I mandags var svenske AVATAR et smut forbi VoxHall i Aarhus. Byen som
AVATAR ifølge frontmand Johannes Eckerström var det aller første sted de spillede udenfor Sverige i sin tid.
AVATAR elsker Danmark, som der også blev sagt fra scenen flere gange denne aften, og kærligheden var gensidig. Op til rigtig mange gange blev der råbt tilbage “AVATAR, AVATAR, AVATAR”.
Der var generelt meget glæde og kærlighed i luften denne aften på VoxHall.
Og det var tiltrods for at Johannes belærte os i at Danmark og Sverige er de to nationer i verden der har bekriget hinanden mest gennem historien. “Og Sverige fører 9-5” skulle han lige have med…. Sagt med et smil selvfølgelig.
Nok snak om kærlighed og historie. Hvordan klarede de sig så musikmæssigt.
Deres 15 nummer lange sæt bestod af stort set kun lækre AVATAR hits, og det blev sjældent kedeligt.
Med en voldsom fed udgave “Hail the Apocalypse” efterfulgt af “A Statue of the King” var koncerten skudt i gang.
Lyden på VoxHall var perfekt. Lyset på scenen var perfekt. Til tider var Johannes den rare glade klovn at se på, og til andre tider når det røde lys ramte ham rigtig, var han som taget ud af en gyser.
Hvis man ikke rigtig ved hvad AVATAR er for en størrelse, kan man genremæssigt vel sige at de er en blanding af et knivspids Slipknot, tilsat lidt undertoner af System Of A Down, blandent ind i en smule Marilyn Manson, toppet med en masse AVATAR-tilgang til den nye moderne metalgenre.
Ikke nok med det, så smider de sgu også en gang rock n roll ind, som i “Let It Burn”.
Og som om det heller ikke er spændende nok, så hiver de også lidt country og western ind fra sidelinien i nummeret “”The King Welcomes You to Avatar Country”.
Deres eget underholdende syrede univers fik vi i numre som “For the Swarm” og “Puppet Show”.
Kun ved “Tower” faldt momentum en smule. Ellers var det en opløftende og hele vejen gennem super fed koncert fra et ekstremt underholdende og velspillende band.
Endnu engang vil vi her i det jyske også takke VoxHall for at få den gode musik til fastlandet. De gør et kæmpe stykke arbejde. Og der er flere lækkerier i vente henover året.
/ Fravn