Storladen og smuk debut fra Tyskland.
Det tyske en-mands-band Antigone’s Fate startede ud som et projekt for bagmanden Ruun i 2015, da han havde samlet en del musikalske idéer som ikke umiddelbart passede ind i mandens andre bands. Efter at have arbejdet med disse inputs de sidste par år, er Ruun nu klar med debutalbummet i Antigone’s Fates navn, og det er bestemt ikke uinteressant. Skiven har fået navnet ”Insomnia” og indeholder 4 numre. Og nu sidder man som læser garanteret og tænker ‘hey – kun 4 sange på et fuldlængdes album? Så må de sgu være nogle lange nogle af slagsen’. And guess what – det er lige netop, hvad de er! Korteste sang er lidt under 9 minutter, og den længste er over 17 minutter.
Hvor ligger vi så henne stilmæssigt? Umiddelbart er udgangspunktet melodisk og atmosfærisk doom metal, men der er også elementer af black metal her og der. Det der gør albummet til en speciel oplevelse er, at det hele faktisk fungerer som en lang tur rundt i Ruuns univers, hvor man ikke som sådan fanger, når man skifter fra den ene sang til den anden. Sammenlagt er hele svineriet godt 50 minutter, og de går forbløffende hurtigt, når man tænker over hvor langstrakt, det hele i bund og grund er.
Melodierne er i fokus det meste af pladen igennem. Det store centrum er de melodiske leads, imens bunden kører solidt med og arbejder på at understøtte bedst muligt og samtidig fokuserer på, at få vores hoveder til at svinge i retmæssig takt. Midlerne går fra akustiske stykker, rytmebasserede passager, klassiske doom inputs med lange trancelignende tilstande, mere aggressive black metal udbrud med lidt mere vrede på kontoudtoget, velindkorporerede keyboards på de rette steder, alsidigt trommespil og ikke mindst Ruuns meget brede vokalspekter. Dette er faktisk en af pladens stærkeste kort. Oftest synger han med rå stemme og en lettere tyskklingende accent der ej fornægter sig, men derudover er der også både growl fra den meget dybe ende, sort metalliske hvæs, en kende mere ren vokal, korstemmer og i den lange afslutter ‘Monumente des Verfalls’, laver han sågar et skrig der går helt nede fra og op i noget der minder om opera lige før et voldsomt black metal stykke.
Det er lidt svært at skulle gå i dybden med visse sange frem for andre, da det hele som sagt fornemmes som en lang rejse, hvor alt på en eller
anden måde hænger sammen. Jeg vil dog gerne have lov til at fremhæve mit eget personlige favoritstykke, da det virkelig kan få gåsehuden frem. I slutningen på føromtalte ‘Monumente des Verfalls’ kører der et lækkert trækkende stykke, som pludselig brydes af en lille simpel melodi-linje, som bare fortsætter resten af pladen ud. Den afslutning er virkelig genial, og keyboardet giver det yderligere en endnu mere smuk dimension, samt den akustiske guitar, der får lov til at kører banditten helt i mål, er så velplaceret, man kun kan glædes over visse mennesker i tidernes morgen valgte at spille musik. For fanden det er kræs for øregangene!
Der er konstant så mange lag i musikken, at man finder noget nyt ved hver gennemlytning. Specielt er guitarharmonierne og vokalerne virkelig værd at holde øje med. Der sker noget hele tiden. Hvis man er til melodisk doom metal ala Draconian og vores egne Saturnus tilsat lidt hidsig black metal og masser af små progressive finurligheder i sangskrivingen, burde man give denne her plade et lyt.
En smuk og atmosfærisk oplevelse der går godt til en kop rødvin og et tændt stearinlys en mørk aften i lænestolen. Ikke et mesterværk men stadig særdeles stærk debut for Antigone’s Fate, som jeg glæder mig til at følge i fremtiden.
Af Skousen