Velkommen til DEFECTO‘s eventyrlige univers, som bliver regeret af Prins Sonne, og hans tro væbnere Møller, Bartholin og Jensen.
Det er i hvertfald lidt af den følelse man får når man høre deres seneste album udspil “Nemesis”, der udkom den 1. december.
På “Nemesis” bliver vi ført gennem et univers af både skønhed og mørk brutalitet.
Albummet består af 11 sange plus en intro. Det er storladen melodisk heavy metal, hard rock, og så sandelig også god gedigen rock n’ roll.
Albummet starter ud med “Final Night of Silence”, som er introen til det der vitterligt bryder stilheden for denne aften. Og det er samtidig en lille forsmag på alt det eventyrlige der venter på denne rejse gennem DEFECTO’s univers.
Titelnummeret “Nemesis” bryder roligheden, og vi er igang med rejsen. Det er stort, og fuld af lydeffekter, hvilket gennemsyre stort set samtlige numre på dette album… Men det er vel egentlig også meningen når man vil lave denne meget storladen og stemningsfulde form for melodisk metal. Nummeret fungere i hvertfald fint, og har det flotte omkvæd, lækker guitarsolo og dejlige riffs.
“Endlessly Falling” hørte jeg første gang, da jeg overværede deres koncert i Vejle for et par måneder siden. Her kunne jeg observere et nummer der generelt var pisse fedt live. Nu har jeg hørt det nogle gange på studieversionen her…… Og, jeg er ikke blevet mindre glad for nummeret. Det starter ud med dejlige riffs, krydderet med lækre finurlige guitardetaljer. Hele vejen gennem har det denne hårdtpumpede rytme, som virker endnu federe live, men er sgu også fedt på albummet. Det har det flotte melodiske omkvæd som DEFECTO dyrker i stor stil. Desuden har det de tonstunge headbanger sekvenser hvor Nicklas Sonne growler sangen ud…. Og jeg må sige at jeg er en sucker for lyden i hans dyriske growl…. Røv fedt!!!
Og så… Næste nummer…… Halloo?!?! Det er sgu da “Burn It To The Grown” med Nickelback…. Dafuk!!!….. Nårh, nej… Det er faktisk “Savage”. Men prøv lige at spille de to starter efter hinanden…. Total ens.
Men fuck det… Ligesom “Burn It To The Ground” er et meget fedt rock n’ roll nummer, så er Savage sgu også pisse fedt.
Derefter bliver vi væltet omkuld af de tunge riffs fra introen af “The Nameless Apparition”. Endnu et lækkert nummer, DEFECTO style. Tunge riffs, melodisk syng-med omkvæd og det storladne “vindmaskine i håret” univers, kun afbrudt af passager med monstergrowl og total uhygge… Er der noget dårligt i det?? Nej gu’ fanden er der ej. Det er det DEFECTO laver, og de gør det fanme godt.
Herefter får vi et pusterum og går helt ned i tempo med “The Sacrificed”. Det er et rigtig “let-me-see-your-énganglighters”-sang.
Trunterne på første række kan savle over Sonne mens han står og synger med vinden blæsende i håret. Det er total klichéfyldt, men lad nu være… Når det hele køre, så er det sgu både fedt og underholdende. “The Sacrificed” er nok ikke et nummer der går over i musikhistorien, men den holder egentlig fint i det univers der er på dette album.
Herefter slår vi over i “Ode To The Damned”. Det bygger langsomt stemningen op fra det forgående stille nummer, til et der får os tilbage på eventyrets spor. Vi drager videre med Sonne og hans kompaner, ind i det ukendte og barske, men stadig smukke og dragende.
“Gravity” er endnu et regulært hard rock rock n’ roll nummer. De ruller der udaf, med små sjove finurlige breaks, og så et omkvæd som jeg i starten synes var lidt for Melodi Grandprix agtig. Men jo mere jeg lyttede til det, jo mere synes jeg faktisk at det passede fint til titlen “Gravity”… Omkvædet giver en følelse af at man svæver afsted, og var det meningen med det, så vil jeg da bare sige “pisse godt arbejde gutter”.
“Ablaze” har jeg det ikke godt med. Det er sådan set egentlig ok med lækker guitar, sang og sådan…. Men omkvædet…. Nej!!! Det er som taget ud af introen til en amerikansk teenage tv-serie… Nogen vil måske synes det er cool… Men det synes jeg ikke.
Og så lige pludselig tager fanden ved Sonne, og han skriger sit growl ud i en bette sekvens. Det var tilgengæld fedt, men ikke nok til at redde nummeret.
Nummeret slutter så af med en super flot guitarsolo. Kæmpe credit til Møller eller Sonne… Aner ikke hvem der spillede denne. MEN!!!! Her 
bliver jeg sgu ked af det igen… En fed guitarsolo, og så fader de sangen ud….. MAN FADER IKKE EN SANG UD!!!! Det er fuldstændig den samme følelse som hvis konen, kæresten, kællingen eller elskerinden stiger af inden du er eksploderet… Du sidder tilbage med en fesen uforløst følelse… DET ER IKKE OK!!!
Nå, men vi kommer igen tilbage på sporet med “Before The Vail”, som dog er et af DEFECTO’s mere jævne numre. Fint tungt men lidt rodet uden en egentlig rød tråd, som om det mangler lidt finjustering inden man valgte at udgive det. Guitarsoloen er tilgengæld meget fed hvis vi lige skal fremhæve det positive her.
“We’re All The Enemy” gør mig glad igen. Det er råt og stemningsfuldt som DEFECTO skal være og lyde. Det er her de har deres force. Sonne Growler hans vrede ud, og bliver afløst af en lettere syret bridge, inden det velkendte melodiske omkvæd. Altsammen indhyldet i storladen lyd.
“Ascend To Heaven” afslutter vores rejse rundt i denne DEFECTO-skabte eventyr verden. Nummeret er en værdig afslutning, indeholdende lidt af alle elementer. Det er stort, smukt og dog med tunge breaks og lækre riffs, og ikke mindst en røvlækker solo med de gode tekniske finurligheder.
Alt i alt et godt og underholdende album. Der er dog et par uheld undervejs. Men jeg vælger alligevel at give “NEMESIS” 4 ud af 5 stjerner, da det meste fungere på albummet. Og det der fungere, fungere rigtig godt.