Vulvatorious – Copenhell 2025

Photo: john-son

Vulvatorious – vikarerne i helvede…

Som flere sikkert ved, så skulle Myles Kennedy havde stået for underholdningen fra scenen onsdag eftermiddag – men en tourbus der brød i flammer, satte en stopper for dette – og så fik Copenhell trukket Vulvatorius ind i programmet i stedet for – det var selvfølgelig også nemt, når nu bandet skulle spille på den rullende scene under festivalen.

Hvis man husker tilbage til sin skoletid, så var det ofte, når man havde vikarer, at der skete noget helt andet, end hvad der var planlagt og forventet – og sådan kan man også roligt beskrive, hvad Vulvatorius kom med til deres vikar tjans.

Sidste år kunne man også opleve Vulvatorious på Copenhell, da de spillede på Pandemonium – og i år var de så opgraderet til Hades scenen – og der var blandt publikum masser, der snakkede om at de havde set dem sidste år – og derfor havde søgt til Hades denne tidlige eftermiddag – og der var tydeligvis kommet flere med, for der var et pænt fremmøde foran scenen.

Photo: john-son

Kender man Vulvatorious, så ved man at bandet i høj grad tegnes af den meget karismatiske frontkvinde i form af Ditte Krøyer, der også denne dag var den aktive del af bandet – med en evig bevægelse på scenen – og undervejs også en tur ned i fotograven og op op hegnet ud til publikum.

Vulvatorius kommer med deres blanding af noget punk, dødsmetal og alt det midt imellem – og det er den perfekte blanding til at skabe en fest på førstedagen af Copenhell.

Skal man sætte en finger på noget, så må det være at når man har så markant en frontkvinde – og resten af bandet er så statiske, så kommer helhedsindtrykket til at mangle lige det sidste – men festen fik de bestemt startet med maner – og med en optræden på Pandemonium sidste år – og Hades i år… ja, så kunne det da være at de skulle en tur på Helviti næste gang de kommer på plakaten?

Selvfølgelig var det ærgerligt at Myles Kennedy måtte melde afbud – men med sådan en vikar, ja, så blev Copenhell bestemt sparket i gang med maner.

Tekst: Martin Hildebrandt