Amerikanerne fra Dropkick Murphys stod for at holde festen i gang denne tidlige aftenstund – og det er heldigvis lige netop hvad de kan.
Med deres blanding af punk, hard rock og irsk folkemusik, ja, så er de det helt perfekte festivalband – og som min sidemand konstaterede “De kunne næsten lige så godt have spillet på Tønder Festival – og også passet ind” – og jeg er da tilbøjelig til at give ham ret… men nu var det altså Copenhell vi var til – og bandet var klar til at give den fuld gas – og da bandet gik på scenen til tonerne af noget irsk folkemusik, så tændte det op under publikum, der tydeligvis var kommet for at feste – og der blev sunget, danset og moshet med til den helt store guldmedalje.
Når man som band, på en metal festival, som det mest naturlige både bruger banjo, harmonika, sækkepibe og fløjte – uden at det på nogen måde virker malplaceret, ja, så gør man jo noget rigtigt – og det virkede nærmest som om at Dropkick Murphys gjorde alt rigtigt.
Der var masser af syng med hits – og vi fik fremragende versioner af både “The Boys Are Back”, “The State Of Massachusetts”, “I’m Shipping Up To Boston”, “Rose Tattoo” og det kæmpe syng med hit “You’ll Never Walk Alone”.
Bandet var kommet for at have en fest – publikum var klar til at holde en fest – og sammensmeltningen af disse to ting gjorde at det var en fantastisk underholdende omgang vi fik leveret – så tak for festen herfra.
Tekst: Martin Hildebrandt