Persecutor Releaseparty – Kulisselageret 19. oktober – anmeldelse

Photo: Hammer

Regnen siler ned i Horsens lørdag aften, da jeg ankommer til Kulisselagret. Indendøre står den heldigvis ikke på regn, men derimod tørre tæsk fra de to lokale thrash metal bands Herezy og Persecutor.
Persecutor der er aftenens hovednavn, holder releaseparty på deres to dage gamle debutalbum ”Rebirth”. Men inden det bliver deres tur til at indtage scenen, står Herezy klar til at varme et allerede talstærkt publikum op.

Der er fart over feltet fra første tone slås an. De spiller en omgang velspillet melodisk thrash, og vi får serveret det ene fræsende riff efter det andet. Selvom bandet er forholdsvis nyt, er det tydeligt at høre at det er garvede musikere vi har med at gøre. Og de har da også rigelig med erfaring, blandt andet fra Chronicle og Lipid.
Deres numre er fængende og får hurtigt et godt tag i mig og den fremmødte crowd. Der er masser af fede soli og den cleane vokal, leder tankerne hen på Artillery. Det er en fed koncert, der eksekveres stensikkert og med en lyd i top, er vi i den grad varmet op til aftenens hovednavn.

Efter en pause med sceneskift, har de mange fremmødte publikummer i Persecutor t-shirts, fundet vej ind foran scenen. Det er tydeligt at se, at de er på hjemmebane.
Med introen fra debuten ”Rebirth” indtager de fire gutter scenen, under jubel fra crowded. Og så står den ellers på et frontalangreb på publikum med ”Burn”. Nummeret bliver dog, desværre, saboteret lidt af mikrofon uden ret meget lyd. Og som om det ikke var nok, bliver leadguitarist Benjamin Stage, nødt til at skifte forstærker efter første nummer. Det klares dog hurtigt, mens Persecutor’s egen Freddie Mercury lookalike, frontbrøler og bassist Christian Almanza fortæller et par jokes.

Photo: Hammer

Med forstærker problemerne rettet, er angrebet klar til at fortsætte, og det med bandets signatur nummer ”4 More Beers”. Der er fællessang på omkvædet, men det virker til at publikum lige skal i gang. Og det kommer de med ”Worthless”! Publikum vågner op til dåd og med dedikation starter de aftenens første pit op.
Til trods for de aggressive toner, spiller trommeslager Christopher Hejgaard, på sin vanlige afslappede facon, som altid kan trække et smil frem på læben. Entusiasmen fra bandet smitter af på publikum, som holder pitten kørende og der headbanges intenst på forreste række. Og både Christian, Benjamin og Stefan søger for, mellem hvert nummer, at skåle med publikum, mens de skiftevis får præsenteret næste nummer på humoristisk vis.
Vi er ved at nå til vejs ende, hvor vi får serveret ”A King Is Born” og den eminente ”World At War”. Og med ét er det hele slut. Det mener publikum dog ikke, som råber taktfast på ekstra nummer. Og det får de! Om det er planlagt eller det er kravet fra publikum, skal jeg lade være usagt, men vi får i hvert fald signatur nummeret ”4 More Beers” én gang til. Og hvis folk ikke var helt klar da den blev spillet første gang, er de det i hvert fald nu! Rytmeguitarist Stefan Sørensen ryger ud på gulvet og Benjamin følger hurtigt efter, hvor der er fuld smadder på både fællessang og pit! Til slut kvitteres med et stort og velfortjent bifald.
Til trods for et par små tekniske problemer i starten, har vi fået en fuld fed thrash metal overhaling med samtlige numre fra debuten, og det havde bestemt ikke gjort noget, at der havde været mere af samme skuffe!

/Hammer