For 4,5 år siden havde jeg aldrig sat mine ben til en metalkoncert, og da slet ikke til en festival med tung rock og metal på plakaten. Nej tak du…det var noget larm for folk i sort, som trængte til et bad og en uddannelse. Nuvel – jeg hørte da Metallica, Guns´n´Roses, Dizzy Mizz Lizzy og så´rn det mere letbenede rock. Jeg var, og er dælme stadig en pop-pige med en musiksmag som på ingen måder er kongruent med heavyscenen. Min forståelse af metalmusik var, at det er noget man slukker for.
For 4,5 år siden mødte jeg min kæreste, som efter kun 2 ugers bekendtskab inviterede mig med til en koncert med Killing og Lipid i Vejle. Jeg kan faktisk ikke huske hvilke indre dialoger jeg havde med mig selv, men jeg takkede ja. Jeg kan huske at jeg tænkte “Men hvad for noget tøj tager man på? Der er vist en dresscode, ikk’?” Jeg hoppede i noget sort, for det havde jeg set på afstand at “de der metalfolk” har på…og så afsted med mig.
Jeg kan roligt sige, at den kognitive dissonans som rungede i mit indre, blev udfordret denne aften. Jo vist…musikken skulle jeg liiige tune mig ind på, men stemningen hev mig med. Jeg tog hjem med revne i min fordoms-borgmur. Et fonetisk udråbstegn for enden af en fed aften!
For 4,5 år siden fik jeg foræret muligheden for at udvide min verden…hvis jeg ville. Jeg stod over for et valg: enten kunne jeg vælge konformitetens snorlige villavej uden ukrudt, med snorlige bøgehække og det hvide vasketøj flagrende i vinden – en vej belagt med det kendte, fordommenes tryghed og sammenholdet mod anderledeshed. Jeg kunne også vælge den anden vej, som jeg egentlig ikke viste hvad var? Men forblændet af nyforelskelse, drejede jeg den vej…hva`fanden…jeg kunne jo altid få bekræftet mine fordomme…
Det var noget af et spring for en Nik & Jay fan , som èn enkelt gang var blevet forskrækket da jeg utilsigtet befandt mig til en BAEST koncert på SMUKFEST i 2018 , at være på vej til Copenhell. Vi er fremme ved juni 2019, og jeg ANEDE mildest talt ikke hvad jeg indlod mig på. Det var et rent deskriptivt afsæt jeg havde – viklet sammen med fordomme som stod i kø – og tillad mig at være ærlig, jeg gik også ind i det, med en hemmelig indre følelse af, at være for god til det der. Forstå mig ret…jeg følte mig ikke som et bedre menneske, men med en “lad os nu se om det lever op til min standard”-tilgang kørende et skummelt sted inderst inde. Ikke noget jeg turde sige højt, men ærligt…sådan havde jeg det…og ved du hvad – sådan har MANGE mennesker det: Metalmiljøet er for folk som trænger til et bad og en uddannelse !
Copenhell var en fest – jeg elskede det. Sommeren og de sidste 4 år har bragt så mange fede oplevelser til alle mulige metalkoncerter, events og festivaller rundt omkring i Danmark. Shit hvor har jeg fået mange vidunderlige bekendtskaber og venner i det miljø. Shit hvor har jeg fået mange oplevelser, som har ramt mig i hjertet, i følelserne og i danseskoene. Shit hvor har mit indre gennemgået et decideret paradigmeskifte – min forståelse af metalmiljøet har afgjort slået en koldbøtte.
Nyforelskelsen slår revner
Som med enhver nyforelskelse, bliver det også hverdag igen – det der med at se hinanden gennem en tåge af hjerter, violinmusik og perfektion, det stilner af. Realiteterne viser sig bid for bid – og det er her man skal huske, at tale om tingene og acceptere. Man skal fæstne sig ved det som man forelskede sig i, holde af de gode sider og acceptere det mindre gode. Sådan fik jeg det også bid for bid i metalmiljøet.
Nu var jeg nået dertil hvor jeg havde forståelsen af at metalmusik har flere under-genrer. Det der med, at være rodløs i et miljø, behæfter sig på, at stå helt uden viden om noget som helst. Det var jeg ved at være ude over. Jeg havde nu et billede af hvem er hvem, hvordan er de uskrevne regler og hvordan gruppedynamikkerne dikterer adfærd ….og det var her at jeg begyndte at undre mig. Jeg begyndte at danne mig et billede af, at hvis man træder for meget ved siden af, så hører man ikke til?
Det vil meget vel falde nogen for brystet at jeg skriver sådan, men det er min oplevelse. Jeg har ikke til sinde at tilsværte nogen eller noget, men jeg slår mig på den sociale dualisme som gennemsyrer metalmiljøet; synes man ikke det samme som de med den socialt- eller curriculart høj anseelse , så får man en over snuden. Det ansees ikke så ofte for socialt accepteabelt at være ekplicit såfremt man har en holdning som ikke er i overenstemmelse med massen?
Det er her jeg slår mig på den modsatrettethed som kan være svær at detektere – den ligger implicit og i det skjulte. Der er nogle spilleregler, som påskriver at man helst skal være enig med visse medier og mennesker – men for pokker HVORFOR??? Jeg forstår det ikke….i lige præcis et miljø som dette, burde diversiteten og bredden være en overskrift – ikke kun på papiret.
Det kan være at jeg indtager et agnostisk ståsted – at det ikke lader sig vise og/eller bevise hvorvidt min oplevelse bærer en sandhed, men jeg har ikke siden mine usikre teenageår stået et sted, hvor jeg i så udstrakt grad skal læse mellem linjerne og lade mig underkaste massens synspunkter. Det gør jeg faktisk ofte i det miljø…på overfladen. Eller jeg gjorde…..
Jeg håber….
Jeg elsker alt det metalmiljøet har givet mig, og jeg ser frem til alt det som kommer i fremtiden – til menneskene, til hyggen, til musikken…og jeg håber at vi går en fremtid i møde med mere anarki og mindre diktatur. Plads til alle holdninger for pokker….Kom nuuuu?!?. Vi ses derude…jeg er hende med Nik & Jay t-shirten, de lyserøde glimmernegle og et pokerfjæs…i forsøget på at passe ind – men jeg håber på at denne artikel kan være med til at åbne op. Jeg gik ind i metalmiljøet med fordomme og nysgerrighed – det er jeg dælme glad for at jeg gjorde. Det har været en gave for mig ! Måske det kunne være en gave for metalmiljøet at skrue op for nysgerrigheden og ned for forudindtagetheden ?
Hilsner fra en nytilkommen //Dea
