Vi har fået et nyt og meget interessant metalband i DK – Mezmerizer. Arh, nyt og nyt. Bandet har egentlig været her siden 2009. Det blev stiftet i Odense, mest af alt som en musikalsk legeplads, hvor metalmusikere fra Odense kunne prøve ideer og koncepter af. Hvad man nu lige havde af ideer, blev leget med her. På den måde har musikken også ændret sig, og varieret en del gennem årene.
Men efter frontmand Michael Bastholm Dahl forlod Artillery, har der været fokus på at finpudse og ramme det som skal være Mezmerizer fremadrettet. Og det er der nu kommet et spændende debutalbum ud af. “Whispers of Leviathan”.
Og hold da op, et album. Du bliver underholdt igennem 12 meget forskellige numre. De er forskellige, men dog med samme fingeraftryk. Et aftryk der tydeligt vil få dig til at lytte – til at tænke – og til at føle musikken.
Jeg har nu lyttet det igennem 10-12 gange, og jeg finder nye ting i det hele tiden. Nye ting i dette yderst interessante univers som Mezmerizer gerne have os draget ind i. Og det bliver vi når vi lytter til det. Vi skal lige have det næste med – og det næste også.
Det er en musikalsk rejse, med til tider undertoner af thrash, heavy, samt en progressiv tilgang til det. Når jeg høre numre som bl.a. “Without Origin”, får jeg små associationer til Devin Townsend. Store ord, ja. Men det er det jeg bliver ramt af.
Og så har jeg allerede fået en personlig favorit på albummet. “Wreckages of Creation”, er en tung progessiv satan, pakket ind i den melodiske tilgang til helheden.
Generelt er albummet smukt, velkomponeret, heavy, og ikke mindst udfordrende. Efter åbneren “Nadir of Guilt”, som er den svageste vogn af et ellers velkørende heavy tog, tager det hele fart, og Mezmerizer ser sig ikke tilbage, eller halter på noget tidspunkt i løbet af de sidste 11 numre.
Et stærkt debutalbum!! Jeg glæder mig til at se dem når de forhåbentlig indtager metalscenerne rundt om i landet i løbet af 2025.
/Fravn