I 2017 har Crocell bl.a. fejret sit 10 års jubilæum ved at indspille det femte studiealbum, ”Relics”, som udkommer på aarhusianske LongLife Records den 16. marts 2018.
Efterhånden som medlemmerne i den aarhusianske dødsmetal-maskine bliver ældre, træder systemkritikken og verdensleden tydeligere frem i lyrikken og musikken, der vrænger skarpere og skarpere ad en verden i frit fald. Crocells death metal er ikke for sjov. Det er en lige højre til en verden, hvis potentiale ødelægges af magtelitens inkompetence.
Vi har nu lyttet til dette kommende album “Relics”, og det er vel en god blanding af 2/3 black metal og 1/3 death metal.
Det satte med det samme denne anmelder på en prøve, da black metal aldrig har været min stærke side.
Så kan man jo så diskutere om det er smart at sætte mig til at anmelde et album, hvor største delen består af netop black metal?? Tjah…. Det kunne det godt. For jeg må sige… “Crocell, motherfucking Crocell….. I har sgu taget min black metal mødom” 😀
Det her er faktisk et fedt album… Det er gennemsyret af iskold ondskab, og det er gennemsyret af den had de tydeligtvis har overfor det tyranni som de mener styre vores verden direkte i afgrunden.
“Relics” er et fedt black/death metal album, som faktisk passer rigtig godt til dem der elsker genren, men også til dem der aldrig rigtig har dyrket black metal. Det rummer alt den specielle stemning og magi der kommer ud af black metal, når de ekstrem hurtige beats køre sammen med den specielt syngende guitar, som er to af de tydlige kendetegn for black metal.
Men samtidg kommer der de gode breaks med tonser riffs, som kendetegner death metal genren. Dette album er et godt bevis på at Crocell mestre disse genre, og formår at passe dem ind i hinanden, så det hele går op i en højre enhed, og fuldender numrene, så de virkelig bliver lyttervenlige på den fede måde. Og med det mener jeg, at Crocell rammer den magi og uhyggelige stemning, der drager dig ind i mørket, og samtidig får du de lækre riffs med et snert af groove. Pisse fedt.
Specielt et nummer som “Last Dawn Duet”, som er en tung knogleknusende satan, og meget deathmetal baseret. Ca. 4 minutter inde i nummeret slår de over i de hurtige beats og den syngende guitar, og med ét bliver du ramt af den dragende stemning fra black genren. Super fedt og facinerende at høre hvordan et nummer på et splitsekund kan skifte atmosfære pga genreskift.
Også numre som “Once Called Slaves”, “Tombworld” og Liar’s Labyrinth” har disse skift mellem black metal’s intense univers, og de 
karakteristiske breaks af lækre death riffs.
“Conqueror’s Tyranni” vil jeg kalde et decideret smukt nummer (hvis det er muligt indenfor balck gernen). Det er dragende ad helvede til, og du bliver totalt forført, alt imens du synker ind i deres grumme uhyggelige univers.
Albummet slutter af med “World at It’s End”. Et flot instrumental nummer der får én til at tænke over hele budskabet i dette album.
Til at starte med tænker man lidt Kaare Norge på guitar….. Men når så munterheden forsvinder fra dit sind i takt med dysterheden i nummeret tager til, tænker du “hvor er denne verden på vej hen”… Og her rammer Crocell dig med deres budskab. Angsten for at verden, som vi kender den, stille forsvinder som nummeret roligt lukker ned, og stilheden indtræffer…..
Det er sgu dybt… Og samtidig tankevækkende.
Tak Crocell, for et fedt og flot album… Et album der samtidig sætter tanker igang.
4 ud af 5 stjerner skal de have for dette.