Om lørdagen valgte jeg at gå på kompromis med mit behov for ekstra tid til mig selv og samtidig møde ind til de bands, der virkelig betød noget for mig at opleve. Og jeg kunne simpelthen ikke strække den mere ved Arcane Order. Så jeg smuttede forbi Rema, købte en gåbajer og så bare afsted. Ikke at de tre første bands ikke er værd at se, men jeg valgte at lægge mit fokus senere på dagen, også for at kunne bevare koncentrationen, da jeg dagen forinden erfarede at, jo senere det bliver, jo mere distræt bliver jeg og desto mindre dybdegående bliver jeg i mine refleksioner og observationer.
Jeg dukkede op mens Lifesick spillede, men synes det ville være utilstrækkeligt til en helhjertet anmeldelse, når det kun var knap halvdelen af koncerten jeg kunne vurdere.
Arcane Order 4/5
Jeg bemærkede Kim Sternkopfs blodårer, der sprang udstående i panden på ham og flugtede sig omgivet og mellem tusindvis af svedkrystaller, netop fordi han gjorde en ihærdig indsats, engagerede og indlevede sig, så det stod tydeligt i hans ansigtsudtryk. Det er næsten ikke en overdrivelse, for man kan altså tydeligt se, når en musiker har spilleglæde. Og bandet behøver nødvendigvis ikke være blandt favoritterne, før det smitter af på en, tværtimod. Kim Sternkopfs kom til som vokalist i 2021. Han er forsanger i MØL på én og samme tid. Det øvrige af bandet består af trommeslageren Bastian Thusgaard, der både styrer trommerne i ikke bare Arcane Order, men også svenske Soilwork og Dawn of Demise. Herudover har vi bandets grundlægger, sangskriver og leadguitarist Flemming C. Lund og guitarist Kasper Kirkegaard. Selvom bandet måske ikke er blandt dem, jeg vil sætte på anlægget derhjemme, så nød jeg at betragte dem. For kan se det i deres øjne. Gnisten for musikken. Brændende og intense. Denne udstråling, som jeg havde bemærket flere gange før på denne festival.
Hatesphere 5/5
Og netop denne udstråling ser jeg kulminere her til Hatesphere. Jeg har taget mig selv i ved flere lejligheder under Hatespheres koncerter at stå med en følelse af henrykkelse og beruselse. Jeg mener ikke beruselse i alkoholisk betydning. Selvom det jo meget vel kunne være, taget omstændighederne i betragtning. Men en beruselse, hvor energien og glæden smitter i sådan en grad at, alt hvad der eksisterer bare er os her i salen. I et fremtidssikret fælleskab. For musikken og miljøet dør aldrig ud. Det skaber en synergieffekt, hvor vi alle anerkender øjeblikket. Og det er netop dét det kan og dét vi har tilfælles. Og det mærker jeg her til Hatesphere, hvor alle i bandet samtidig forstår at præsterer ud til os og mellem hinanden. Og det kom næppe som en overraskelse, da Hatesphere accelererede i topfart lige fra start. Med massere energi, indlevelse og god stemning. Med Mike Park, der rutineret smadrer løs på trommer og etablerer et teknisk solidt grundlag, der hastigt, som Aladdin og hans flyvende tæppe og sammen med bandet, bærer publikum gennem mere end en times velspillet, vellydende og medrivende koncert. Og så selvfølgelig Peter Lyse Karmark, en udholdende og smilende leadguitarist og efter min mening en af de mere udtryksfulde guitarister jeg kender til. Han er altså også eneste medlem, der har været der lige siden bandets opstandelse i 2000. Bandet leverer stadig, og det går stadig lige så hurtigt og det er stadig lige så hårdt. Og jeg tillader mig at sige, at den unge og nyeste vokalist, Mathias Uldall-jessen, som også er vokalist i metalcore bandet Royal Deceit, bidrager markant til den del af det høje energiniveau og formår at motivere publikum til at lade sit legeme blive gennemrusket med bas og trommer bankende i brystet.
Saturnus 5/5
Saturn er den næststørste planet i vores solsystem, kun overgået af Jupiter. Men Saturnus var, for mig den allerstørste favorit på dette års festival. De kæmpede en brag kamp og de vandt stort. Der går lang tid imellem bands, der kan gøre netop det ved mig som Saturnus formåede denne uforglemmelige aften. Så jeg er nok lidt af en røvslikker i dette afsnit.
Saturnus havde sin pionertid i start 90’erne og derefter fremmarchede de ud gennem Danmark og til Europa, hvilket også har resulteret i at de er blevet omtalt i metalmagasiner og blandt utallige webmagasiner verden over. Det var en ubrudt sejrsgang gennem det danske land, for så nu at erobrer metalsjæle worldwide. Mit indtryk var, at de satte hele publikum i en trancetilstand med ét, hvor de med ’A storm Within’ og med en skarp intensitet, bar publikum dybt ind i tunghjertet alvor og hvert nummer blev projiceret på en måde, hvor man hæftede sig til den dystre og dødsensalvorlige atmosfære ren auditivt, men også performancemæssigt. Udseendet på folks ansigter var præget af glæde, men musikkens emotionelle substans tyngede ren meditativt. Jeg fandt mig selv stående med våde øjne et par gange gennem koncerten. Så stærkt var det. Og Thomas Jensens vokal fremstod så ukompliceret rent teknisk. En dyb og mørk growlen. Derudover består bandet af Julio Fernandez på rytmeguitar, Brian Hansen på bas, Henrik Glass på trommer, Mika Filborne på klaver og keyboard og sidst men ikke mindst Lead guitaristen Indee Rehal-Sagoo. Det var der i 1991, hvor Thomas A.G. Jensen, begyndte at lede efter folk til at opstarte et dødsmetalband. Her fandt han Brian Hansen, der tilfældigvis var på udkig efter selvsamme og umiddelbart herefter gik det ligesom bare fremad.
Jeg følte på et tidspunkt, at jeg stod i et komplekst system af stjerner, mørkt stof og interstelleart stof. Drivende omkring i verdensrummet. Nu tænker i sikkert: ”Hvad pokker har du taget?” Men sagen er den, at det var musikken, der tog mig og placerede mig i en kosmisk trafikprop i en spiralgalakse. Det er bevist at musik får hjernen til at udskille stoffer, der giver følelsen af velvære. Der er også en påstand om, at musik påvirker de neurokemiske mekanismer og at det har sundhedsfremmende effekt på hjernens kemi. Jeg er måske en utroværdig kilde i hjerneforskning, men jeg vil gerne skrive under på, at Saturnus bragte mit sind ned i en meditativ afgrund og berørte både amygdala og hippocampus.
Illdisposed 4/5
Det var svært at komme ud af, da Saturnus var gået af scenen. Og selvom jeg i pausen gjorde et ihærdigt forsøg på at distancere mig fra den intense performance og påvirkning den havde skabt, så havde jeg endnu ikke fået rystet det af mig, da Illdisposed trådte på scenen. For det kravlede nærmest under min hud.
Illdisposed spiller melodisk death med groovy tilbøjeligheder i rytmikken. Ja nu var størstedelen af de bands, der spillede dette år dødsmetal. Selvfølgelig ikke i sin reneste form. Illdisposed fik vækket publikum til live igen, da de bankede os halvt fordærvede allerede i starten af settet med sange som ’Psychic Cyclus I-III’, ’submit’, ’Dark’ og så langt videre. Og Bo Sommer, med en vokal, hadefuld og hævngerrig, brutal og aggressiv, med lave subwoofer-growl. Her får vi de her barbariske vokale lussinger, der fremstår nærmest skånselsløse og til tider fysisk umulige at fremføre. Men lytter jeg lettere kritisk til vokalen, så kan jeg også godt finde mange andre vokaler i dødsmetallen, jeg hellere vil lytte til. Men når det så er sagt, så understøttes det af resten af bandet, bestående af Jakob Hansen, der leverer de absolut fedeste soloarrangementer på guitaren, der lige sætter guf på kuglerne, hvilke giver noget af det mest fængende dødsmetal-instrumentering, jeg har lyttet til. Også sammen med førnævnte groove rytmik, som bestemt bidrager til netop det. Derudover Ken Holst, Kussen og Rasmus Schmidt, der tilsammen skaber grundlag for gentagende mosh -og circlepits gennem hele koncerten. Så var det altså alligevel ikke så slemt at se dem efter alt.
At The Gates 4/5
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke rigtig lytter til At The Gates, men det var en stor fornøjelse at få mulighed for at se dem live. En oplevelse jeg ikke vil have været foruden. Bandet er fra Gøteborg og meget vigtig for byens metalscene. Det blev dannet i 1990.
’Spectre of Extinction’ var det første nummer, der igangsatte de sidste timer af festlighederne. Med sindssyg hurtig instrumentering fra start og mange klassisk melodiske elementer med få groovy øjeblikke, der giver os alle mulighed for at headbange i fællesskab. Det var først senere i settet, jeg faldt lidt hen. Ikke grundet deres præstation og at den var mangelløs. Men bare et resultat af to dages konstant fest og socialisering. Sikke en tid det var, da man kunne være i gang i adskillige dage i træk.
Jeg kan sagtens huske den musikalske dybde de startede ud med. Og At the Gates. Endnu et melodisk dødsmetalband. Bandet jublede og var fyldt med energi, da de trådte ind på scenen. Jeg ved ikke om det var en kombination af udmattelse, eller at folk bare nød musikken mere. Men atmosfæren var mere afslappet. Der var stadig moshpits, men deltagerne var de få udholdelige, der ligesom var der fra start. Helt ustoppelige og høje af alle festlighederne. Selve intensiteten var faldet en smule. Stemningen havde ikke ændret sig og der var fuld sal. Og jeg tror i virkeligheden at folk ligesom bare stod og beundrede deres optræden. Jeg er i øvrigt vild med Tomas Lindbergs vokal, især i deres introsang fra albummet ’The Nightmare Of Being’, men også ’Death and the Labyrinth og ’Heroes and Tombs’ fra albummet ’At war with Reality’.
Herfra gik aftenen bare og pludselig var den slut. Jeg tror vi alle var trætte, men allerede længselsfulde og savnede ’for et øjeblik siden’. Nu må vi tilbage til hverdagen og endevende verden efter flere koncerter vi kan blive ved med at tage ti. Alt imens tiden bare går. Og pludselig er det næste år igen, med et nyt line up og et nyt program, som vi forventningsfulde kan se frem til.
/ Iben Neergaard