I lørdags vente MØL hjem til Aarhus, efter at have turneret lidt rundt udenfor landets grænser.
De var ikke alene. Med sig som co-headliner havde de gutterne fra CABAL. Så vi tænkte at det var en aften vi hellere måtte dække, da vi havde store forventninger til begge bands.
CABAL var de første der gik på, og de skulle forsøge at få banket en gang voldsom smadder ind i hovedet på folk i et pænt fyldt RADAR.
Jeg oplevede CABAL live første gang ved Prime is Coming i februar. Der var de egentlig ok fede, men de har udviklet sig meget på denne tid op til i lørdags. Jeg ved godt at scene og lydudstyr var noget andet ved det lille setup de havde i februar i forhold til det der var her på RADAR, men alligevel. De lød bedre, virkede mere sammenspillet… Mere komplet i lyd og fremtoning.
En koncert med CABAL er ikke noget overflødighedshorn af farver og striber. Det er mørkt og dunkelt i lyssætningen. Det truende mørke bliver kun sporadisk brudt af stroboskoplysets blændende blink. Når CABAL spiller er der ingen glæde. Kun gennemsyret ondskab. Men på den fede måde selvfølgelig.
Vokalen var bedre og mere dyrisk. Det var generelt en meget positiv oplevelse, og et glædeligt gensyn.
Der var flere moshpits i løbet af deres koncert, og publikum var generelt med bandet fra start til slut.
Koncerten blev afsluttet med en lækker liveudgave af monsterhittet “False Light”.
Nu var det så MØL’s tur til at gå på scenen.
Med introen på deres store hit “Storm” fra debutalbummet “Jord”, som lyder vældig meget som de velkendte toner fra Twinpeaks, gik de på scenen.
Nummeret blev spillet ud i salen med en overlegen og lækker atmosfærisk lyd, hvor jeg slet ikke er i tvivl om at MØL også er blevet bedre. De er blevet bedre både lydmæssigt og leveringsmæssigt. Det var min tredje MØL koncert, og uden diskussion den bedste.
Vokalen fra Kim var denne aften både skræmmende og forførisk på én gang. Han lød godt nok lidt hæs mellem numrene, men hvis det er det der skal til, må han for min skyld gerne tilrende sig en kronisk forkølelse 😉
MØL var på hjemmebane denne aften. Det kunne mærkes både på bandet og på publikum. Det hele gik, i min optik, op i en højere enhed.
MØL var rå når de skulle være rå, og de var smukke når de skulle være smukke.
For første gang lykkedes det dem at fange mig i deres univers af skønhed og pinsler, og jeg var bjergtaget, og ville bare gerne have mere.
Tak MØL. I er sgu nok ved at få en ny fan herfra.
Af Fravn