Dag 2 på Copenhell var en dag med fokus på de større navne for vores vedkommende. Men vi startede inden i skoven ved den nye scene Gehenna, hvor De unge piger fra Ivy Crown spillede.
Ivy Crown, der hører under Prime Collective, var et godt frisk pust til denne nye dag. Medrivenede melodier, der bære meget præg af producer Mirza, som vi for øvrigt skal se senere i dag, med hans eget band Siamese. Når flere bands har samme producer, kan der, som i dette tilfælde med Ivy Crown, komme lidt at den samme lyd ind. Ikke at det ikke fungere, for det gør det bestemt hos Ivy Crown. Men det bliver meget ens lydende som I nogle af de andre under samme vinger.
Vi hopper videre til Pandæmonium, hvor amerikanske Midnight spillede. Det bliver solgt som Black/thrash, men jeg syntes mere det var punk, med en smule thrash indover. De kalder det nok Black metal, da alle bandmedlemmer bære masker, så vi ikke ved hvem der gemmer sig bag.. I don’t know 😉 Hvor om alting er, var det ikke den fedeste koncert vi havde set indtil videre.
Så var det tid til at humpe om til Helviti, hvor Korn skulle spille. Folkevandringen var i fuld gang, og der blev fyldt godt op, på en lækker solbeskinnet eftermiddag. Kongerne af Nu Metal gik på med “Here To Stay”, og så var undertegnede allerede solgt. Det var en powerfuld nossevridende levering ud i perfektion, vi fik fra Korn. Jeg følte ihvertfald at de havde de, vel ca. 25000 fremmødte, lige der hvor de ville have dem. En fed fed koncert.
Vi hoppede tilbage til Pandemonium, for at få en gang energi smidt lige i fjæset af Knocked Loose. Et Hardcore band fra USA, som jeg ikke havde oplevet før. Men hold nu kæft en energiudladning de kom med. Der var smadder på fra start til slut, og den ene moshpit blev afløst af den anden. Publikum kunne ikke stå stille. Støvet fra den tørre jord gik i ét med røgen fra scenen.
Så kom bandet jeg virkelig havde ventet på. Judas Priest gik på kl. 19.15 på Helviti. For det første var det den perfekte setliste de spillede. Numre som “One Shot at Glory”, “Turbo Lover”, “The Sentinel”, og mange flere klassikere, gjorde en gammel nostalgisk tosse som mig, varm om hjertet. Og at den gode Rob Halford som 70 årig, stadig har den vokal som han bragede afsted med i går, er helt igennem fantastisk. Koncerten var en hitparade uden lige, og spilleglæden var også at finde hos bandet på scenen. Jeg var absolut underholdt fra start til slut.
Herefter spillede Down på Hades. I front stod den levende legende Phil Anselmo fra det gamle Pantera. Jeg overværede desværre ikke så meget af denne koncert, da jeg tidligere var kommet til skade med den ene fod, og måtte tilbage i R.I.P.’en og have foden op. Pisse ærgeligt. Men jeg nåede at opleve den karismatiske Phil, og hans genkendelige hissige vokal.
Sidste band for vores vedkommende denne dag var KISS. De gamle udklædte hardrockere fra USA var jeg meget spændt på. Jeg tænkte det kunne gå to veje. Enten blev det overraskende fedt, eller også blev det bare kitchy. Det blev heldigvis det første. Bevares, vokalen er ikke helt skarp længere hos Paul Stanly, men fuck det. Det hele sat sammen, fungerede pisse fedt. “Detroit City” og “Shout It Out Loud” åbnede festen, og med et imponerende flot show med lys og lyd var jeg fanme glad. Og da de spillede klassikeren “Lick It Up” fra ’83, blev man jo nød til at skråle med. Jeg var en knægt på blot 12 år da den kom frem. Og nu stod man her på Copenhell så mange år efter og så dem live. Det var sgu da fedt.
Nu glæder vi os til at tage hul på dag 3. Vi ses derude!!
/ Fravn