Svartsot – Kulisselageret 25. august – anmeldelse

I forbindelse med middelalderfestivalen i Horsens, skal der jo også være lidt god musik for øregangen hos det metalhungrende folk.
Det sørgede “Hard Rock Horsens” for kunne ske, da de bookede Svartsot til at komme forbi Kulisselageret med deres middelalderlige folk metal. Det var som skabt til denne festival i Horsens.

Svartsot gik på scenen kl. 22.45 lørdag aften, og jeg vil sige med det samme, at det blev en helt forrygende fest for et godt fyldt Kulisselager i Horsens.
Jeg vil starte med at sige at Kulisselageret’s lyd aldrig fejler… Til trods for de intime rammer på det lille spillested, så er der en fantastisk god lyd. Og den blev udnyttet til det fulde med alt fra guitar, trommer, til fløjte og sækkepibe.

Det 6 mands store orkester stod lidt tæt pakket på den lille scene, men det var fuldstændig ligegyldigt. De formåede stadig at skabe et show, både med lækker musik, sjove og underholdende anekdoter, samt rå vildskab… Alt udført med et dejligt glimt i øjet. Bandet havde tydeligvis en fest, og den smittede hurtigt af på publikum, som fik hvad de kom efter.

Hele herligheden startede ud med “Jagt”, efterfulgt af “Dødedansen”…. Midelalderfesten var i gang.
Frontmand Thor har en fantastisk evne til at skifte mellem den dybe growl og de høje forvrængede screams. Det er pisse godt.
Og til dem der ikke har hørt Svartsot endnu, så få det gjort. Den gode heavylyd kombineret med den melodiske guitar bliver krydderet godt med fløjte, sækkepibe og mandolin. Og det hele gik bare op i en højere enhed denne aften i Horsens.

Deres sæt sluttede af med den hyggelige fortælling om “Kromandens Datter” og den livlige “Skønne Møer” inden de forlod scenen…. Selvfølgelig blot for at komme tilbage og spille et par yderst veloplagte udgaver af “Midsommer” og selvfølgelig “Gravøllet”.

Der var intet at sætte fingeren på denne aften. Svartsot leverede den fedeste koncert, fuld af energi.
Tak til Svartsot, og tak til Hard Rock Horsens for denne middelalder aften på Kulisselageret.

Fem ud af fem fede stjerner kaster vi efter disse mestre i middelalder folk metal!!!

Af Fravn