Den 7. december vendte Myrkur for en stund hjem til Danmark. Hun gæstede Voxhall på hendes Europa turné.
Som support havde hun cello-fænomenet Jo Quail med.
På et godt fyldt VoxHall skulle Jo Quail stå ganske alene på scenen med sin avancerede cello, samt diverse pedaler, og fremfører noget der vel nærmest kan kaldes musikalsk kunst.
Hun bruger looping som en stor del af hendes musik. Det var meget imponerende at opleve hvor stort et lydbillede hun kunne få ud af det. Rytme- og musikmæssigt lød det til tider som et stort orkester.
Det var yderst stemningspræget af både uhygge, men også meget smukke øjeblikke.
Der kunne anes lidt af metalmusikkens undertoner i det til tider, men ellers var det meget avantgarde, og vel nærmest en slags moderne barok.
Hendes numre var forholdsvis lange. Ca. 10min var de enkelte numre på. Det var både godt og skidt. Det var faktisk meget fedt at lytte til. Lytte til de enkelte elementer og detaljer der kom til under hendes looping teknik i de enkelte numre. Men samtidig kan det godt blive lidt trivielt i de lange numre. Der er ikke de store temposkift, og ændring i detaljerne i denne form for musikalsk fremførsel.
Men Jo Quail var bestemt et interessant bekendtskab.
Så var det tid til Myrkur.
Myrkur gav os egentlig to koncerter i én. I første koncert, eller første afdeling hedder det vel, kom de ind på scenen, meget afslappet uden intro musik eller noget som helst. Musikkerne satte sig ned med deres instrumenter, og der var lagt op til det der nærmest var en akustisk session.
Første afdeling bestod af folkesange som blev fremført vantvittigt smukt og dragende. Myrkur besidder en af de smukkeste kvindelige sangstemmer jeg længe har hørt.
Det var smukt, forførisk, og nærmest rørende. Jeg ville bare lytte mere til hendes musikalske fortællinger.
Da afdelingen med folkesange var slut, forlod de scenen, og et øredøvende inferno af lyd, bredte sig uhyggeligt i salen. En stemningsfyldt seance, der efter min mening blev trukket lidt for langt ud rent tidsmæssigt.
Til sidst kom de heldigvis på scenen igen. Denne gang iklædt de velkendte hætter på musikkerne, og Myrkur havde fået hendes hvide kjole
på, og den sorte velkendte streg henover øjnene.
Den hyggelige stemning fra tidligere var væk, og de tunge dystre rytmiske lyde kom frem i skikkelse af “The Serpent”.
Anden afdeling var i gang, og nu fik det fremmødte metalfolk hvad de var kommet efter.
Myrkur’s tilgang til black metal er helt unik. Det er da også et stort diskussions emne om Myrkur er metal, eller folk.
Jeg mener hun er begge dele. Der er meget folk i det, men oplever man en koncert som denne, er man slet ikke i tvivl om at der også er black metal. I anden afdeling var der masser af black metal elementer i musikken. Men hendes stemme er bare stadig så lækker, smuk, forførende, som giver det ekstra lag af atmosfære over numrene. Om det er derfor nogen mener det ikke er rigtig black metal, ved jeg ikke. Og fuck det. Myrkur er Myrkur. Det er hendes egen stil. Det er både folk og black. Og det holder 100% live.
Det var en koncert der ramte én på alle følelser. Det var uhygge, det var det smukke, det rørende, det forføriske, det mystiske.
Man blev både skræmt, forundret, nysgerrig, og forelsket i løbet af denne koncert.
Dette var min første Myrkur koncert, men bestemt ikke den sidste. Myrkur gav mig en smuk og dragende musikalsk oplevelse. Og jeg kan kun give hende 5 ud af 5 stjerner.
Af Fravn