”Død eller uden synlige tegn på liv” og ” blottet for liv, aktivitet eller engagement” er hvad der kommer frem af betydninger hvis du slår livløs op i ordbogen. Dog har de fem Aarhusianske drenge en helt anden tilgang til hvad livløs kan være, for blottet for aktivitet og uden synligt tegn på liv er deres band og musik i hvert fald ikke.
I år er Livløs drengene nemlig kommet ud med deres anden fuldlængde album ”And Then There Were None” hvor de i den grad viser hvad de har brændt inde med af energi og humør, igennem lockdown og livets andre brosten på vejen. Albummet starter ud, lige på og hårdt med nummeret af samme navn ”And Then There Were None”. Her får vi hurtigt et godt billede på hvad Niklas laver i bandet. Fedt til dem der måske ikke lige har været opdateret på bandets liveshows eller sidste single de seneste par år.
Han gør det godt. Der bliver leget igennem albummet, med forskellige vokalteknikker, temposkift, og der bliver også lige smuglet en akustisk guitar med ind hist og pist. Dog er der et spørgsmål man står tilbage med, hvor er bassen? Det er tydeligt at mærke hvordan Livløs stadig ikke helt har fundet ”Livløs lyden” men det gør slet ikke noget, det handler nemlig om rejsen, ikke?
Igennem albummet bliver vi også mødt af nogle langsommere passager, hvor vi virkelig får lov at nyde de sørgmodige guitarers leg med hinanden, det er tydeligt at de har noget på hjerte. Hertil udvikler vokalen sig også, igennem flere passager, mere grædende og klistret. Men det skal ikke kun være for det sørgelige, for drengene kan fandme også sparke røv og det viser de også gerne.
Især Seize The Night går vildt for sig. Den har et helt andet tempo, anden stil, den er langt mere punket, klistret og larmende, og det er røv lækkert. Det er en helt anden vokal, spyttende, nærmest rappende. Guitarer, bas, trommer, alt er nyt og det fungerer. Det viser at drenge kan lidt af hvert og ikke er bekymret for at dele deres talenter ud.
Vi slutter albummet af, også med noget helt anderledes. The Purest Black starter ud tung tungt og der bliver igen leget meget med forskellige vokal teknikker, og det fungerer. Desværre virker der til at være noget ved mixet som forstyrrer, det er som om at Niklas står rigtig langt væk, ude på et badeværelse måske? Eller under en plasticpose? Det er ikke et problem for sangen i sig selv og det giver faktisk et udmærket vibe, når man lige hører sangen igennem et par gange. Men som afsluttende sang efter cirka 35 minutter, er det overraskende.
Alt i alt er ”And Then There Were None” et helt solid andet album af Aarhus drengene Det hele har udviklet sig mere bedrøvet, mere melodisk og mere smukt. Måske det en dag udvikler sig mere livløst?
/ Emma Nielsen
