Kill-Town Death Fest 2019 – Dag 2

Photo: Hammer

“The Decompomorphosis”
Fredag
Efter noget velfortjent søvn, samt en frokost med min bror, ankommer jeg til Pumpehusets byhave ved 15 tiden. Der er allerede en del mennesker forsamlet i byhaven, hvor også dagens første navn, danske Chaotian, er i gang på den lille udendørs scene. Jeg når lige at høre de sidste par numre, af de unge gutters brutale død, som de får skudt i hovedet på de fremmødte, der kvitterer med et velfortjent bifald.
2. dagen her på Kill-town Death Fest, startede allerede et par timer før, med gratis horrorfilm-visning på Black Stage. Og de 2 første koncerter, på udendørs scenen i byhaven, er ligeledes gratis for alle, ikke kun de betalende gæster på festivalen. Godt initiativ, som giver udefrakommende mulighed for, lige at komme ind og få en føling med hvad KTDF er for en størrelse.
Sidste band på byhave scenen, inden det igen går løs indendørs, er finske Ghastly. Og der går ikke lang tid inden undertegnede er indfanget af deres onde tunge døds doom. Det er svært ikke at blive draget af deres musik, der med de psykedeliske stykker virker så hypnotiserende, at de få regndråber der falder under koncerten, ikke ænses af publikum. En rigtig god og velspillet koncert fra Ghastly!
Kl. 17 er det blevet tid til at rykke inden døre og op på anden salen, hvor Drowned fra Tyskland er klar til at indtage Main Stage. Forsangerens mikrofon mangler lyd i starten af første nummer, men det bliver hurtigt rettet så der kommer hul igennem. Og så bliver vi ellers kørt over af deres mørke doomede død, der med mange tunge passager, fremkalder synkront nikkende hoveder og knyttede nævner i vejret, blandt de folk der er mødt frem. Det fremkalder dog ikke de største bifald, men det tiltager dog i styrke som koncerten skrider frem.
Næste band er amerikanske Black Curse, og nu kommer der noget mere fart over feltet, end der har været tilfældet tidligere på dagen. I en massakre af sønderrivende riffs og maskingeværs blastbeats bliver crowden tæsket igennem deres ondskabsfulde univers. Og trods lidt tekniske problemer med forsangerens mikrofon og guitar, er det en fuldt ud fed koncert.
Derefter er det tid til Transgressor fra Japan, som spiller der første show i Europa nogensinde, og første koncert siden 2015! Selvom klokken kun lige har passeret 19, er jeg ramt af en trætheds krise, så den langsomme død og doom der bliver serveret fra scenen, kræver at der lige bliver gravet dybt i reservetanken. Heldigvis indeholder deres musik også nogle hurtigere numre samt passager, der er særdeles velkomne på dette tidspunkt.
Efter Transgressor beslutter jeg mig for, at gå en tur for at finde noget mad, så jeg forhåbentligt kan få ladet batterierne op og blive lidt mere frisk.
Tilbage igen efter en hurtig gåtur i regnen, og med maven fyldt op, går jeg direkte mod Black Stage, hvor irske Malthusian er gået på scenen. Kommer ind til en godt fyldt sal, hvor jeg lige kan finde mig en plads halvt oveni merchboderne. Fra scenen eksekveres en ondskabsfuld omgang død. Der trækkes tråde både til blackmetal og tons tungt doom, som i et fint mix giver musikken god kant.
Næste navn er Ritual Necromancy fra Portland USA, og vi bliver fra første sekund overfaldet af deres ultra brutale død. Flænsende riffs og aggressive blastbeats, gør at den forreste del af publikum ikke kan stå stille, og der headbanges samt ”choppes” i luften på livet løs. Fremmødet er også det største på Main Stage i dag, og med god grund. Folk bliver angrebet af brutal død og ødelæggelse fra start til slut, til dagens, indtil videre, bedste koncert.
En hurtigt omgang frisk luft, ude i regnen, i byhaven overstås inden det går løs på Black Stage med amerikanske Mortuous. Den lille sal er fyldt til bristepunktet og publikum er i den grad på! Mortuous spiller brutal old school dødsmetal. Crowden foran scenen går amok! Der moshes og stage dives, som er der ingen dag i morgen. Varmen i salen er kvælende og den onde kompromisløse død vælter ud over folket, og de elsker det! Mortuous overhaler dermed Ritual Necromancy indenom og giver dagens klart bedste koncert, hvor alt går op i en højere enhed!
Mortuous’ frontale angreb har suget alt energi ud af mig. Tomb Mold skippes, mens jeg prøver at overmande min træthed med frisk kølig aften luft, men jeg er på vej mod afgrunden. Får samlet mig selv halvt op og kæmpet mig op til Black Stage hvor Necrovation er ved at gå på. Når at høre et kvarter af deres beskidte kaotiske dødsmetal, inden jeg må kapitulere. Alt for lidt søvn sidste nat, har sat sine spor, så beslutter mig for at trække stikke og finde min seng, så jeg kan være ordentlig frisk i morgen.
/Hammer