I år præsenterede Aalborg metalfestival en stor bunke danske bands, der udsolgte både oneday tickets og partout. Et år, hvor økonomien formentlig har tjent godt af bands, der alle kommer indenfor den danske landegrænse og som kan tænkes at kunne realisere et stærkt line up næste år.
Jeg nåede desværre ikke at overvære Vægtløs om fredagen. Det var ellers en stor dag for bandet. En milepæl. En drøm. Som de selv siger: ”We still can’t believe we actually played this festival, which we have been going to since we were kids”. Vægtløs erstattede Lightchapter, der dagen forinden afmeldte grundet diskusprolaps.
Steel Inferno 5/5
Jeg begynder med en overfladisk betragtning, for Lars Lyndorff giver mig ekstremt meget Heino og Jøgge vibes, altså Polles bedste og værste venner i Polle Fiction. Når det så er sagt, så leverer han foruden humor også fart og energi, selvfølgelig. Sammen med det øvrige af bandet. Hvor den unge vokalist Chris Rostoff, der i øvrigt kun har været med i bandet siden 2020, udstråler kæmpe trivsel i lige netop det øjeblik han er i. Jeg selv har åbnet min verden mere og mere for genren og var særdeles underholdt lige fra begyndelsen, hvor speedmetalbandet Steel Inferno fængslede mit fokus i retning af dem selv, helt indtil og efter bandets sidste sang.
Bloodgutter 4/5
Et dødsmetalband, der kun netop har eksisteret siden 2019, men som bryder sig fremad og i gennem akkurat som Akebono Tarō, verdens måske mest kendte sumobryder. Jeg kan sagtens forestille mig gedemanden Bloodgutter fra Diablo med en vokal som Mikkel Lau, der jo netop forekommer dyb monstrøs. Derudover består bandet af NP Nielsen på trommer og Martin Sørensen, hvor sidstnævnte sammen med bassisten Bjørn Jensen, senere skulle optræde med Dawn of Demise, som de selv grundlagde i 2004. Bjørn spiller herudover også i Temple of Scorn, så han har sguda rigeligt at se til. Især når han formår at være med til at gøre begge optrædener så pissefede denne selvsamme aften.
Forinden Solbrud gik på, måtte jeg udenfor og ryste den sidste hede af, som Bloodgutter havde præsteret at lægge tykt og tungt henover publikum. Tiden går altså prompte sådan en aften i metallens navn, hvor glæde og lettere beruselse fjernstyrer sindet som en Traxxas Rustler.
Solbrud 4/5
Solen brød aldrig i gennem, da Solbrud spillede. Tværtimod lå der en tyk tåge hen over scenen gennem hele koncerten, hvor fotograferne kun kunne drømme sig til hvilke fede skud, de kunne have fået i kassen. Men hvad kan man forvente af dette forrygende og næsten klichéagtige black metal band? Når en af deres fedeste sange hedder ’Tåge’. Jeg sagde NÆSTEN klichéagtig, hvilket af alle de øvrige black metalbands, jeg holder af er noget helt særligt. For foruden at gennemtåge koncertsalen, blev jeg i hvert fald tvunget til at opleve ved hjælp af andre sanser end synet. Og det virkede godt, for jeg tog mig selv i at svæve lidt og miste bevidstheden ind i en helt anden dimension igen. Mørkt, æstetisk og henfaret hinsides til dødemandsbjerget. Men kun for en kort stund. Lidt samme virkning som Grift havde på mig, da de spillede på Tusindfryd.
Åhh Tusindfryd, hvad skulle vi dog gøre uden jer her i Aalborg. Må i forblive for altid.
Panzerchrist 4/5
Panzerchrist manglede på scenen i et helt årti. Så det er igen forholdsvist nyt for dem, hvilket man ikke skulle tro, da de stod solidt forankret, men ikke desto mindre sammenhængende i deres udtryk. Den nye forsanger Sonja Rosenlund Ahls gav den max med sine dreads flyvende rundt, som i en propel på en Tupolev Tu-114. Verdens hurtigste propelfly. De øvrige i bandet rørte sig langsomt og afslappede. De var tilregnelige. De var næsten lige så døde, som den musik de spillede. Men sandheden er, at Panzerchrist gør det mesterligt og brutalt efter min mening. Hvor krig, død og ødelæggelse skildres, ligesom man skulle forestille sig det kunne være i realiteten. Og lad os så lige, når jeg nu nævner det, sende vores tanker ud til alle de krigsramte i øjeblikket. De der lever i en verden, hvor død og ødelæggelse bruges bogstaveligt og ikke som en måde at fortolke i metalgenren.
Jeg missede desværre Maceration, da jeg efter en intens optræden i karaokebaren, havde brug for en større pause. Men hey! Et super godt initiativ med karaoke under festivalen og mellem koncerterne. Så kan man selv få lov til at shine for en stund.
Dawn of Demise 4/5
Forhelvede hvor var det altså bare fedt. Og sikke en fødselsdag hele koncertsalen formåede at afholde for Astór, der jo på denne dag fyldte lyvertyve år. Salen var rødglødende og inficeret af glade gæster med fødselsdagsflag i hænderne. Dette øjeblik var en hyldest stund. En stund, der virkelig demonstrerede støtte og tilslutning. Og fokusset, der var i ensretning, men hurtigt skiftede til kaotisk massesammenstød, da koncerten rigtig var i gang. Det her er fællesskab, det er musikalsk magi og intimitet. Dette er AMF, når det er bedst. Og her går vi dødelige sammen mod dødens morgengry, når vi fester til langt ud på natten. Dawn of Demise præsterede, som de jævnligt gør. Stadig lige så udholdende som da jeg så dem første gang. Hvor jeg tænkte over netop dét. Min pointe er, at nok er det tunge våben de spiller med, men det forhindrer dem aldrig i at tonse igennem energiske, nærværende og selvsikre.
Konkhra 5/5
Konkhra, er et selvproklarmeret extreme metal band etableret i 1990. Jeg har faktisk aldrig rigtig lyttet til Konkhra af eget initiativ, men bed først mærke i Anders Lundemarks vokal, da den fremstår meget dyb, hvilket jeg finder særdeles tiltalende i metal. Derudover udstråler de mærkbar spilleglæde og har en nævneværdig publikumskontakt, der virkelig bare får os med helt op på scenen. Og så er de sgu også lidt groovy indimellem, hvilket fungerer ekstremt godt. Navnligt live. Hvilken tilfredsstillende måde at slutte fredagens program. Og nogle af os er helt blæst, men vi afventer, for i morgen er en ny dag her til Aalborg Metalfestival. Og vi studser over hvor hurtigt tiden føles at flyve afsted. Som om den fik et lift videre af en meteorit. Men når alt kommer til alt er det jo fordi vi hygger os og alt er helt fantastisk.
/ Iben Neergaard