Copenhagen Metal Fest 2019 – Dag 2

Photo: Hammer

Lørdag

Efter en tiltrængt nats søvn oven på gårsdagens strabadser, ankommer jeg, i det lækre sensommervejr lidt efter klokken 14. Efter en vellykket første dag på festivalen, er det nu tid til 2. og sidste dag. Og med tanke
på det høje niveau der blev lagt ud med i går, er forventningerne i top, mens jeg begiver mig op ad trappen til Beta, hvor dagens første navn skal til at gå på scenen.

Photo: Hammer

Første navn denne lørdag eftermiddag er The Petulant. Det noget sløje fremmøde, kan skyldes at folk lige skal komme sig over de værste af gårsdagens tømmermænd, for der blev gået til den! Men os der trods alt
er mødt frem, bliver hurtigt vækket, hvis vi ikke allerede er vågne. Fra første tone bliver vi angrebet af deres rå og brutale dødsthrash. Med fængende melodier, flænsende vokal samt de knivskarpe soloer, bliver vi
hevet igennem det ene fede nummer efter det andet. Bandet er energiske og vel spillende, og de får et fortjent stort bifald fra publikum, som er blevet til endnu flere gennem koncerten. Stærkt udlæg på dag 2 af CMF!

Photo: Hammer

Efter at være blevet tæsket grundigt igennem af The Petulant, går turen over på Zebu. Her skal en ny spiller på den danske scene til at betræde scenen. Archangel er navnet, og på trods af kun meget få koncerter, samt dagens debut med eget materiale, er det ikke nogen rookies der går på scenen denne eftermiddag. Med blandt andet ¾ af det tidligere Impalers, er der masser af sceneerfaring. Der er dog skiftet musikalsk bane fra thrash til horrorpunk, med inspiration fra blandt andet Danzig og Misfit. Med bar overkrop iført blod, bliver vi trakteret med velskrevne punk numre med gode melodier, og med omkvæd der kalder på fællessang. Ånden fra Misfits er der, og bliver også til 2 covernumre af netop dem. Det pæne fremmøde på
Zebu takker med et velfortjent stort bifald. Endnu en stærk koncert her på starten af 2. dagen, hvor barren virkeligt er sat højt!

Fra de 2 første koncerter, hvor tempoet var højt, er der nu tid til at skrue det ned igen. Helt ned! På scenen i Amager Bio står Grusom, som forfører os med deres stoner rock, der med de psykedeliske passager
tryllebinder publikummet på festivalens største scene. Den karismatiske frontmand Nicolaj Hoffmann fører os sikkert gennem koncerten. Folket på gulvet takker med et stort og langt bifald, efter stærk performance
af det svendborgensiske rockband.

Det rolige tempo fra Grusom bliver dog ikke videreført af næste band denne lørdag. Defacing God går på scenen på Zebu, og straks bliver vi udsat for et frontalangreb af deres onde dødsmetal. Siden jeg sidst så dem live, på Viborg Metal Festival, har de tilført hvid corpsepaint og blod, og det giver lige det sidste nøk i deres ondskabsfulde udtryk. Det raspende growl fra den kvindelige forsanger får de små hår til at rejse sig.
Men inden det hele er kommet rigtigt i gang, bliver koncerten afbrudt af brandalarmen. Røgalarmen på Zebu kan åbenbart ikke kende forskel på røg og teaterrøg. Både Zebu og Amager Bio bliver evakueret, men alle folk tager det med et smil og godt humør.

I stedet for at vente ude på pladsen på at koncerten med Defacing God bliver genoptaget, går jeg, som mange andre, op på Beta hvor black metallerne fra Sunken lige er gået på scenen. Der er helt pakket i salen,
hvor Sunken fremfører deres fængende atmosfæriske black metal. Det tynder dog ud i publikum undervejs, måske brandalarmen er afblæst? Jeg bliver dog, og sammen med de tilbageværende, er vi vidne til en god stemningsfuld black metal koncert. Bandet modtager også fortjent applaus efter det hele er slut.

Ovre i Amager Bio er det blevet tid til en omgang metalcore fra The Interbeing. Der bliver serveret en klassisk omgang metalcore med dertilhørende breakdowns. Fra min plads bagerst i salen, kan man se at
publikum kan lide hvad de får serveret. Deres energiske forsanger interagerer godt med folket i salen, som dog godt kunne være bedre besøgt.

De næste 2 navne, Ethereal Kingdoms på Zebu og Unseen Faith bliver skippet til fordel for noget velfortjent aftensmad, samt noget frisk luft. Når dog lige tilbage, til at opleve det sidste nummer med Ethereal Kingdoms symfoniske metal. Da jeg træder ind i salen, bliver jeg mødt af en sangerinde der løber rundt blandt publikum og skriger som en besat. Hun kommer dog op på scenen igen, hvor hun giver prøver på et bredt spektre af vokalteknikker. Dyb growl, skønsang og skrig i et og samme nummer. Imponerende!

Photo: Hammer

Efter deres koncert går jeg direkte til Amager Bio, hvor folk så småt er ved at indfinde sig, til dagen første hovednavn. Hvor vi havde de ældre hovednavne i går med Illdisposed og Artillery, er det i dag de nyere der
står på scenen. Livløs er det første af de 2. Fra første sekund bliver vi bombarderet med deres groovy melo-død.
Deres nye frontmand Niklas Lykke er over alt på scenen og styrer slagets gang med sikker hånd. Med ham har de fået en fuldgod erstatning for Simon Olsen! Vi bliver taget igennem en del af deres debut album Into Beyond og lidt ældre sager, men det bliver også til lidt nyt musik, som til fulde holder den høje standard fra deres debut. Livløs leverer en kraftpræstation uden lige og publikum er i ekstase og der kommer det ene jubelbrøl efter det andet. Det bliver også til en vellykket wall of death med tilhørende
kæmpe pit, samt et besøg af Casper Popp på titelnummeret fra debuten, inden det hele slutter med dagens, ja måske festivalens, største bifald. Det er fuld fortjent efter det der nok går hen og bliver festivalens bedste koncert!

Efter Livløs’s forsøg på at lægge Amager Bio i ruiner, er det blevet tid til Psy:code på Zebu. Hører de første 15 minutter, hvor der bliver delt håndmadder ud fra scenen, i form af deres metal/hardcore. Der er tryk på
og det fine fremmøde sluger det råt! Da jeg tidligere på dagen var en tur i merchboden ude på pladsen, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til Psy:code’s merch, eller nærmere prisen på det. 50 kr. for en longsleeve t-shirt og 150 kr. for en hoodie! Med de priser kan ALLE være med! God stil!
Grunden til at jeg kun når 15 minutter af Psy:code er, at genopståede Urkraft er næste navn oppe på Beta.

Photo: Hammer

Der er allerede mange mennesker da jeg ankommer, lige som bandet skal til at gå på. Og så står den ellers på melo-død, som svensken på den anden side er kendt for. Tankerne ledes hen på navne som At the Gates og The Haunted, så selv om der er lighed i musikken, gør Urkraft det alligevel til deres eget. Vi får både ”nyt” og gammelt, med tekster både på Dansk og Engelsk. Der er smæk på hele vejen igennem og højt humør på scenen, og blandt publikum. Så meget smæk på som der bør være, når det er festivalens sidste
koncert på Beta, som begge dage har lagt gulv til nogle virkelig fede koncerter!

Efter at være blevet blæst godt igennem af Urkraft, er vi nået til aftenens og dette års festivals sidste koncert. Aarhusianske Bersærk har fået æren af at lukke det hele ned på denne 1. udgave Copenhagen Metal Fest. Scenen er Amager Bio og folk er mødt talstærkt op. Bersærk tager os på en rejse igennem deres rockede univers, hvor de danske tekster er med til at give det en helt speciel feeling. Casper Popp’s karakteristiske og stærke vokal agerer guide, og crowden på gulvet rocker trofast med. Det er dømt
fællessang som til ingen anden koncert under festivalen, og bifaldene er store mellem hvert nummer.
00.15 er det slut og bandet forlader scenen, mens folk gjalder; ”ekstra nummer!” fra salen. Og ekstra nummer får vi, ja faktisk 2, hvorefter bandet modtager folkets hyldest. Værdig afslutning på årets CMF.

00.25 kommer konferencierne på scenen, takker for en god festival og lover at festivalen vender tilbage i 2020, hvilket forståeligt vækker jubel i salen. For det har været en god festival, uden nogen store problemer. Godt arrangeret, gode bands og en god location.
De musikalske højdepunkter blev leveret af Livløs, Sunless Dawn, The Petulant, Electric Hellride, Urkraft og Bersærk, for bare at nævne nogle. Men alt i alt blev der leveret på virkelig højt niveau af alle bands! Vi på Metaltone.dk ser allerede frem til næste år, hvor vi selvfølgelig igen, vil være at finde på Copenhagen Metal Fest! Tak for i år!

/Hammer