Stort opsat sympfonisk metal med en til tider, nærmest opera lignende smuk kvindelig vokal er der ikke meget af på den danske musikscene. Men det findes faktisk. I Silkeborg kan de bryste sig af at have ingen ringere en AKOMA. Og hvem er AKOMA?? Af dansk standard, er de et vaskeægte sympofonisk vidunder, hvis man er til den genre. De blev dannet tilbage i 2004 og har udgivet en EP “Lost Forest” med 3 numre tilbage i 2009. I 2012 udgav de et album med titlen “The Other Side”. Dette album bestod af 6 numre. I år har de så været album aktuelle igen med albummet “Revangels”. Det har vi lyttet til, og derfor kan vi også sige at de har format til at være mere i vælten end de er. Godt nok er det et smallere publikum de rammer, end hvis de spillede alm. heavy metal, men de fortjener noget credit for deres musik.
Albumåbneren “Enticing Desire” sætter hurtigt en standard for hvad man kan forvente på dette album. Det har det store flotte sympfoniske univers, spædet op med en smuk klar vokal, samt alle de traditionelle lækre guitarriffs der skal være i denne genre. Desværre begynder det at gå lidt for tungt og kedeligt i den sidste tredjedel af nummeret. Det er en flot vokal der trækker det hele ud, ja…. Men jeg keder mig også en smule.
Helt anerledes og lystigt bliver det i nummeret efter. Titelnummeret “Revangles” er noget der lyder som om at inspirationen er hentet fra Nightwish, hvilket bestemtikke gør det dårligt. Det er et flot sympfonisk og meget melodisk nummer, med en cachy rytme der fanger, og som man husker efterfølgende.
“Change of Propensity” åbner bogstaveligt døren op for en magisk verden. Nummeret er en rejse ind i en verden af eventyrlige proportioner. Og det er jo netop det der er hele esensen i denne type musik. Det er at ramme lytteren på de følelser der får dig hen i det totalt ukendte. Bare for en stund…. Og det formår AKOMA. De formår at skabe en stemning med meget af deres musik, som giver lytteren en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. (Lyt f.eks. til deres nummer fra 2009 “Lost Forest”)
Når jeg lytter til et nummer som “Mesopotamia” kan jeg ikke lade være med at tænke, hvorfor jeg ikke har hørt om AKOMA før?? Hvorfor er 
de ikke meget mere rundt på de danske scener at spille?? Kan der virkelig være så få i Danmark der lytter til sympfonisk metal, at de ikke er mere derude?? Eller…. er det mig der har snork sovet i timen, og bare først opdager dem nu?? Hmm….
Igen i “Hands of Greed” er det hele stort, smukt og bare så fandens bombastisk, at man ikke kan andet end læne sig tilbage og drømme hen til de smukke rytmer, sympfonisektioner og flotte vokal. Det samme kan jeg kun sige om “Vira”, som dog har lidt mere fart over feltet.
“Humanity” er en vaskeægte smuk ballade. En totalt “Let-me-see-your-éngangslightere”-sang. Men det formår de sgu også at gøre. De får lavet en sang som fanger med en flot melodi, og du vil bare lytte.
“Heartless Deceiver” og “Bittersweet Memories” slutter en flot og eventyrlig sympfonisk rejse af, og lader os se tilbage på 9 sange som har prydet denne rejse. Men har rejsen været fejlfri?? Nej, ikke helt. Skal jeg komme med en smule konstruktiv kritik, så har rejsen gledet lidt for let. Jeg er kommet meget hurtigt og gnidningsløst fra A til B. Og hvad mener jeg med det?? Der har ikke været mange bump/udfordringer på vejen. Jeg kunne godt tænke mig at have været udfordret lidt mere. Et par numre med total fuld knald på, eller andre finurligheder, der lige kunne sættes som kontrast til det smukke og eventyrlige. Det kunne være fedt.
Men alt i alt et fedt og meget smukt album. Jeg vil give det 3 ud af 5 stjerner. Skulle der lige have været en stjerne mere på, ville jeg gerne som lytter have været udfordret lidt mere. Men fedt at AKOMA er her… De klæder den danske metalscene!!!