev det også til i ekstranumrene. Jeg fik desværre ikke fat i titlen, men med det nummer i hukommelsen, er der absolut noget at glæde sig til.
Jeg kan kun sige: Hold øje med Wayward Dawn derude i festival-året 2019. Hvis de ikke kommer til at stå på nogle scener derude henover 2019, er der en flok arrangører der har sovet i timen.

Alt i alt en fed fed aften. De unge bands er kommet for alt blive. Metalscenen går gode år i møde.

Af Fravn