Jeg vil sige det med det samme. VoxHall har gjort det igen. De har skabt en fantastisk metalaften i Aarhus. Succeskriteriet for mig var at komme op på niveau med den lækre aften sidste år hvor der var besøg af bl.a. Dying Fetus… En aften vi skamroste og gav fulde 5 stjerner ud af 5 mulige. Og vi kom næsten derop igen.
Denne torsdag aften var der igen besøg fra det store udland, og vi skulle forkæles med fire bands og deres forskellige tilgange til den progressive og tekniske dødsmetal.
Rivers of Nihil var de første der indtog scenen. Med deres maskingevær lign. lyd fra guitar og stortrommer, bankede de deres progressive dødsmetal ud i hovedet på et tæt pakket VoxHall.
Den gode og rå growlvokal fra Jake Dieffenbach var en lækker start lydmæssigt på hvad vi kunne forvente os af ren rå ondskab pakket ind i lækre tekniske detaljer.
Den rå ondskab fra deres barske tunge lyd blev til tider afbrudt af de smukke stille drømmene passager, som lød helt fantastisk på VoxHall denne aften. Og det anerledes og lettere vovede element River of Nihil bruger med at have saxofon indover nogle af numrene fungerede også helt perfekt live.
Rivers of Nihil gav os en god start på denne aften. Mine forventninger var indtil videre indfriet. Men kunne de blive ved med det?
Svenske Soreption var de næste der skulle overbevise os om at VoxHall havde skabt en ny mindeværdig aften.
Soreption’s tilgang til genren er en helt anden. Det er total smadder ud i fjæset på os. Og det skal jeg da så også lige love jer for at vi fik.
Soreption leverede en tung gang smadder-kræs til os. Lyden var ond, og den store frontmand Frederik Söderberg stod nærmest som en
stenstøtte og nedstirede folk mellem sine vokaludbrud af lækker hæs growl. Hans specielle ticks-lignende bevægelser med hovedet i takt med rytmeskift var nærmest hypnotiserende.
De velspillede guitarsoloer fungerede næsten bedre live end på studiealbum. De var så smukt syngende, og lagde sig nærmest som en dyne over publikum.
Og de frække tunge temposkift de har i en del af deres numre var bare et ekstra lækkert detalje-krydderi på deres live performance.
Aftenen var på dette tidspunkt ikke blevet dårligere.
Og nu mine damer og herrer… Nu var det så tid til Archspire. og her kom uden sammenligning aftenens højdepunkt.
Det var teknisk progressiv dødsmetal ud i perfektion. Det var 8 strengede guitarer, og seks strenget bas. Det var fingertapping, men det var meget mere end det.
Det var vanvittig hurtige beats, som i f.eks. startnummeret “Involuntary Doppelgänger” fra deres album “Relentless Mutation” fra 2017.
En risiko ved at køre det så hurtigt som Archspire gør, og samtidig køre fingertapping af, er at det kan komme til at virke rodet i lydbilledet. Det gjorde det få gange i løbet af deres koncert, men det er i den grad ligegyldigt når resten sidder lige i skabet.
Jeg vil også her fremhæve frontmanden, som hedder Oliver Rae Aleron. Han var absolut aftenens mest blærede forsanger. Han var sindssygt dygtig. Han growlede, og samtidig kunne han fremtvinge et ord pr. beat når det gik stærkt. En imponerende teknik at synge så vanvittigt hurtigt. Og så derefter slå over i de sygeste hårrejsende screams. Og ud over det havde han masser af overskud til at joke og skabe en fed kontakt med publikum.
Det musik som Archspire leverede for os denne aften var nærmest musikalsk kunst. Musik der burde udstilles på Louvre.
Og når man er et så progressivt band som Archspire, beder man selvfølgelig ikke publikum om et circle-pit… Nej nej… Der blev bedt om et triangle-pit, selvfølgelig.
Jeg kunne blive ved med at rose Archspire til skyerne, men vi skal videre til aftenens hovednavn.
Revocation gik på som de sidste, og jeg var mere end spændt på om de kunne tage teten fra hvor Archspire slap.
Revocation har en noget anden lyd og tilgang til den tekniske dødsmetal. De er lidt mere thrashy i lyden, og til tider endda melodiske også.
Groovy rytmesektioner kommer der også indover.
Min begejstring faldt desværre end smule da de gik på. Jeg syntes de virkede lidt fraværende, og kørte den meget på rutinen i starten. Jeg tog faktisk mig selv i at stå og kede mig til tider.
Bevares, numrene blev eksekveret til perfektion. Men midt under koncerten, da de bl.a. proklamerede at de skulle optage en musikvideo til et nummer på aftenen, var det som om det hele vente. De voksede med opgaven og blev mere nærværende, og koncerten blev bedre og bedre.
Og det efterfølgende instrumentalnummer “Ex Nihilo” som er en teknisk lækker sag, holdt 100% live, og derefter var jeg solgt resten af koncerten.
Showet var smukt, med et perfekt lækkert lysshow, og de smukke guitarsoloer der blev fremført, var nærmest forføriske i lyden.
Om skrup af musikken var en hentydning til at aftenen skulle have været en drøm for os, ved jeg ikke, men The Chordettes “Mr. Sandman (Send me a Dream)”, var en fin beskrivelse af hvad VoxHall havde givet os denne aften.
En næsten perfekt aften med teknisk dødsmetal i fire forskellige variationer.
Om denne aften nåede op på niveau med sidste års lækkerier fra Dying Fetus koncerten, er jeg ikke helt sikker på… Men det var i hvertfald tæt på.
Jeg bliver nød til at smide 5 ud af 5 stjerner afsted til denne aften.
Tak VoxHall, endnu engang. 🙂
Af Fravn