
Exodus – Så’ der thrash!
Da programmet til årets Copenhell blev offentliggjort, så blev der med det samme sat et stort fedt kryds ud for Exodus – de gamle thrashere var et must at få hørt – så i god tid indfandt jeg mig ved Pandemonium – og dette skulle vise sig at være en god ide – for pladsen foran scenen blev pakket i en sådan grad, at flere som jeg kender måtte gå forgæves, det var simpelthen ikke til at komme ind på selve pladsen.
Tilbage til koncerten, så var det jo med den nye (gamle) forsanger, Rob Dukes, at bandet skulle forsøge at give os en omgang “thrash som vor mor lavede den”.
Meget passende blev vi præsenteret for Queens udødelige klassiker “We Will Rock You” – og det passede jo meget godt for hvad det var vi havde i vente…

Det talstærke publikum var klar fra start – og der var gang i den første circlepit allerede fra første nummer – og dette var meget betegnende for hele koncerten, hvor der undervejs nærmest ikke var et øjeblik, hvor der ikke var gang i en eller anden form for pit – og luften var tyk af folk der crowdsurfede – og vagterne havde fået deres sag for, med at tage imod alle disse. Samspillet mellem band og publikum var sublimt – og den tilbagevendte Rob var en rigtig fin publikumsindpisker – og han fungerede stærkt sammen med resten af bandet – så velkommen tilbage.
Et band som Exodus har så imponerende bagkatalog – og vi kom fint rundt i dette – og koncerten var en regulær omgang greatest hits – og her kan det måske være lidt “snyd” for Exodus har vel nærmest ikke lavet andet 😉
Bandet formåede at levere en helt igennem fantastisk koncert – og derfor passede det jo meget godt, at udgangsmelodien var “We Are The Champions” med Queen – for det var det Exodus var – Champions af Copenhell – og årets bedste koncert i mine øjne – i hvert fald efter de første to dage.
Setlisten denne aften var:
Bonded by Blood
Piranha
Brain Dead
Fabulous Disaster
Deathamphetamine
Blacklist
The Beatings Will Continue (Until Morale Improves)
A Lesson in Violence
War Is My Shepherd
The Toxic Waltz
Strike of the Beast
Tekst: Martin Hildebrandt