Dawn Of Demise – Hate Takes It’s Form – 10 års jubilæums tour

Den 16. september var Dawn Of Demise et smut forbi Aalborg. Der var lagt i ovnen til det helt store brag af en hårdtpumpet koncertaften. Det var Platform 4, der i samarbejde med Aalborg Rock & Metal, lagde lokaler til en god gang blandet dødsmetal.
Men inden Dawn Of Demise gik på scenen var der support fra bl.a. københavnske Electric Hellride, og de netop genopståede Aalborg drenge fra Ferocity.

På slaget 20.00 indtog Electric Hellride scenen. De er albumaktuelle med deres seneste album “Praedam”, der er en satans god blanding af Thrash og dødsmetal. Faktisk et rigtig fedt album, som jeg er sikker på vi snarest vil anmelde her på METALTONE.DK
Der blev da også spillet en del fra det nye album, hvad undertegnede og de få fremmødte der var i starten, nød godt af.
Heldigvis kom der stille og roligt flere og flere folk til i løbet af de ca. 40min. deres sæt varede. Men det er nok også lidt tidligt at starte allerede kl. 20.00, hvilket var en aftale i samarbejde med High Voltage Aalborg, så Dawn Of Demise kunne slutte af inden de gamle Thrasere fra Artillery skulle spille på netop High Voltage Aalborg.
Men tilbage til Electric Hellride, som skal have ros for en energi og spilleglæde. De nedlagde totalt Aalborg fra start, og det føltes som at blive kørt over af et bulrende damplokomotiv. Specielt med nummeret “The Ghost Army”, som har så meget spooky stemning over sig. Det er ondt og grimt på den virkelig fede måde.
De er et fedt liveband, og der er en super fed stemning over deres numre, både på studie albummet, men bestemt også live.

Med en mindre forsinkelse gik byens børn fra Ferocity på scenen. De har ikke optrådt live de sidste 3 år, hvor “dyret” vel nærmest har lagt i dvale. Men jeg skal sataneme love for at “dyret” blev vækket til live denne aften. Efter en kort dyrisk intro brød helvede løs i Aalborg. Der skulle ikke mange riffs og slag til at rusten var banket af gutterne på scenen. Kun den growlene frontmand så ud til at have lidt svært ved at komme igang… Men tilgengæld fejlede hans dybe onde growl intet.
I mellemtiden var der også ved at være kommet godt med folk til, og de blev hurtigt fanget i Ferocity’s net af vanvittigt hurtige taktslag og guitarriffs (for satan de spiller hurtigt!!!), som løbende blev afbrudt af langsomme og modbydeligt tonstunge sekvenser. Jeg er faktisk tæt på at sige, at taget i betragtning af at de ikke har stået på en scene i 3 år, var dette tæt på at være en magtdemonstration ud i den kompromisløse gren af dødsmetal.
Vi er i hverfald nogen der nu sidder med et stort ønske om at opleve Ferocity på nogle af næste års metalfestivaler. Og fuck det…. De ville fanme klæde Pandæmonium scenen på Copenhell. Hørte I det der ovre på Refshaleøen?? Frem med kontrakthæftet 🙂

Ca. 22.15 gik aftenens hovedpersoner på scenen. Dawn Of Demise er en hel anden slags dødsmetal en Ferocity. Det er groovy, og vel nærmest på grænsen til progressiv død. Der er så mange breaks og finurligheder i deres numre, at de bare er vanvittigt spændende at lytte til. Pludselig køre trommerne nogle skæve beats, og guitaren kommer med i de fedeste riffs. Og så må vi lige nævne at Bastian Thusgaard sad bag tønderne denne aften. Og hvor er det da bare, et eller andet sted, pisse irriterende at se hvor cool han sidder der bag og køre de ondeste og fedeste trommer igennem, som om det da er det letteste i verden. 😉 . Kan man sige at han nok er en af Danmarks bedste trommeslagere?? Ja, det kan man sgu godt.
Nå, men med Dawn Of Demise ved du sgu hvad du får… Det er “Metal og bajere måderfåkker”, som den gode Scott siger det. De er pisse fede, og til trods for at det (næsten) kun er de 2xJensen der har hår på hovedet, så er der sgu dømt hår for alle pengene på scenen. De kan få enhver kvinde med respekt for eget garn til at blive vanvittigt misundelige.
Salen var godt fyldt under deres koncert, og de havde ingen problemer med at få folk med. Det blev en fest, og der var en fantastisk stemning. Og det var generelt for hele aftenen. En hyggelig og super stemning. Kæmpe ros til Aalborg Rock & Metal…. Det var sgu godt arbejde 🙂
Dawn Of Demise kom, så og sejrede for fedt i Aalborg. Next up er det Horsens der kan nyde godt af dem. Det er den 30. september de spiller på Kulisselageret med support af Prevail.