Den 13.-14. august startede et nyt koncept. En cirkusforestilling som kombinerer metalfestival med cirkus gag og løjer. Jeg drog afsted til dette, med stor nysgerrighed på hvad der mon ventede forude – der på lige midt på Fyn ved Ringe.
Og nu må jeg ikke kalde det en festival, fik jeg besked på. Det ER en forestilling 😉 . Da jeg ankom til pladsen for forestillingen, var der ikke så mange mennesker. Jeg vil skyde på at forestillingen var besøgt af 70-80 mennesker. Men det skal jo skydes i gang, og man skal ofte give en ny mindre festival et par år – god omtale – og en helvedes masse mund til mund. Så skal det nok vokse.
På pladsen var der, udover madboder, boder hvor du kunne vælte dåser, smadre tallerkener. etc.. Som en rigtig hyggelig tivoliplads. Og det hele var selvfølgelig styret af en flok klovne. Altså dem fra cirkus, med klovnemaling i hele skærmen.
Midt på pladsen var der en lille pavillon, hvor der om eftermiddagen var en ung tryllekunster, der overraskede positivt med korttricks og meget andet. Han var blot udfordret af en god vind, der havde det med at blæse han remedier “rundt i manegen”.
Nå….. nok om gag og løjer. Der skulle jo også høres musik. Cirkus Metal har været gode til at kombinerer det lokale med det nationale. Bands man ikke rigtig havde hørt om før, som “PowWow of Disorder” med deres old school heavy, til etablerede bands som pladeaktuelle “Killing” med deres aggressive thrash metal. Og genremæssigt var det også en god blanding gennem weekenden.
Et af højdepunkterne var bestemt Ethereal Kingdoms, der spillede om fredagen, og underholdt med et flot teatralsk show fyldt med romantik, begær, samt had og selvdestruktion. Frontvokal Sofia har en fantastisk vokal med hendes operalignende sekvenser, som hurtigt bliver overtaget af et skræmmende growl.
Fredagen var ramt af lidt forsinkelser igennem showet, hvilket desværre ikke blev mindre om lørdagen. Lørdagen var fra start præget af forsinkelser, og generelt skete der ikke meget fra pladsen åbnede kl. 11, til koncerterne gik i gang sidst på eftermiddagen. Dog skal det fremhæves, at “Kalles World Tour” kom forbi, til meget stor begejstring hos de folk der var kommet ind i teltet til hans show.
Men igennem dagen var der desværre utroligt meget ventetid, hvor der intet skete. Her ville en DJ med musik over et anlæg kunne have været en fed ting, så der bare skete lidt. Jeg tænker det er en ting som Cirkus Metal folkene skal tænke over inden næste års forestilling. Sørge for at pauserne ikke bliver så lange, og uden musik. Og alle de mange forsinkelser skal også ryddes af vejen, hvilket burde være muligt med en lidt mere håndfast tidsplan.
Om lørdagen, vil jeg klart fremhæve World War 5, samt Killing. Førstnævnte bliver bare federe og federe for hver gang jeg ser dem. De spiller mere tight og bliver mere og mere aggressive i deres fremtoning og fremføring af de enkelte numre. En røvfed koncert de leverede. Killing har jeg efterhånden oplevet så mange gange, at jeg ikke har tal på det mere. Bliver det så ikke efterhånden trivielt, kunne man spørge. Men nej – Killing bliver aldrig kedelige. For det første, fordi deres musik bestemt ikke kan kaldes kedelig. For det andet fordi at de lige lægger 5-10% mere på deres live performance hver gang. Fælles for World War 5 og Killing, er at de er begge vaske ægte livebands. Tak for disse bookinger til folkene bag Cirkus Metal.
En weekend var ved at slutte. Der havde været gag – der havde været løjer – der havde været flot opvisning i både pole dance og Burlesque – og der havde været masser af lækker musik. Tusind tak til Cirkus Metal for det. Desværre var der også alt for mange lange pauser, hvor intet skete. Det må ikke ske i en cirkus forestilling. Men jeg er sikker på at de skønne mennesker bag Cirkus Metal har gjort sig erfaringer, der gør at næste års forestilling bliver super fed. METALTONE.DK er ihvertald klar til en ny omgang Cirkus Metal 2022.
/ Fravn