Desdemonia – Anguish – anmeldelse

Luxembourg er måske ikke det land i verden der har gjort sig mest bemærket med deres metalscene men lidt sker der da dernede. Det er Desdemonia et fint eksempel på, som her er klar med deres fjerde fuldlængdes album der udkommer på danske Mighty Music d. 23 marts.

Bandet gør sig i groovy death metal med thrash metal inputs her og der. De har fokus på melodier og på at få det hele til at svinge. Der er dog også mere aggressive tilsætningsstoffer i den tunge salami, men man skal ikke forvente at få blæst hovedet af i vrede og brutale udskejelser. Det behøver man nu heller ikke altid, bare fordi vi snakker dødsmetal, og så længe man som lytter er underholdt, er det jo det vigtigste. Og det vil jeg sige, man til dels er igennem de ni skæringer der udgør ”Anguish”.

Desdemonia benytter sig af alle kunstens traditionelle virkemidler. Solidt guitar-arbejde med fine riffs, gode soloer og harmoniseringer de rette steder, trommespil med pondus i og masser af energisk dobbeltpedal, rå growl og tilpas med alsidighed i tempo og sangskrivning. Det er på ingen måde originalt og den dybe tallerken bliver ikke genopfundet eller fornyet, men det gør sig ganske glimrende i helheden, og der er flere af sangene, der sidder i hjernebarken efterfølgende.

‘Weakness’, ‘Cross the Line’, ‘Revenge’, ‘Deceiver’, ‘Abysmal’, titelnummeret og åbneren ‘Reaper of Souls’ er alle ret velklingende hymner, der kan få det til at rykke lidt i banditten, og den tunge produktion fra Fredrik Nordström klæder Desdemonia’s univers.

Men selvom ”Anguish” er en generel fornøjelig oplevelse, er vi altså ikke oppe i topkaraktererne. Der mangler alligevel en håndfuld stærke krydderier for at gøre albummet til et, man bare må og skal eje i samlingen. Alt i alt er der god underholdning at hente, og skal man bare have noget melodisk og groovy død at drikke bajere til eller som et ekstra energi-spark midt i forårs-rengøringen, er skiven her nu et ganske fornuftigt bud i højtalerne.

Af Skousen